Det er efterhånden en stående joke blandt Zelda-fans, at det altid går den forkerte vej for Nintendos ikoniske spilserie; at de bliver dårligere for hver iteration, og at Nintendo skulle have holdt sig til skabelonen fra seneste spil. Først var den gal med Wind Wakers farverige udtryk, så faldt Twilight Princess i unåde for sit smudsede look og senest var den gal med Skyward Swords bevægelsesfølsomme kontrol.

Zelda-fans kan være svære at please, men også forudsigelige, for kritikken står som regel kun på, indtil det næste Zelda-spil rammer gaden. Retrospektivt elsker vi Wind Waker for sit tidløse udseende, Twilight Princess for sin melankoli og hånden på hjertet bliver Zelda aldrig det samme igen uden Skyward Swords kirurgisk præcise sværdkontrol. Ja, utilfredsheden varer kun ved, så længe et Zelda-spil ikke er det seneste i rækken, deraf joken.

2

Men som med alle konventioner er der undtagelser, og Twilight Princess især har været mødt med skepsis siden den oprindelige udgivelse på Nintendo GameCube og Wii i 2006. Og selvom der helt sikkert er merit til mange af ankepunkterne, er Twilight Princess seriens måske mest misforståede udgivelse, hvilket HD-genudgivelsen på Wii U kun sætter en tyk streg under. Men det vender vi tilbage til.

Nintendo har i anledning af seriens 30 års jubilæum, og tiåret for Twilight Princess, støvet den gamle GameCube-klassiker af, akkurat som de gjorde med Wind Waker for to år siden. Det betyder 1080p-opløsning, opdaterede teksturer og diverse spilmekaniske justeringer, der skal løfte spillet ind i 2016.

I det store hele er det lykkedes flot. Australske Tantalus Media har stået for nyrestaureringen, og altså ikke Nintendo selv, og håndværket er så absolut i orden. Den højere opløsning, op fra 480p til 1080p, får spillet til at fremstå knivskarpt, og en øget detaljegrad i teksturerne hiver Twilight Princess ud af det gnidrede morads, der var originalspillet.

Hvor Zelda normalt behandler Link som en tom skal, gør Twilight Princess ham menneskelig, og det er en af spillets flotteste bedrifter.

1

Nuvel, man kan stadig godt se, at det har sit ophav i 2006, især på kompleksiteten af spillets assets (figurer, geometri osv.), men det er til at leve med. Twilight Princess var altid et sværere spil at restaurere end Wind Waker, selvom der vil være mange ikke-favorable sammenligninger hertil.

Men hvad med spillet? Som indledningsvis nævnt er Twilight Princess måske det Zelda-spil, der har flest fjender, selv efter udgivelsen af efterfølgende Zelda-spil. Kritikken har gået på spillets tempo, især under den indledende tredjedel, men også sin, sammenlignet med andre Zelda-spil, tomme sandkasse.

Førstnævnte er der, i min optik, simpelthen ikke merit til. Twilight Princess adskiller sig markant fra andre Zelda-spil ved at være en personlig beretning om Link og den helterejse, han må undergå i løbet af eventyret. Den træge indledning, hvor man lærer Link at kende som bonde i lokalsamfundet Faron, er til for 1) at opbygge de nære relationer til landsbyens indbyggere og 2) sætte det stille landsbyliv i perspektiv til den tunge byrde, der påhviler helten, når landets fremtid ligger i dennes hænder. At Nintendo ikke har strømlinet denne sekvens, andet end skåret ned på antallet af tutorial-tekster, underbygger kun min pointe.

Twilight Princess var altid et sværere spil at restaurere end Wind Waker, selvom der vil være mange ikke-favorable sammenligninger hertil.

3

I det hele taget er beretningen om Link, elsket medlem af lokalsamfundet, men også helten der skal redde dagen, og det totale clash de to personaer imellem, helt central for Twilight Princess. Den udspiller sig elegant over det 40 timer lange eventyr, hvor Link må tage svære beslutninger om, hvad der er bedst for landet, eller for sine venner, som han er vokset op med, især når de to ikke er forenelige. Hvor Zelda normalt behandler Link som en tom skal, gør Twilight Princess ham menneskelig, og det er en af spillets flotteste bedrifter.

Til gengæld knager det lidt, når vi kigger på Twilight Princess' spilmekanik. Jeg fik nævnt den tomme sandkasse, der binder Hyrules forskellige knudepunkter sammen, og den er akkurat så stille og kedelig i HD-udgaven, som den altid har været. I praksis en ødemark, man blot skal rejse over på ved mod den næste spændende destination og altså langt fra eksempelvis Wind Wakers bugnende ocean.

Kampsystemet er også en anelse stift i det, især når Link tager form som en ulv og må bekæmpe fjenderne med bisserne og intet andet. En nærmest kedelig rutine af få angreb gentager sig igen og igen over hele spillet, hvilket kun sætter en tyk streg under Skyward Swords landevindinger på netop dette punkt.

Til gengæld forbliver Twilight Princess best-in-class, når det gælder dungeon-design; de gådefulde huler, der som regel er en af hovedattraktionerne i Zelda-regi.

Her går gådeløsning og kamp op i en højere enhed, og kreativiteten får lov til at blomstre. Fra Goron Mines, hvor jernstøvlerne gør det muligt at betræde både gulv, væg og luft over yetiernes hyggelige palæ, der udvider rammerne for, hvad vi betegner som en Zelda-hule, til City in the Skys svimlende højder og dobbelt-hookshot-galskab.

The Legend of Zelda: Twilight Princess HD med sine godkendte, men sparsomme ændringer, kommer nok ikke til at ændre diskursen omkring spillet, men det ændrer ikke på, at der er et fremragende, og personligt, Zelda-eventyr at (gen)opdage i Twilight Princess.

About the author

Mark Elsberg

Mark Elsberg

Redaktør

Mark er vores inkarnerede Nintendo-mand. Nintendo Boy, driller vi ham med. Men det falder altid lidt i baggrunden, når han giver igen med sit teknologiske vokabularium og øser ud af sin viden om, hvad der egentlig er inde i Mario eller næste generations konsoller. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.