Mario Tennis: Ultra Smash er sjældent venstrehåndsarbejde fra Nintendo og kan kun anbefales til de allerstørste fans af Mario og co.

Mens bomberne falder, og dommedagshistorierne bliver fortalt på Sony og Microsofts mastodonter, står det langt mere fredsommeligt til hos Nintendo. Det bør ikke komme som nogen overraskelse, for sådan har det nærmest altid været. Alligevel er noget anderledes.

Mens charmeangreb, kulørte og eventyrfyldte verdner tidligere har været det store N's forsvar mod de mere dystre fortællinger hos konkurrenterne, virker det nemlig for tiden som om, den japanske gigant ikke længere har i sigte at ruste deres Wii U til kamp.

Arbejdet på en ny konsol er allerede i gang, og det kræves ikke, at man har levet under en stenblok fuld af guldmønter for at vide, at Wii U ikke har været den succesfulde afløser til Wii, som firmaet bag havde håbet på. Men den situation har vi også set før, og hver gang har det været Mario og banden, der med et af deres sprudlende eventyr har mindet os om, hvorfor hverken hardware eller salgstal behøver at være i topform, når bare eventyret er fyldt med spilmagi.

1

Historikken taget i betragtning er alle muligheder derfor i Mario Tennis: Ultra Smash favør, og chancerne for at overraske et hungrende Nintendo-publikum har sjældent været større.

Skuffelsen er der dog nærmest fra første øjeblik, hvor Marios velkendte glædesskrål baner vejen for heftigt aktiv menuskærm, der nærmest alene via dets aktivitetsmenu forsøger at maskere, at det egentlige indhold mangler. Med navne som Mega Battle, Mega Ball Rally, Knockout Challenge og Classic Tennis opfordres man til hurtigt at komme i gang, og det kræver da heller ikke mere end et par knaptryk, før man befinder sig på grønsværen.

I Knockout Challenge står en strøm af modstandere klar til at udfordre, og hver kvitterer de efter et nederlag med en håndfuld guldmønter, der efterfølgende kan veksles til nye baner, figurer og andre bonusser, hvis man ikke har tålmodigheden til at indtjene dem blot ved at vinde kampe. Andetsteds spilles der med en bautasten-stor og tung bold, der foruden at se fjollet ud, dog ikke tilfører oplevelsen det store.

Problemet med de nye tiltag er blot, at ingen af dem er sjove, særligt balancerede eller på anden vis giver oplevelsen et kreativt, vedvarende pift af underholdende innovation.

2

Det er dog med stor sandsynlighed Mega Battle, de fleste i første omgang vil give sig i kast med, og det synes da også at være her, at udvikleren har brugt de fleste kræfter. I stedet for at byde på en hyggelig omgang semi-regulær Tennis (som man i stedet kan give sig i kast med ved at vælge Classic Tennis-muligheden), er der her tilsat en spandfuld af løjerlige ideer.

Løjerlig er dog det bedste, man kan sige om de, i forhold til Tennis-sporten, nye tiltag. Alt efter hvor godt man rammer bolden på banen, vil farverige ikoner således dukke op på ens side af nettet, hvilket indikerer at man kan returnere bolden med et af flere forskellige tricks, hvis man altså blot står det rigtige sted og har timingen i orden. Det er dog ikke alt, for sidedommerne kaster også jævnligt de Mario-kendte svampe ind på banen, der for en tid giver opsamleren gigantisme og dertilhørende ekstra slagstyrke.

Problemet med de nye tiltag er blot, at ingen af dem er sjove, særligt balancerede eller på anden vis giver oplevelsen et kreativt, vedvarende pift af underholdende innovation. De farvede ikoner kommer således hurtigt til at diktere enhver kamp, og søger du dem ikke aktivt, når modstanden langt om længe begynder at byde på blot en smule modstand, kan du lige så godt smide ketsjeren i skraldespanden.

De mangelfulde komponenter, der udgør Mario Tennis - Ultra Smash understreger ikke kun, at dette, med al sandsynlighed, ikke har været et prioritetsprojekt for Nintendo.

3

Ligeledes forstyrrende og ugennemtænkt er de gigant-fremkaldende svampe, der bliver kastet så jævnligt og simultant for begge kombattanter, at man aldrig når at kunne udnytte dem til en egentlig taktisk fordel. I stedet kan man være sikker på at spillets dårlige samvittighed med det samme vil forsøge at korrigere enhver fordel som den ene spiller skulle have tilkæmpet sig, og således smutter ethvert incitament for at maksimere evnerne på banen.

Vores version af spillet har desværre ikke tilladt os at søge modstand online, på trods af at denne mulighed er inkluderet i spillet. Det er dog sigende, at det sjoveste tiltag Marios nyeste forsøg på en tennis-karriere indeholder, derfor er den såkaldte Classic Tennis mulighed, hvor der er skåret helt ind til benet, og en kamp eller to med vennerne understreger, hvor lidt der egentlig skal til for at skabe rammerne for en solid omgang tennis-underholdning.

De mangelfulde komponenter, der udgør Mario Tennis - Ultra Smash understreger ikke kun, at dette, med al sandsynlighed, ikke har været et prioritetsprojekt for Nintendo, ej heller at gigantens opmærksomhed tydeligt er et andet sted lige for tiden, men også at end ikke Mario-firmaet kan frasige sig at lave venstrehåndsarbejde fra tid til anden.

4

Et tennis-spil uden nogen form for karriere-mulighed eller progression, der strækker sig ud over indsamlingen af guldmønter og oplåsningen af basalt indhold, som nye baner og figurer, der nærmest er identiske med de forrige, ville alle dage være svært at anbefale.

Men når ikke en eneste af de nye tilføjelser kan siges at være fornøjelig, er det svært at anbefale Marios nyeste sportsbedrifter til andre end de mest hungrende WiiU-ejere, der lige nu syntes at måtte skimte langt efter den fortjente opmærksomhed fra den japanske eventyr fabrik.

About the author

Thomas Blichfeldt

Thomas Blichfeldt

Skribent

Med en hel rygsæk fuld af erfaringspoint har Thomas efterhånden skrevet om spil i noget der ligner 15 år. Alligevel har han endnu ikke fået nok, og det daglige arbejde hos Razer kombineres i fritiden med spil på hele konsolsamlingen, PC og den hjemmebyggede arcademaskine. Favoritterne spreder sig fra Nintendos betagende Metroid, til Street Fighter-serien og videre til Bitmap Brothers klassikere som de fabelagtige Chaos Engine og Speedball 2 på gårsdagens børneværelse-ikon Amiga 500.