Alene ytringen af ordene "Deus Ex" fremkalder kuldegysninger hos mangt en garvet PC-spiller. Ion Storms uden sidestykke bedste kreation tog verden med (Ion) storm i 2000, og imponerede med sin ambitiøse blanding af shooter, stealth og RPG-elementer, sat i en dystopisk vision af fremtiden. Spillet levede i høj grad op til sine højtravende løfter, og blev en øjeblikkelig klassiker, som stadig dyrkes af entusiaster. Serien tabte dog en del momentum med den lidet elskede opfølger fra 2003, Invisible War, som fik hård medfart af både kritikere og fans. Det var derfor med en vis portion ærefrygt, at Eidos Montreal påtog sig at vække franchisen til live igen, og både pressen, og særligt fansene, var varsomme med overdrevet entusiasme forud for udgivelsen. Enhver skepsis blev dog gjort til skamme, da resultatet blev den absolut værdige opfølger, Human Revolution. Spillet tog for sig af stamfaderens bedste elementer, herunder temaer, gameplaymæssig tværfaglighed og stemning, og nød som fortjent bred anerkendelse og hæderlige salgstal.

1

Selv om det kunne kaldes for et de facto reboot, var det på papiret en prequel, sat en årrække før det oprindelige spil, i en marginalt nærmere fremtid. Nye spillere kunne dog sagtens være med, med frygt for at misse enkelte obskure referencer, da der var tale om en ny historie, og et nyt person- og robotgalleri. Helt basalt var der tale om et action-adventure i en kombination af første- og tredjepersonsperspektiv. Som spiller fik du som opgave at optrevle spillets historie, med diverse valgfri afstikkere, mere eller mindre perifært tilknyttet hovedhistorien. Gameplay bestod hovedsageligt i at navigere rundt i miljøer som var stærkt infiltreret af fjendtligtsindede robotter, mennesker og alt derimellem, ved at snige, myrde eller hacke sig rundt. Undervejs skulle man, på bedste RPG-vis, tage stilling til hvilke evner man ville udvikle, for til sidst at være helt umulig at have med at gøre for de stakkels fjender.

Rent æstetisk havde spillet fået en kolossal spand lak. Det var ikke synderligt teknisk imponerende, men en sylespids art direction satte atmosfæren lige i skabet, og gjorde sci-fi fans med hang til bl.a. Blade Runner helt lune i buksen. Ved siden af lignede originalen, som i øvrigt aldrig vandt nogle skønhedskonkurrencer, en C64-port af Minecraft.

3

Nu står vi her så igen. Seriens nye hovedfigur, Adam Jensen, skal endnu engang bøvle med onde virksomheder, kød- og metal-baserede ballademagere, og andre utroværdige typer, i Mankind Divided (MD). Spillet er en direkte efterfølger til Human Revolution (HR), og foregår små 2 år senere.

Vær opmærksom på spoilers til HR, men da MD bygger direkte videre derpå, er det svært at komme udenom.

Skyggeorganisationen Illuminati havde sørget for at de fleste af de personer, der havde elektroniske implantater, kunne kontrolleres fra centralt hold, uden at staklerne selv var bevidste om, eller kunne styre, deres handlinger. Denne kontrol kulminerede i slutningen af HR med at alle disse implantat-havende personer, kendt som "Augs", gik fuldstændigt amok i en blodrus som kostede millioner af menneskeliv. Årsagen til "The Aug incident", som det blev kaldt, blev skjult for offentligheden af Illuminati, hvilket resulterede i en forståelig mistro til de elektronisk begavede blandt almindelige dødelige. Augs er efterfølgende blevet marginaliseret og lever på kanten af samfundet, i hvad Eidos små-kontroversielt kalder "Mechanical Apartheid". Adam Jensen har det lidt stramt med hele situationen, både fordi han selv, om end modvilligt, er en Aug, og fordi han kender til sandheden, og fordi at han tilsyneladende har en smule moral. Han var selv i sikkerhed under begivenheden, og mistede ikke kontrollen.

2

Adam arbejder nu for Interpol, og har til opgave at opspore en terroristgruppe bestående af Augs. Sideløbende med sit dagjob har han dog allieret sig med en hemmelig hacker-gruppe kaldet The Juggernaut collective, med hvilken han i fællesskab vil forsøge at ødelægge dagen fuldstændigt for Illuminati. Præcis som forløberne er Mankind Divided et omfattende spil, som man kan investere uhyggeligt mange timer i. Eidos Montreal gav os frie hænder i spillet i 6 timer, hvilket lige var nok til at skrabe i overfladen og konstatere, at hvis man holdt af HR, kommer man også til at være glad for MD. Det føles faktisk mest af alt som at spille videre efter slutningen, hvilket for undertegnede var lige som håbet. Man er tilsyneladende gået efter devisen "mere af det samme", men med intelligente tilføjelser her og der. Styringen har f.eks. fået en intuitiv overhaling, men er man reaktionær eller utryg, kan man sagtens bruge den gamle model. Grafisk har man naturligvis også hevet pudsekluden frem, men uden at gå på kompromis med den oprindelige vision. Igen er vi ikke på the cutting edge rent teknisk, men spillet er absolut moderne at se på, og førnævnte art direction er stadigvæk i absolut særklasse. Den samme dystopiske sci-fi setting, som gjorde HR så fantastisk at befinde sig i, er vendt tilbage, med en stor pose pixels og polygoner mere i bagagen.

Lydsiden er ligeledes fremragende, med stemningsfuld futuristisk electronica på soundtracket, og gennemgående kompetent stemmeskuespil. Adam Jensen har bevaret sin ru stemme, og står stadig som en værdig hovedfigur. Enkelte gamle kendinge nåede at dukke op i vores tid med spillet, og alle nye personager passer perfekt ind i universet.

Spilmæssigt er der også mere tale om evolution end en (human) revolution. Adam sniger, skyder og hacker sig rundt i krogene, præcist som man er vant til. Spillet er nok hovedsageligt gearet til tilbagevendende spillere, men nye spillere tages fint imod med en (valgfri) genfortælling af HR's historie, hvorefter man er helt med. Er man veteran, kan man glæde sig over, at man kan fortsætte sin foretrukne spillestil ufortrødent. Slog du hele verden ihjel i HR, kan du sagtens fortsætte dit mordtogt, og snigere vil også føle sig øjeblikkeligt hjemme i dette kapitel. HR's store styrke, valgfriheden i forhold til metode, er uforandret. Eidos jokkede gevaldigt i spinaten i forhold til bosses i den oprindelige udgave af HR, men vi er blevet forsikret om, at det ikke er tilfældet denne gang. Alle boss fights er skabt in-house, og vil denne gang kunne klares på samme vis som resten af spillet.

4

Der er kommet nye våben til, og Adams udbud af ekstra evner, hans augmentations, er også blevet udvidet. Den spilmæssige forklaring på dette, som ikke skal afsløres her, er ganske kvikt fundet på, og tilsyneladende en del af en større historie.

Spillet er som sædvanligt spækket med side quests som man kan løse eller lade være, og meget symptomatisk for min oplevelse med spillet, kan jeg have en smule svært ved at huske om en given quest var i HR eller MD. Det taler ikke til mangel på opfindsomhed, men mere til en gennemført vellykket kohærens i det moderne Deus Ex-univers. Alt passer ind, og føles som en del af et større hele.

Men heri ligger også min eneste anke, som på sin vis alligevel ikke er en anke. Spillet føles som en ny episode, mere end et selvstændigt nyt spil. Er det dét man er ude efter, er alt godt, men havde man håbet på en ny og skelsættende oplevelse, skal man nok kigge andetsteds. Af samme årsag vil man stensikkert heller ikke smaskforelske sig i MD, hvis man var lunken over for HR. Men vil man "bare" have mere, kan man se frem til et spil som er akkurat lige så velskrevet, velspillende og gennemført som forløberen, i hvert fald i de første 6 timer, og formodentlig hele vejen igennem.

5

Det skal nævnes, at spillet for første gang har fået en multiplayerdel med navnet Breach. Interessant ser det ud, og kan måske byde på noget af den nytænkning der er lidt fraværende i grundspillet, men grundet tekniske udfordringer har vi ikke haft mulighed for at prøve kræfter med den del. Vi ser frem til at få mere indsigt i denne del.

Deus Ex: Mankind Divided udkommer 23. August 2016 til Xbox One, Playstation 4, og i en udgave med lidt flere grafiske muller til PC.

About the author

Troels Sejrup Rødkjær

Troels Sejrup Rødkjær

Contributor

Troels har sovet, spist, læst og levet gaming siden hans hænder var store nok til at omklamre et gamepad, og han har aldrig siden givet slip. Han kan fare vild i sin egen lejlighed, men vækker du ham om natten, kan han tegne et ret præcist kort over Hyrule i Ocarina of Time. Han undres til stadighed over at surround sound så sjældent prioriteres i et ordentligt gamer-setup.

Flere artikler af Troels Sejrup Rødkjær

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading

Relateret indhold

AnbefaletDeus Ex: Mankind Divided - Anmeldelse

Kongen af komprimeret sandkasse-leg er tilbage!

Deus Ex: Mankind Divided får sit første DLC

Frank Pritchard vender tilbage i spillets første stykke DLC.

Deus Ex: Mankind Divided er gået guld

Det næste Deus Ex er færdigt og gået i trykken.

Seneste

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Annonce