Quantum Break - Anmeldelse

Ikke noget kvantespring

Quantum Break er bestemt ikke et dårligt spil, men er først og fremmest et fejlslået eksperiment

Quantum Break - Xbox One Når du har spillet den første time af Quantum Break, har du grundlæggende spillet hele Quantum Break. Resten af spillet er en gentagelse af de samme simple gameplaymekanismer, kombineret med en lang række halvkiksede mellemsekvenser og videosekvenser. Quantum Break er et simpelt og overfladisk bekendtskab, der forsøger at overvælde sin spiller med høj produktionsværdi og flot grafik. Spillet er voldsomt ambitiøst i sit forsøg på at kombinere spil og tv-serie, men falder desværre delvist til jorden på grund af en grundlæggende mangel på kvalitet og substans.

1

Overordnet set, kan man dog stadig anskue Quantum Break som et relativt velfungerende bekendtskab, der udfører spillets ene idé - selve spildelen - relativt solidt, men dykker man ned i spillets forskellige delelementer er kombinationen af spil og tv-serie desværre for rodet, fragmenteret og til tider tåkrummende. Det er skuffende, for Remedys sidste spil, Alan Wake, var i mine øjne en af de allerbedste narrative oplevelser på sidste generation af konsoller.

Quantum Break handler om tidsrejse og dette fokus går igen både i spillets plot og i de konkrete gameplaysystemer. Helt overordnet anskuet, er Quantum Break et relativt simpelt actionspil, hvor man render rundt i en række statiske miljøer, gemmer sig bag kasser og skyder masser af fjender. Man spiller som Jack Joyce, der vender hjem til sin barndomsby, for at hjælpe en af hans gode venner, forretningsmanden Paul Serene. Paul har gang i et gigantisk eksperiment, der potentielt kan revolutionere verden og har brug for Jacks hjælp til, at færdiggøre eksperimentet. Paul har rodet med tidsrejser og da eksperimentet starter, går noget galt.

2

Jack efterlades med en række helt særlige evner, der lader ham bøje tiden og Paul viser sig ikke at have helt rent mel i posen. Herfra går den vilde jagt på, at reparere tiden, der af en eller anden grund er gået i stykker. Hvis det lyder lidt rodet, er det fordi det ærligt talt er lidt rodet, især fordi Quantum Break blander lommefilosofisk dialog om tidsrejse, med morsomheder som "We broke time!". Plottet minder meget om middelmådige sci-fi tv-serier og løfter sig desværre aldrig over det banale.

Det er tydeligt at Remedy har forsøgt at skabe et spil, der emulerer tv-serier og denne gang særligt sci-fi tv-genren. Det kommer både til udtryk i de mange mellemsekvenser undervejs i selve spillet, men især i de halvtimeslange tv-episoder, der sammenkobler hvert kapitel af spillet. Desværre minder resultatet mere om en halvdårlig serie på SyFy, end om tv-genrens narrative højdepunkter.

4

Hvor spildelen følger spillets helte, fokuserer serien på skurkene. Idéen er faktisk ganske udemærket, men udførslen er desværre bare ikke god nok. Især springer det til tider horrible skuespil i øjnene, hvor ellers fine skuespillere som den altid gode Lance Reddick og Game of Thrones-kendissen Aidan Gillen desværre alt for ofte drukner i mængden af dårlige skuespillere og inkompetent instruktion.

Tv-episoderne bidrager ikke synderligt til det overordnede plot og virker derfor mest af alt lidt ligegyldige. Idéen er faktisk rigtig god, men udførslen lader meget tilbage at ønske. Samtidig havde jeg gigantiske udfordringer med rent faktisk at se episoderne, idet disse skal streames fra nettet. Dette voldte mig så store problemer, at jeg til sidst var nødt til at downloade de fire episoder, hvilket fyldte 75 GB(!!!) Der må være tale om særdeles elendig videokomprimering, for på samme konsol og forbindelse (60/60), kunne jeg let streame video i fuld HD fra diverse streamingtjenester.

3

Gameplaymæssigt giver Jacks tidsevner ham mulighed for, at krydre den klassiske coverbaserede action med mulighed for eksempelvis at fange fjenderne i en tidsboble, teleportere sig rundt mens verden står stille, eller lave et tidsskjold, der stopper kuglerne. Det bidrager til, at variere gameplayet en smule, men skåret ind til benet, er Quantum Break stadig en coverbaseret shooter, der tilmed ikke fungerer helt optimalt. Quantum Break er et noget hurtigere spil end Alan Wake, men styringen fungerer på nogenlunde samme måde. Det lader til, at Remedys tilgang til animationer og styring ikke helt passer til en så forholdsvis hurtig shooter som Quantum Break er, og resultatet er en række ret kaotiske og fjollet udseende kampe, hvor man bruger lidt for megen tid på, at styre Jack fornuftigt rundt i omgivelserne.

Quantum Break er et særdeles interessant bekendtskab som jeg personligt havde store forventninger til. Kombinationen af tv-serie og spil lød tiltalende og det samme gjorde spillets tema og overordnede plot. Desværre skyder Quantum Break alt for ofte ved siden af målet og ender med, at være et ambitiøst eksperiment, der kollapser under sin egen vægt. Havde tv-serien været bedre, havde fortællingen overordnet set fungeret langt bedre, men selv hvis man blot fokuserer på spildelen, er den rodede styring og det noget ensformige gameplay desværre med til, at mudre oplevelsen. Tag ikke fejl - Quantum Break er bestemt ikke et dårligt spil. Dertil er produktionsværdien alt for høj og det grundlæggende gameplay for velfungerende. Men Quantum Break er først og fremmest et fejlslået eksperiment.

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (7)

About the author

Johannes Wørts

Johannes Wørts

Contributor

Johannes sprang let og elegant ungdommen over, for i stedet at blive en gammel og sur mand. Få ting kan dog bringe en smule glæde til hans kolde hjerte, især nørdede rollespil fra PC’ens guldalder i 90’erne, japansk gøgl og omfattende doser fodbold. Når han ikke klikker på dværge, svælger i japansk melodrama og forsøger at føre Aston Villa til europæiske triumfer, overvejer Johannes ofte livets helt store spørgsmål - er Wind Waker eller Morrowind tidernes bedste spil?

Relateret indhold

The Last Guardian anmeldelse

Bliver dit julegaveønske en katteørn fra The Last Guardian?

AnbefaletWatch Dogs 2 - Anmeldelse

Hipster-hackerne overtager Californien!

AnbefaletHITMAN - Anmeldelse og Interview

Første sæson af Hitman er netop afsluttet, og nye eventyr med Agent 47 venter forude. Vi var et smut forbi IO Interactive for at spille sidste kapitel, og fik samtidig en snak med Online Director Torben Ellert, og Community Content Manager Travis Barbou

Rise of The Tomb Raider: 20 Year Celebration Edition - Anmeldelse

Lara Croft har ledt efter den hellige gral i mere end et år, lad os se om hun finder den på Playstation 4.

AnbefaletDragon Quest Builders - Anmeldelse

Byg dit eget japanske rollespil!

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (7)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading