Det har været nogle fattige år for fans af futuristiske racerspil. Med Wipeout-udviklerne Studio Liverpool ude af billedet og Nintendos manglende tro på et nyt F-Zero, skal man kigge langt efter spil, hvor speedometeret viser uden for kategori.

Så meget desto heldigere for dem med høje hastigheder i blodet, at et kun fem mand stort, men meget talentfuldt tysk hold ved navn Shin'en i en årrække har arbejdet på, og nu netop er blevet færdig med, FAST Racing NEO, et nyt hurtigere end lyset-racerspil til Nintendos Wii U.

1

Og lad os bare slå fast. Det går stærkt. Rigtig stærkt. Et sted mellem F-Zero og Star Wars Episode 1: Pod Racer, det hidtil hurtigste racerspil i eksistens, hvis nogen husker det. Det stiller store krav til reflekserne, og indledningsvis skal man forvente mange ture i rabatten, men når først man suser problemfrit rundt på banerne, er tilfredsstillelsen enorm.

Mekanisk læner FAST sig meget op ad F-Zero. Der er ingen våben, og al fokus lægges altså på at krydse målstregen først. Særlige boostfelter øger farten momentvis, men det kræver, at man har skiftet ens fartøj til den rigtige "fase". Ved et enkelt knaptryp skifter man fra positiv til negativ og vice versa, og det gælder således hele tiden at være opmærksom på, hvilken fase der er aktiv, for at udnytte boostfelterne maksimalt. Det er en glimrende mekanik, der tilføjer et ekstra evnelag foruden at holde øje med banens forløb.

FAST Racing NEO er utrolig kompetent, og det bedste futuristiske racerspil i mange år. En snack, dermed, indtil Nintendo forhåbentlig tager sig sammen og giver os et nyt F-Zero.

2

Nu vi taler om banerne. Der er 16 baner at gøre godt med, alle visuelt forskellige og med hver deres lille gimmick. På én bane skøjter man rundt takket være pletvis frost, på en anden er vejen en 360 graders søjle, som man kan rotere frit omkring, mens en tredje sender en ud i flyvehop efter flyvehop. Ikke to baner er tilnærmelsesvis ens, og så gør det ikke det store, at den totale pulje er til den tynde side.

FAST er i det hele taget utroligt gennemført. Det har en polish som få indiespil, men det kommer også med en pris. Spillet er fattigt på indhold. Fire turneringer med fire baner i hver, er hvad der er at komme efter på singleplayer-fronten. En sparsom time trial uden funktionelt leaderboard gør nemlig, at det ikke rigtig er værd at bruge krudt på at optimere tider i målet om at nå førstepladsen.

3

Online-multiplayer er heller ikke meget bedre. Man kan dyste otte spillere i mod hinanden, men et simpelt rangsystem er det eneste, der binder løbene sammen. Med kun 10 forskellige fartøjer, der mere eller mindre fungerer identisk, er der heller ikke rigtig store strategiske valg forbundet hermed. Det gælder grundlæggende set om at blive dygtig med det fartøj, der har den hurtigste topfart, og så vinder man.

Skåret ind til benet, dermed, men målt alene på indholdet i pakken er FAST Racing NEO utrolig kompetent, og det bedste futuristiske racerspil i mange år. En snack indtil Nintendo forhåbentlig tager sig sammen og giver os et nyt F-Zero.

FAST Racing NEO blev anmeldt på Wii U. Spillet er ude nu.

About the author

Mark Elsberg

Mark Elsberg

Redaktør

Mark er vores inkarnerede Nintendo-mand. Nintendo Boy, driller vi ham med. Men det falder altid lidt i baggrunden, når han giver igen med sit teknologiske vokabularium og øser ud af sin viden om, hvad der egentlig er inde i Mario eller næste generations konsoller. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.