Call of Cthulhu: The Wasted Land

Call of Cthulhu: The Wasted Land Anmeldelse

Call of Cthulhu: The Wasted Land Anmeldelse

Turbaseret rollespil på iPad i Lovecrafts navn.

Der ligger enorme mængder uudnyttet potentiale i Call of Cthulhu-licensen. H. P. Lovecrafts historier om enorme, ældgamle væsener, der ligger i dvale og blot venter på at stjernerne står rigtigt, er slet ikke blevet udforsket til fulde. Spil som Call of Cthulhu: Dark Corners of Earth og Prisoner of Ice er nærmest ikoniske klassikere inden for digitale spil og en helt speciel form for horror, der leger med de mørkeste afkroge af sindet. Desværre er der meget langt mellem spillene, men det kan en tur på Apples app-store heldigvis klare.

Call of Cthulhu: Wasted Lands er et turbaseret spil til iPad, som foregår under 1. Verdenskrig. En lille trup soldater opsøges af en afsides gren af den britiske efterretningstjeneste, som afslører, at der foregår okkulte eksperimenter bag de tyske rækker. Nogle tyske videnskabsmænd har leget med kræfter, der burde være forblevet sovende, og den lille håndfuld mænd må kaste sig ud i drabelige kampe med levende døde, tyske okkultister og væsener så frygtelige, at de efterlader permanente ar på sindet.

Systemet, der ligger bag Wasted Lands, er et simpelt rollespilssystem, hvor hver figur har seks hovedkarakteristika, såsom styrke og intelligens, samt ti evner fordelt på spillets forskellige våben, førstehjælp, brug af gasmasker og selvfølgelig Cthulhu Mythos. På hver eneste bane kan der optjenes erfaringspoint, der kan bruges efterfølgende på at hæve de forskellige evners niveau på en skala fra 1-100. Alle figurer bruger af den samme pulje, så vil man skabe én eller to supersoldater, er det bestemt muligt - men et balanceret hold er klart at foretrække. Gameplaymæssigt består hver bane typisk af tre mål, der først afsløres, når det forrige er nået - og består typisk af at nå til et særligt punkt i banen, holde fjenderne på afstand i 5 ture eller lignende. Desværre er det ikke udpræget dybt, og mange af evnerne er ret begrænsede i forhold til deres brug - men alligevel strengt nødvendige i adskillige situationer.

Læs mere...