Xenoblade Chronicles X - Anmeldelse

Sci-fi i allerhøjeste potens

Xenoblade Cronicles X er et storslået rollespil sat i årets måske mest imponerende åbne verden.

Skal man pege på én ting, der binder årets største spiludgivelser sammen, er det den åbne verden. De gigantiske og nøje konstruerede spil-sandkasser, hvor man kan gå på opdagelse i eget tempo, uforstyrret af loading-skærme og usynlige barrierer, der bryder illusionen af, at det er en rigtig levende verden, man udforsker.

2015 har huset en række af de mest imponerende åbne verdener til dato, fra The Witcher 3 over Metal Gear Solid 5 til Fallout 4. Fantastiske, men også hver især forskellige eksempler på åben verden-design. Alligevel er det et helt fjerde spil, der, i min optik, huser årets bedste åbne spilverden.

Xenoblade Chronicles X til Nintendos Wii U-konsol er måske nok meget japansk og lidt vanskeligt at komme i gang med, men når først man har trådt sine fødder i dets univers, bliver man svært fortryllet.

1

Det er som at være landet på en fremmed planet, hvilket sådan set også er den narrative præmis for Xenoblade. Menneskeheden haster gennem rummet, på flugt fra en ondsindet race, der vil dem til livs. De nødlander på en mystisk planet ved navn Mira og må herfra genopbygge civilisationen.

Mira er fyldt til bristepunktet med eksotiske planter og spændende dyreliv, ikke alle lige venligtsindede skal det siges. Kæmpemæssige klippeformationer skyder op, så langt øjet rækker, og gennem dalene løber mægtige floder, der udmunder i det store ocean. Mira er som dinosaurtiden på steorider, storslået og potent, men også farlig for jordboere som os.

Heldigvis taler vi år 2054, og foruden langdistance-rumfart har vi mennesker nået at opfinde kamprobotter, såkaldte skells, vi kan betjene og dermed blive overmenneskelige. Dem har vi medbragt til Mira, men man skal først gøre sig fortjent, for ikke at nævne have råd til, at bruge dem. Øjeblikket, til gengæld, hvor man suser på tværs af frodige Mira i sin skell, er intet mindre end fantastisk, især fordi det først indtræffer 30 timer inde i spillet, hvor man har vænnet sig til den længere, og farligere, rejsetid til fods.

Xenoblade Chronicles X til Nintendos Wii U-konsol er måske nok meget japansk og lidt vanskeligt at komme i gang med, men når først man har trådt sine fødder i dets univers, bliver man svært fortryllet.

2

Få spil gør udforskning til så stor en fornøjelse som Xenoblade Chronicles X. Hvor de fleste andre åbne spilverdener er relativt flade, og der konstant er en stor fed pil, der sørger for, at man aldrig farer vild, er Xenoblade anderledes brutalt. Nuvel, der er stadig markører, der leder en på sporet, men mange gange må man selv kortlægge, hvordan man bestiger et bjerg, krydser en flod eller noget helt tredje.

Og tro mig, det bliver ikke nødvendigvis en leg, bare fordi man har fået sin skell. Mange gange vogtes luftrummet af forvoksede kæmpeinsekter eller andre bevingede tingester, så det kan absolut svare sig nøje at planlægge sin rute. Xenoblade arbejder med vertikalitet på en helt anden måde end andre sandkassespil, og det gør den kun endnu mere troværdig og sjov at udforske.

Selvom Xenoblades åbne verden ubetinget er dets største bedrift, er spilsystemet omkring også ganske solidt. I bund og grund kan man tænke Xenoblade som et pseudo-masseonlinespil forstået på den måde, at de aktiviteter, man laver i spillet, meget ligner dem, vi kender fra eksempelvis World of WarCraft. Du udforsker, løser opgaver og kæmper mod fjender for at stige i niveau, der giver adgang til nye områder og stadig mere kapabelt udstyr.

I bund og grund kan man tænke Xenoblade som et MMO forstået på den måde, at de aktiviteter, man laver i spillet, ligner dem, vi kender fra World of WarCraft

3

Men i modsætning til World of WarCraft er der ikke tusinder af spillere omkring dig på én og samme tid. I stedet placerer spillet dig i grupper af 32, der fra tid til anden krydser ind i din verden, så du fornemmer deres tilstedeværelse og kan hidkalde dem til samarbejde, men altså kun hvis du har lyst. Det betyder, at spillet bliver socialt uden at være påtvunget, og det kan jeg egentlig ret godt lide. Kender man Dark Souls vil man vide, at det har en snært af den samme følelse som her.

Xenoblade Chronicles X er i det hele taget et majestætisk spil. Vi har allerede været omkring den storslåede åbne verden, der nemt er på størrelse med The Witcher 3, Metal Gear Solid 5 og Fallout 4's verderner... tilsammen. Men også spillet er enormt, det ene mere avancerede system efter det andet sikrer kompleksitet, men også mulighed for fordybelse. Xenoblade er klart sværere at komme i gang med end førnævnte, men investerer man tiden, giver det mange gange igen. Og så er det bare betagende flot, undtaget altså figurerne, der mest af alt ligner maltrakterede plastikdukker.

Der er ingen tvivl om, at Xenoblade Chronicles X er en af årets helt store overraskelser. Ikke så meget at det er endt et fantastisk spil, det er trodsalt garvede Monolith og Nintendo selv, der står bag, og så var forgængeren også ganske fremragende, men det faktum, at Xenoblade bringer så meget nyt til bordet, hvad angår sandkasse- og spildesign, var uventet.

Et nichespil, måske, men ikke desto mindre et nichespil af allerhøjeste potens.

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (1)

About the author

Mark Elsberg

Mark Elsberg

Redaktør

Mark er vores inkarnerede Nintendo-mand. Nintendo Boy, driller vi ham med. Men det falder altid lidt i baggrunden, når han giver igen med sit teknologiske vokabularium og øser ud af sin viden om, hvad der egentlig er inde i Mario eller næste generations konsoller. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.

Relateret indhold

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

World of Final Fantasy anmeldelse

Squall du ud og købe det?

Star Ocean: Integrity and Faithlessness - Anmeldelse

Omfattende men kedsommeligt japansk eventyr.

Grand Kingdom - Anmeldelse

Opfindsom nytænkning af det japanske strategi-rollespil

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading