Sony har ikke noget at skulle bevise overfor nogen. De har solgt over 40 millioner PlayStation 4, og end ikke truslen om en kraftigere Xbox får dem til at ryste på hånden. I stedet så det ud som om, at mottoet for Sonys pressekonference var "Mindre snak, flere spil". E3-pressekonferencer, der ellers normalt har mindst 10 minutter afsat til selvrosende Powerpoint-præsentationer, kan lære noget af Sonys 2016 konference, alene af den grund at spil indtog føresædet, underbygget af et liveorkester der spillede alt fra Dvorak til Holst.

Det startede med ti minutter med God of War (uden nummer eller undertitel). Som en lækage havde antydet, så er temaet denne gang den nordiske mytologi, mens hovedpersonen muligvis stadig er Kratos. Vi siger muligvis, for selvom Kratos, med skæg, var hovedpersonen i traileren, så så det ud til at han er blevet far, og sekvensen slutter med ordene "En ny begyndelse". Spekulationer om hovedpersonen lagt til siden, så God of War noget langsommere ud end forgængerne, kampene lidt mindre bombastiske. Til gengæld havde Kratos kun en isøkse og sine næver til rådighed, hvilket kan forklare temposkiftet. Og det så ud til at spillet muligvis var opbygget efter open world.

Efter at have nedkæmpet trolde og dræbt elsdyr, blev der sagt et par mindeord i forbindelse med massakren i Orlando. En fin tanke, men en smule malplaceret i kontekst. Især fordi det blev fulgt op af traileren til det postapokalyptiske Days Gone, der mest af alt lignede The Last of Us tilsat Sons of Anarchy. Spillet bliver udviklet af Sonys eget Bend Studio.

Bagefter kom øjeblikket mange har ventet på siden PlayStation 3. Det blev tid til The Last Guardian. Spillet imponerer muligvis ikke visuelt på samme måde som det gjorde i begyndelsen, men med ICO og Shadow of the Colossus i porteføljen, er det ikke for tidligt at afskrive The Last Guardian. Og så ser kattefuglen stadigvæk meget nuttet ud. Og bedst af alt? En udgivelsesdato, den 25. oktober.

Næste spil der blev fremvist, stadig uden at nogen har følt trang til at fortælle om salgstal i mere end et minuts penge, var Horizon: Zero Dawn, der blev spillet i salen. Spillet ser rigtigt flot ud. Heltinden Alloy nedkæmper et par robotter, tæmmer en mekanisk tyr og skal bekæmpe en "dæmon" der terroriserer en landsby. Desværre kommer vi til til næste år med det spil.

David Cages næste spil står for tur. Detroit er et futuristisk detektivspil, hvor man kontrollerer en androide der løser forbrydelser. Ifølge traileren bestemmer man fuldstændigt selv hvordan plottet skal udfolde sig, og man kommer åbenbart til at overveje robotters plads her i verden. Stemmeskuespillet var noget trægt, men der er alligevel noget interessant over David Cages trang til interaktiv fiktion.

Næste trailer foregår i en forladt hytte med tvivlsomme hygiejneforhold, og umiddelbart ligner det et spil man bliver køresyg af at spille. Det viser sig dog, meget overraskende, at være traileren til Resident Evil 7. En demo ligger angiveligt klar på PS Store allerede, og udgivelsesdatoen er 24. januar, 2017.

Dernæst er det tid til Sonys PlayStation VR. Prisen vil være 399 dollars og udgivelsesdatoen er 13. oktober. En række titler bliver meget kort vist frem, uden helt at give indtryk af VR. Man kommer til at flyve i en X-Wing i Star Wars Battlefront VR, være Batman i et Arkham VR-spil, og endda ride Chocoboer i Final Fantasy 15. Særligt Final Fantasy så en anelse sløjt ud, men omvendt formåede Call of Duty: Infinite Warfare-traileren til at peppe folk op, hvilket sikkert har glædet Activision-investorerne. Farpoint ser ud til at byde på en FPS-oplevelse på en ørkenplanet.

Crash Bandicoot er nu tilbage, viser det sig. Eller rettere sagt, Sony laver i samarbejde med Activision en fuldstændig remaster af de tre første Crash Bandicoot-spil. At Crash også medvirker i det nyeste Skylanders-spil gav ikke helt det samme bifald, men lidt Crash Bandicoot er formentlig bedre end ingen.

Efter en trailer for Lego Star Wars: The Force Awakens, der ser rigtigt sjovt ud, tog Andrew House scenen for at introducere ingen ringere end Hideo Kojima. Kojima, der høstede aftenens formentlig største bifald, kunne præsentere en teaser til sit nye spil, Death Stranding. Ud fra teaseren handler det om Norman Reedus, et spædbarn og en masse døde fisk, hvaler og krabber. Man har fornemmelsen af at Kojima havde spurgt "Kan jeg lave hvad som helst?" og så gjorde det.

Det sidste spil der blev annonceret, er et PlayStation-eksklusivt Spider-Man, udviklet af Insomniac Games, hvis erfaring med Sunset Overdrive muligvis kommer i spil. Spillet er baseret på den nye film, og hvis Insomniac kan gøre for spider-Man hvad Rocksteady gjorde for Batman, er der gode udsigter.

Desværre sluttede konferencen lidt kedeligt, med Bends Days Gone, der blot lignede "endnu" et zombispil. Ikke desto mindre var det en rigtig spændende konference, og man kan ikke gøre andet end at bifalde Sonys beslutning om at holde snakken og talrytteriet til et absolut minimum.

Hvad synes I?

About the author

Asmus Neergaard

Asmus Neergaard

Chefredaktør

Eurogamers chefredaktør er hjemboende i London, og kan spore sin forkærlighed til spil tilbage til Gameboys, Commodore 64ere og Kirby's Adventure på NES. At lave dårlige ordspil er hans ubestridte yndlingsbeskæftigelse.