Hvis du kun skal købe ét VR-spil nogensinde, så lad det være Rez Infinite.

Der er nogle visuelle effekter fra film og spil, som jeg formentlig vil huske i rigtig lang tid. Første gang Daniel Jackson rejser gennem en Stargate i filmen af samme navn. Da David Bowman rejser gennem Monoliten i Rumrejse 2012. Da man første gang besøger Shivering Isles i udvidelsen til The Elder Scrolls IV: Oblivion (I ved, værelset der bliver opløst til sommerfugle). Og så er der et spil, der ikke kun havde et øjeblik, men som helhed brændte sig ind i min visuelle cortex. Spillet var, og er stadig, Rez fra Sega og designeren Tetsuya Mizuguchi. Og kombineret med PlayStation VR har spillet aldrig været bedre.

Spillet udkom for første gang tilbage på Dreamcast og PlayStation 2 i 2001, og her, femten år senere, er spillet tilbage med undertitlen Infinite. Mizuguchi, der ellers havde levet noget tilbagetrukket fra spilbranchen, har altid været glad for at skubbe til de faste rammer, og Virtual Reality appellerede til ham, nok til at han endnu engang stod for udviklingen af Infinite. Og på overfladen er alt ved det samme.

Spillerfiguren svæver gennem et digitalt landskab af vibrerende wireframes, pulserende 3D-modeller, neonfarvede skriftttegn og geometriske former, alt imens et dunkende technobeat fører dig længere og længere ind i en digital verden. Fjender af forskellig art kommer svævende og nedlægges ved at føre sigtekornet over dem og holde skydeknappen nede. Herefter skydes de ned, naturligvis i en rytme der passer til musikken. Og det er vitterligt musikken, der er hovedpersonen i Rez, mere end både spillerfiguren og trådkorset, der repræsenterer sigtekornet, er det.

Det starter med Buggie Running Beeps, der hurtigt men sikkert får en af dine fødder til at vippe, og det er en blid introduktion til fjender og den traditionelle end-of-level-boss. Kompleksiteten stiger en smule i næste område, med Mist's Protocol Rain. Det er omkring tredje bane med Ken Ishii's Creation the State of Art, at rytmerne ikke kan isoleres til dine fødder længere. Dit hoved, og dermed sigtekornet hvis du spiller VR, er begyndt at rokke med. Og så går spillets fjerde nummer, Rock is Sponge, i gang. Og det tætteste vi nogensinde når digital synæstesi, når det dybe beat smelter sammen med Area 4s kinesisk-inspirerede geometri. Og pludselig ændrer nummeret sig, og bossen, en frisbee omgivet af svævende terninger, kommer hvirvlende mod dig. Den ændrer form, blandt andet til en mindeværdig løbende mand. Og pludselig eksploderer den, stilheden indfinder sig, og inden Area 5, spillets sidste bane, og Adam Freelands Fear udspiller sig over skærmen, sidder du tilbage med puls, der forsøger at matche de 150 BPM.

1

Tilbage står Area 5, der synes at sætte tempoet ned, i hvert fald figurativt. Fjenderne er flere, men området er delt op i bidder, hvor spillet forsøger at sammenvæve en eller anden form for narrativ om, at der er en form for virtuelt liv, der udvikler sig, og at man forsøger at frigøre det. Det er som om, at man har vist en femårig Ghost in the Shell, The Matrix og Keanu Reeves' middelmådige filmudgave af Johhny Mnemonic, og derefter forsøgt at få ham til at koge hele molevitten sammen.

Klimaks.

Spillet er gennemført, og du har muligheden for at vende tilbage igen til den digitale rus, og du vil gøre det. Enten for at genopleve områder, eller slet og ret for at nedskyde alle fjender eller få fat i alle opgraderinger til din figur. De vil så kunne bruges til at låse op for visse ekstra ting, men det er lidt ligegyldigt. For hvad Rez Infinite inkluderer, er bedre end alt andet. Rez Infinite inkluderer den helt nye og eksklusive Area X. Og det er mindst en lige så interessant oplevelse som det 15 år gamle grund spil.

Hvor Area 1 til 5 lod dig følge en fast rute gennem banen, lader Area X dig svæve frit. Og med PSVR fastspændt dit ansigt, kunne oplevelsen ikke være mere fortryllende. Væk er de forgående hårde linjer fra wireframes og primitive 3D-modeller, og i stedet består alt af neonglødende partikler. Det er ganske enkelt, som bestod verden af fluorescerende vandmænd, og oplevelsen er uden sidestykke. En video giver et indtryk af oplevelsen, men kun på samme måde som et sort-hvidt fotografi giver indtryk af en solnedgang. Det skal ses, høres og opleves.

Rez Infinite kan spilles uden VR-brillen, og det vil stadig være en oplevelse, bare fordi det kan nydes i 1080p, men kombineret med Sonys nye VR-brille er det ikke kun oplevelsen værd. Det bør være et obligatorisk køb.

About the author

Asmus Neergaard

Asmus Neergaard

Chefredaktør

Eurogamers chefredaktør er hjemboende i London, og kan spore sin forkærlighed til spil tilbage til Gameboys, Commodore 64ere og Kirby's Adventure på NES. At lave dårlige ordspil er hans ubestridte yndlingsbeskæftigelse.

Flere artikler af Asmus Neergaard

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading

Relateret indhold

Rez: Infinity får udgivelsesdato

Er du klar til techno i VR-format?

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

Seneste

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Annonce