Fallout 4-fans har siden lanceringen i forrige uge haft travlt med at afdække spillets mange hemmeligheder, herunder dem der kræver, at man fifler med konsollen.

YouTuber Tyrannicon, eksempelvis, fandt ud af, at man kan bruge konsollen til at tilgå et hemmeligt udviklerrum, hvori man finder alle spillets våben og rustninger. Prøv selv ved at indtaste "COC QASMOKE" i konsolvinduet (som du får frem ved et tryk på ~).

Alt imens har en Fallout-modder ved navn xxdeathknight72xx fundet et harpungevær i spilfilerne.

Det ser ud til, at geværet var aktivt helt op til betatesten og overskriver Railway-riflen. Det er uvist, hvorfor harpungeværet blev afskåret det færdige spil, men noget kunne tyde på, at kamp under vandet en overgang var tiltænkt. Du kan se den i aktion nedenfor.

At rode i filerne er selvfølgelig på eget ansvar, og Bethesda decideret fraråder, at man gør det. Det risikerer at ødelægge dit save game, fortæller de. Jeg er ikke sikker på, den advarsel gør indtryk på modderne.

About the author

Mark Elsberg

Mark Elsberg

Redaktør

Mark er vores inkarnerede Nintendo-mand. Nintendo Boy, driller vi ham med. Men det falder altid lidt i baggrunden, når han giver igen med sit teknologiske vokabularium og øser ud af sin viden om, hvad der egentlig er inde i Mario eller næste generations konsoller. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.