Vancouver 2010

Ude og ski.

Ja – jeg er gammel. Oldgammel. Så gammel, at jeg kan huske tilbager til de glade børneår, hvor jeg styrede deforme pixelklatter rundt på skærmen, i fast overbevisning om, at det var toptrænede elite-atleter, der modigt kastede sig gennem et snefyldt landskab. Spillet var Winter Games fra Epyx, og platformen var den legendariske brødkasse: Commodore 64.

Siden er vi kommet langt, men nogle ting ændrer sig aldrig. Så i den forgangne uge har jeg endnu engang kæmpet med bobslæder, skihop og skøjter i herlige vinterlige omgivelser. Men nu hedder spillet Vancouver 2010, og platformen en PS3. Og det er faktisk slet ikke så dårligt endda. Jeg har ellers været vant til, at den slags olympisk-relateret hurlumhej har været noget forfærdeligt hø, der udelukkende kan have været tiltænkt sagesløse uvidende forældre og bedsteforælde. Men Vancouver 2010 er faktisk et niveau over det øvrige shovelware, der ellers har kendetegnet olympisk-tematiserede sportsspil. Som de fleste andre spil af samme type, er Vancouver 2010 dybest set en samling af mini-games, hvor hver disciplin udgør sit eget lille spil. I Vancouver 2010 har man dog tydeligvis satset på de mere adrenalin-provokerende aspekter. Således er der masser af alpint skiløb og bobslæde, men fravær af langrend, isdans, curling og andre mere tømmermands-egnede discipliner.

1
Fartfornemmelsen er ganske overbevisende udført med rystende kamera og udflydende kanter.

Lydsporet i Vancouver er også trukket i den mere action-orienterede retning. Der er ikke meget Eurovisions-jingle og højstemt åbningsceremoni over sagerne. Udover nogen ret anomyme lydeffekter, er man det meste af tiden akkompagneret af energisk punkrock, så man til tider føler sig hensat til Burnout på Alpetoppen, eller tænker, om udviklerne har haft nogen rødder fra den lokale skate-park til at sammensætte soundtracket. Men i sidste ende virker det faktisk meget godt, da musikken på denne måde er med til at sætte lidt energi i disciplinerne – også selvom det er lidt svært at få det til at passe med styrhjelme i signalfarver og kropsnære sportsdragter i hæslige national-collager.

Rent grafisk er vi ikke helt ude i off-piste. Det er pænt og nydeligt, men bestemt ikke noget specielt. For et par år siden havde det været pænt, men den dag i dag er det lige skrabet nok. Men udviklerne har til gengæld formået at proppe en ret overbevisende fartfornemmelse ned i spillet. Når det går stærkt ned over sneen eller isen, så udviskes kanterne, billedet ryster, ateletens åndedræt og hjerteslag stiger i intensitet. Når du så smider føromtalte skater-rock oven i hatten – jamen så spiller det hele faktisk ret godt sammen i en adrenalin-formidlende symfoni.

2
Grafikken er funktionel, men ikke ligefrem nutidig.

Selve gamplayet i de enkelte discipliner er relativt simpelt. Der er i bund og grund tale om udvidede mini-games, og det slår igennem i spilmekanikken. Der er sjældent tale om taktik på højt niveau. Det drejer sig nærmere om korrekt timede knaptryk og memorisering af baner og sving. Ikke at der er noget galt i det, for det er implementeret udemærket, og udgør faktisk en fin udfordring. Det samlede indtryk af gameplayet er dog lidt i retning af casual gaming. Det er let at gå til, kræver ikke det store, men tilbyder til gengæld heller ikke ligefrem Stillehavs-dybe taktiske og strategiske elementer. De enkelte runder varer heller ikke særligt længe. Jeg tror ikke, jeg på noget tidspunkt har været ude for nogen disciplin, der tog mere end et par minutter at komme igennem. Så det går i høj fart ned gennem det olympiske program.

Der er dog det, givetvis ganske realistiske, problem, at når man begynder at blive lidt bedre til de forskellige discipliner, er det ikke så meget et spørgsmpål om at spille godt, som det er et spørgsmpl om ikke at begå nogen fejl. Lige på dette punkt er det nok en ret realistisk gengivelse af olympiske sportsforhold. Med det er ikke nødvendigvis noget, der egner sig særlig godt som spil. Så når den første mini-game kompetence har meldt sig, går der lidt sjap i de før så skinnende løjper.

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (0)

About the author

Jesper Krogh Kristiansen

Jesper Krogh Kristiansen

Skribent

Jesper kan sit indie udenad. Men det gør ham ikke for stolt til også at straffe kloner på stribe i de brede genrer. Jesper elsker hård metal og lange gåture i Cloakwood - og så har Jesper en gal klæbehjerne og er i øvrigt Nørrebros eneste skæggede ninja. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.

Relateret indhold

Football Manager 2017 - Anmeldelse

Gentagelsens ulidelige lethed.

AnbefaletFIFA 17 - Anmeldelse

Med nytænkning og solidt gameplay går FIFA målrettet efter fodboldtronen i år

AnbefaletPro Evolution Soccer 2017 - Anmeldelse

Konami udviser sublim boldbehandling og strålende målinstinkt.

Football Manager 2016 - Anmeldelse

En rutinepræget indsats af verdens bedste fodboldsimulator

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading