Picture of Jonatan A. Allin

Jonatan A. Allin

Contributor

Featured articles

SSX Anmeldelse

SSX eller S-S-EKS?

Street Fighter X Tekken Anmeldelse

Hold dine venner tæt, men dine fjender tættere.

Prince of Persia HD iOS - Anmeldelse

Så skal der røres ved prinsen.

Jordan Mechner startede sin lange, men ikke specielt produktive spildesignerkarriere med spillet Karateka til Apple II i 1984, men hans store gennembrud kom først med Prince of Persia til samme platform i 1989. Spillet om den persiske prins, der måtte gennem 13 udfordrende baner for at redde sin elskede prinsesse fra den onde vizir Jaffar, blev til gengæld et ikonisk megahit. Siden da er det, mærkeligt nok, kun blevet til Prince of Persia 2, The Last Express og Prince of Persia: The Sands of Time, men Mechners karriere kan ikke siges at have været dårlig, for den indeholder to at de spil, der har overrasket mig mest. The Sands of Time overrumplede mig totalt med evnen til at spole tiden tilbage, og jeg glemmer aldrig første gang, jeg så det i aktion på E3-messen i 2003. Men jeg var endnu mere overrumplet over originalen, der med sin flydende animation var lysår foran stort set alt andet, jeg havde set i 89. Det er dog ved at være små 23 år siden, så spørgsmålet er, om Mechners original stadig holder den dag i dag. Der er tidligere udkommet en retro-version af spillet til iOS, som ikke blev modtaget særlig godt, men nu har Ubi Soft begavet os med en HD-version, der er en mere eller mindre tro kopi af Prince of Persia Classic, som blev udgivet til XBLA i 2007. Denne gang hedder det Prince of Persia Classic HD, og vi har iført os posede bokser og langt garn for at se, om det stadig holder.

Hvis du spørger mig, hvilke spil, jeg har givet de bedste anmeldelser i årenes løb, så vil jeg svare med en perlerække af stortitler og nøje udvalgte indiespil, der kan få mig til at lyde, som om jeg har bedre smag end alle de andre uvidende forbrugere med deres Battle Warfares og Modern Mud Shooter Combats, og hvad de nu alle sammen hedder. Men hvis du er fræk og spørger mig, hvilket spil, jeg har brugt mest TID på, så er svaret Tekken 6, som jeg i sin tid kaldte uopfindsomt og belønnede med et hæderligt, men ikke prangende 7/10. Med andre ord: Ikke bedre end Halo.

Ingen genrer definerer oldschool arkade-action meget bedre end shmups, de gammeldags grillbar-shootere. Du styrer dit lille fartøj vertikalt eller horisontalt, og så er det ellers dig mod rov, som oftest i et forsøg på at redde din planet fra en fjendtlig invasion fra rummet. DoDonPachi Blissful Death (kendt i Japan som Dai Ou Jou) til iPhone og iPad er ingen undtagelse. I rollen som en cybernetisk Elemental Doll (!) skal du i dit lille rumskib blæse al modstand af vejen, og det bliver ikke meget mere rendyrket end her.

SoulCalibur V Anmeldelse

Voldo have endnu en tur i ringen?

Fightingspillere har aldrig haft det bedre. Efter at have været på randen af KO i femte runde i mange år, er genren tilbage med fuldt Super-meter, klar til at give bøllebank og kindheste til alle modstandere. Den primære faktor i genoplivelsen af fordums storhed har været Capcom, og mere præcist Street Fighter IV, som formåede at give en ny generation af spillere de samme kuldegysninger, som vi andre havde foran en fedtet arkademaskine i kælderen i Palads i 1992, da vi første gang så Blanka sætte strøm til Dhalsim eller Ryu smide en fireball i fjæset på ærkerivalen Ken (som jo alle dage har været en tam efteraber.

Tekken Hybrid Anmeldelse

Det er jo hele tre ting på én gang!

Namco Bandai er et meget mærkeligt firma, især når det handler om Tekken. Serien var tidligere et af firmaets største slagskibe. Mon der overhovedet findes ejere af den originale PlayStation, som ikke er i besiddelse af Tekken 3? I så fald har jeg ikke mødt dem. I de senere år er Tekken faldet lidt mere ud af rampelyset, men selv det seneste kapitel, Tekken 6, har været en storsælger, især i USA og Europa. Og så selvfølgelig Korea, hvor man kan skabe en hel karriere på basis af de bedste comboer.

Gemini Rue Anmeldelse

Retrofascination.

Nogle af mine allerfedeste spiloplevelser igennem tidernes løb har været i selskab med adventurespil. Monkey Island, Maniac Mansion, Sam & Max, Full Throttle, LOOM, Legend of Kyrandia, Indiana Jones and the Fate of Atlantis, Gabriel Knight, Leisure Suit Larry, The Longest Journey, Blade Runner, Day of the Tentacle... titlerne vælter ind i mit sind sammen med en lang række minder, men fælles for stort set alle er, at det hele var meget bedre i de gode gamle dage, hvor græsset var grønnere og solen skinnede fra en skyfri himmel (som man aldrig så, da man jo sad foran sin pc med fantastiske spil, som de ikke laver dem mere). Men det passer jo ikke helt, som spil som Fahrenheit, Heavy Rain og nyere serier som Syberia har vist. Genren lever også i bedste velgående på Nintendo DS og i Telltale Games' mange episodiske genoplivninger af gamle klassikere og franchises (selv om jeg dog ikke føler, at Telltale helt har det samme greb om humoren i genren som især spillene fra LucasArts havde). Det ændrer dog ikke på, at der er langt imellem rigtige, ægte peg-og-klik-adventurespil, som vore nørdede forfædre programmerede dem.

Mercury HG Anmeldelse

Flydende logik.

Computerspil er mange ting. De kan være alt fra adrenalinpumpede voldssimulatorer, der sælger i realistiske våben og den præcise fysik i et splintret menneligt kranie til fredfyldte, afslappende flyveture over poetiske blomstermarker. Det ene øjeblik kan du tage rollen som en næsten nøgen heks, der angriber med sit eget hår, det andet kan du vælge at kæmpe som en næsten nøgen dominatrix med et sværd, der tilfældigvis også er en pisk. Gameplay er i sandhed en fleksibel størrelse, der byder på lige så mange vidt forskellige oplevelser med større eller ikke helt så store grader af nøgenhed. Okay, jeg skal snakke om et puzzle-spil og samtidig gøre det interessant. Desværre indeholder det rent faktisk hverken pistoler, petuniaer eller perverst store p... Okay, jeg kommer lige i tanke om, at jeg skriver for Eurogamer. Vi er meget seriøse her, og jeg lyder jo som den rene plebejer. Pardon, mens jeg lige finder min monokel og min Medova frem. Hvor stillede jeg nu tøflerne...?

Trackmania 2

Stunts for viderekomne.

Der er en ting, du gerne må fortælle mig. Hvad går fascinationen af total realisme ud på i computerspil? Det er selvfølgelig en meget subjektiv holdning fra min side, men er det ikke sjovere at spille spil, der leger med virkeligheden, transformerer den og transcenderer den? Realisme går selvfølgelig i sidste ende ud på at forsøge at repræsentere mere eller mindre ekstreme virkelighedsoplevelser derhjemme i dagligstuen, så du kan blive ikke bare den nye Ronaldo, men Ronaldo selv. Du kan være en toptrænet Spec Ops-soldat på mission i marken, eller du kan være Mikka Häkkinen, der fræser ned ad langsiden i sin McLaren Mercedes. Men i sidste ende er du jo ingen af delene, som du der sidder plantet i sofaen med et joypad, rat, stick eller måske en Wiimote i hånden. Din største fare er et akut anfald af den frygtede Swamp Ass.

Star Fox 64 3D

Tager Nintendo ræven på os?

Når jeg siger Nintendo, så tænker du formentlig Mario. Eller Zelda. Eller Metroid. Eller Captain N, dit Nintendo-indoktrinerede, understimulerede firserbarn. Men jeg vil vædde adskillige 1-UP-svampe på, at der ikke er særlig mange, der med det samme tænker Star Fox. Da Nintendo 64 blev udgivet, har tonen dog formentlig været en anden. På det tidspunkt dominerede Fox McCloud og hans trofaste følgesvende Peppy Hare, Slippy Toad og Falco Lombardi nemlig i det dengang grafisk overvældende Lylat Wars, også kendt som Star Fox 64. Og nu er de tilbage i en nyrestaureret version af den gamle klassiker, på en meget sværere mission end dengang: At redde Nintendos 3DS fra en alt for tidlig død. Er vores gamle venner stadig klar til en kamp af denne kaliber? Vi er hoppet i vores Arwings for at finde svaret.

Spilbranchen har modetrends, fuldstændig som skobranchen eller douchebag T-shirt-branchen. Skal det være højhælede, læderstøvler eller Moon Boots i år? Skal der være guldkranier, rubinørne eller Tapout!-logoer på overkroppen?

Dead Or Alive: Dimensions

Langt mere levende end dødt.

Ifølge traditionen skal enhver anmeldelse af noget, der har med Dead or Alive at gøre, starte med at fokusere på de fysiske fortrin, den kvindelige del af befolkningen er udstyret med. Tecmo har gang på gang forsøgt at genskabe herlighederne på den østrogene del af deres persongalleri ved at foretage præcise analyser og simulationer af kæmpe vandballoners opførsel i lufttomme rum. Det er i hvert fald stadig lige så langt fra Kasumis brysters høje bølgegang - som var de en stormfuld Østersø i sprudlende oprør - til et ægte sæt af slagsen, som der er fra undertegnedes ninjutsu-evner til Ryu Hayabusas. Det er selvfølgelig også bare fordi min læder-gi er til reparation. Og jeg kan aldrig finde mine kastestjerner. Og det er jo som bekendt også alt, alt for dyrt at være ninja.

Nintendogs + Cats

Hund og kat imellem.

Jeg har flere gange været i den heldige position at modtage en konsol til anmeldelse ved lanceringen. Det er på mange måder en fantastisk ting, men omvendt skal man også sluge et par kameler for at få æren. Denne gang er der ikke bogstaveligt tale om pukkelryggede klovdyr, men vi befinder og dog i dyreriget med en flot nuttede små pussenussehunde.

Nintendo 3DS

Se og rør.

Jeg er et produkt af Nintendo på mange måder. Ikke fordi jeg konstant er på svampe og forsøger at smadre mursten med de bare næver i håbet om at finde mønter - det er jo bare, fordi jeg er skingrende sindssyg - men fordi mange af mine barndomsminder foregår i en 8-bit-dimension, hvor jeg kunne være så meget andet end en 10-årig knægt fra Brønshøj. Jeg var så nagelfast inventar ved NES-standeren i fætter BR anno 1989, at min mor bare kunne ringe derned og sige "Jonatan skal spise nu", hvorefter personalet sendte mig hjem. Dernede på rød saftevand-og-Turtles-tyggegummi-versionen af Sam's Bar kendte alle mit navn, og der blev spillet tonsvis af Super Mario, RC Pro Am, Punch-Out!, Excitebike, Zelda, Fester's Quest, Metroid, Probotector, Mega Man, Ikari Warriors, Metal Gear, Teenage Mutant Hero Turtles, Castlevania, Faxanadu, og mange flere spil, der stadig rumsterer i mit sind.

Super Street Fighter IV 3D Edition

Gadekamp - nu på gaden!

Jeg forventede, at denne anmeldelse ville blive ganske svær, lige indtil jeg fik lov at sidde med spillet i mine fighting-hungrende hænder. Capcom har simpelthen bare valgt at lave Super Street Fighter IV i miniformat, så forskellene er marginale. Alle figurer ligner sig selv og bevæger sig som i konsolversionerne, og grafikken er, på nær 3D-effekten og muligheden for et nyt perspektiv, næsten en tro kopi af originalen. Derfor må jeg henvise til min egen anmeldelse af Super Street Fighter IV, når vi taler om selve gameplayet, for så tæt er Capcom kommet på den ægte vare.

Pilotwings Resort

Svæver afsted.

Pilotwings er et af de fænomener, jeg aldrig forstod tilbage i SNES-tiden. Nintendos lanceringstitel handlede tilsyneladende bare om at flyve rundt uden at skulle lave det helt store, og det virkede for mig mest af alt som en tech demo af Mode 7-effekten, som jo var det vildeste af det vilde dengang i starten af halvfemserne, hvor farverne dårligt var opfundet, og vi alle sammen var mest vant til at lege med pinde, vi fandt på marken under vores hårde arbejde for at overleve. Men nok om min barndom i Steinerskolen; nu skriver vi 2011, og Pilotwings er igen tilbage i form af Pilotwings Resort for at demonstrere ny teknologi fra Nintendo. Forskellen er bare, at jeg denne gang er tvunget til at anmelde det.

Marvel vs Capcom 3

Store, grønne fingre.

HULK ANMELDE NYT BANKESPIL TIL XBOKS 360! HULK SELV MED I SPIL MED GODE VENNER SOM HUN-HULK OG JERNMAND. DERFOR HULK SYNES SPIL ER BEDRE END TØSESPIL STREET FIGHTERS OG TEKKENS. DE SPIL ALT FOR LANGSOMME OG MANGLE EKSPLOSIONER OG MUTAGEN. DER DOG OGSÅ VÆRE FULDT MED DUMME ONDE TABERE I SPIL. HULK HADE DEADPOOL PHOENIX ÅNDSSVAG SENTINEL ROBOT OG DUM LILLE ARTHUR FRA GHOULS N GHOSTS. HULK FÅR CHANCE FOR AT SMADRE DEM. HULKEN SMADRE ALT I SPIL! HULK VISE ALLE AT INGEN ER STÆRKERE END UTROLIGE HULK!!!

DJ Hero 2

Håndmixerhelt.

Det oprindelige DJ Hero udkom lidt ud af det blå, mens vi alle sammen stadig var fokuseret på at rocke igennem med vores plasticguitarer. Det var lidt svært at se, hvorfor man nu skulle droppe alle sine venner for at sidde og lege DJ, mutters alene med sit legetøjsturntable.

Rock Band 3

Hva' så, Roskilde!

Denne gang vil jeg ikke spilde tiden på en farverig introduktion med flagrende referencer til alle musikspil, der nogensinde er lavet. Rock Band 3 er landet, og det spiller ganske enkelt r... ud af bukserne på dem alle. Rock Band 1 revolutionerede, Rock Band 2 finpudsede, men Rock Band 3 tager det endelige skridt derud, hvor ingen musikspil har gået før.

Vanquish

Vild, vildere, Vanquish!

Japanske Platinum Games er på en mission. De vil bevise, at de japanske udviklerhuse stadig kan være med i kampen mod giganter som Gears of War, Call of Duty og Halo. Og med et all-star team der blandt andre omfatter ex-Capcom- og ex-Clover Studios-stjernerne Hideki Kamiya (skaberen af Devil May Cry) og Shinji Mikami (skaberen af Resident Evil), så har man lidt tiltro til de kreative evner. Andre japanske studier har på det seneste forsøgt at appellere til vestlige smagsløg, og det har resulteret i usle fiaskoer som Tecmos Quantum Theory og smukke, men forfejlede satsninger som Final Fantasy XIII.

Super Meat Boy

Endelig et spil med kød på.

Jeg er et eller andet sted dybt nede en Amiga-dreng. Mine første spilleoplevelser foregik med Space Invaders på grillen og på C64 hos vennerne, min første konsol var en NES og mit allerkæreste eje i størstedelen af90'erne var en Mega Drive.

Metafiktion. En genre, der gør opmærksom på sin egen fiktive natur som et decideret virkemiddel i sin egen gennemslagskraft. Effekten kræver, at læseren eller seeren er klar over, hvornår disse brud på de gængse regler for historiefortælling finder sted, og at vedkommende har styr på alle de intertekstuelle referencer til sig selv og andre værker, ofte nyere popkulturelle af slagsen, som det aktuelle metafiktive værk benytter sig af for at definere sin egen plads i den altomsluttende intertekst.

Guitar Hero: Warriors of Rock

Letvægter med tungmetal.

Guitar Hero er blevet sin egen genre. Stort set alle gamere har på nuværende tidspunkt stået med en plasticguitar i hånden og følt sig som en rockstjerne, på trods af den som oftest alarmerende mangel på østrogen i nærheden i forhold til den ægte vare. Værre er det, når ens halvstive kammerat vælger at snuppe mikrofonen og angribe Livin' On A Prayer i et toneleje, han slet ikke har kørekort til.

første forrige