Den hemmelige sejr

Årets første store Dota 2 turnering, The Shanghai Major blev i går afgjort med Team Secret som sejrherrer efter en række heftige finalekampe mod Team Liquid. Med en perlekæde af stilsikre strategier og mesterlige skill-shots sikrede Secret sig en 3-1 sejr over Liquid, dertil en ny Premier titel i hus, samt en pengepræmie på lidt over 1,1 mio. USD.

Team Secret
Team Secret og deres Shanghai pokal

I efteråret 2015, tabte Secret selv i Premier turneringen i Frankfurt mod OG, og måtte da se sig tilfreds med en andenplads. I denne omgang var de dog langt mere sikre i deres spilstil, og fik skridtet videre. Med på Team Secret findes danske Rasmus Berth Filipsen, (måske) bedre kendt som MiSeRy, som vi her fra redaktionen ønsker tilykke med sejren.

Sæson for Underdogs

Op til turneringen stod mange af de kinesiske hold utroligt stærkt, og navne som Ehome og CDEC var storfavoritter til at vinde på hjemmebane. For første gang i mange år var der dog ingen kinesiske hold at finde i turneringens kvartfinaler, selvom de normalt har en mere end solid plads i det kompetitive Dota 2 miljø. De kinesiske tophold blev i de tidlige stadier slået ud af hold som MVP Phoenix, Alliance, compLexity og Fnatic. Hold, som de sidste 2-3 år ikke har fået nogle videre imponerende placering i premier turneringer, tog i denne omgang kampen op og viste deres værd. Særligt overraskende var Team Liquid, der efter længere tid med problemer angående holdsammensætning, først i oktober sidste år kunne stille klar med et kampdygtigt hold på Dota 2 scenen. Liquid havde igennem hovedbegivenheden set sig ubesejret igennem samtlige runder op til semifinalen hvor de mødte deres overmænd, i mere end en forstand, i form af Team Secret.

Et kontroversielt arrangement

Årets Shanghai Major var langt fra en problemfri begivenhed. Allerede før hovedturneringens start, blev en af Dota 2's mest kendte kommentatorer fyret, nemlig James "2GD" harding. Kampene fulgtes derefter med et væld af problemer, såsom tomme stadions under turneringskampe, udsættelse af kampe grundet manglende hardware, og ufatteligt mange afbrydelser i de officielle turneringskampe, på grund af diverse software- og netværksfejl. Altså, elementære fejl i planlægningen og udførelsen af eventet, som er essentielle for enhver eSports-begivenhed. Frankfurt-turneringen der blev afholdt i efteråret sidste år var- mere eller mindre- fri for lignende problemer, og man kan fortsat undre sig over den manglende koordination og planlægning fra Valves side. Enkelte valgte sågar at boykotte turneringen i Shanghai, i protest mod den dårlige organisering, og de mange fejl som begivenheden besad.

Hvad mener I derude? Har Team Secret fortjent deres sejr, eller skulle en af overvældende underdog-hold have snuppet titlen? Og bemærkede i noget til Shanghai Majorens skavanker, og i så fald hvilke? Apropos skavanker, så er der her en parodi "trailer", der fint opsummerer eskapaderne i et lidt anderledes format:

About the author

Emil Elsberg

Emil Elsberg

Contributor

For Emil er der ikke meget der slår Silent Hill og David Lynch Spil er noget Emil holder af, og har siden sin tidligere barndom spillet alt fra humoristiske klassikere, til brutale gyser spil. Til dagligt lusker han rundt ude på ITU, hvor han er i gang med at tage en bachelor i Digitale medier og design.