Sin and Punishment: Successor of the Skies

Sin and Punishment: Successor of the Skies

Sin and Punishment: Successor of the Skies

Rail-shooter med charme og ramasjang.

Lige så lang spillets titel er blevet i Europa, lige så længe har jeg vel ventet på en remake af/opfølger til et spil, de færreste har spillet. Det første Sin and Punishment udkom nemlig kun i Japan i år 2000 til konsollen Nintendo 64, der kørte på det sidste brændstof i de små hjem i Vesten. Spillet blev endelig udbredt tilgængeligt i 2007 på Wii, hvor det kan købes og hentes fra den digitale tjeneste Virtual Console. Det (under)holder faktisk den dag i dag med intens arcadeaction og opfindsomt design, ikke mindst som appetitvækker til opfølgeren. Men lever opfølgeren op til ånden i det første spil ved stadig at være en rail-shooter i overensstemmelse med den kvalitet, der forventes fra genre-perfektionistiske udviklere som Treasure?

Det er først og fremmest godt at se muligheden for japansk tale med engelske undertekster, som bør kunne vælges i alle japanskudviklede spil. Der kan også vælges engelsk tale, der dog fjerner den ellers fortættede japanske charme. Her er nu ikke helt den samme ærkejapanske tuttenuttethed, som findes visse steder i det første spil. Historien i fortsættelsen er stadig typisk japansk abstrakt fantasi og vil nok være ligegyldig baggrundsstøj for andre end folk, der ikke læser manga eller ser anime.

Historien omhandler to rivaliserende fraktioner, som verdensrummet er blevet opdelt i: Indre-rummet (menneskeheden) og Ydre-rummet (aliens). En ung mand, Isa, er rekrut hos Indre, men har særlige kræfter fra Ydre. Hans mål er at skabe fred mellem de to fraktioner. Der sker det, at Ydre invaderer Indre, hvorefter Isa løber ind i "alien-pigen" Kachi, der repræsenterer en fortrop fra Ydre. Kachi husker ikke længere sin sande mission på grund af hukommelsestab. "Hun" fascineres af Isa, der er hendes første menneskelige bekendtskab. Isa oplever empati over for Kachi, efterhånden som Kachi selv fornemmer sin mangel på menneskelighed. De beslutter at holde sammen og forsvare sig imod meget kampklare fjender fra Indre, der er sendt efter dem. En primær spiller kan styre Isa eller Kachi, mens en sekundær spiller må nøjes med at styre en sigtekornsmarkør og affyre skud – i syv baner med fantastisk varierende action og design.

Læs mere...