De er der stadig, et sted bagerst inde i skabet. Et par guitarer, en mikrofon, et medtaget trommesæt og sågar en keytar. Jeg forestiller mig et fint støvlag, sprukkent plastic, måske et spindelvæv og en edderkoppefamilie i tredje generation, men jeg ved det rent faktisk ikke, for der er gået år og dag siden jeg sidst spillede op til dans med mit fantastiske plasticband. Vi havde endda et navn, men selv det er fortabt i tidens tåger. Jeg har nemlig ikke hygget mig med musikspil af Guitar Hero-skolen siden det fremragende Rock Band 3 i 2010, og selv dengang var der mest af alt tale om et solo-comeback, da dillen for længst var overstået for de fleste af mine lad-som-om-musikervenner.

2013/articles//a/1/7/9/1/8/2/8/eurogamer-vcg60x.jpg
Denne gang skal du vænne dig til en helt ny og uden tvivl bedre plasticguitar

Nu sidder vi så her fem år senere med hele to plasticband-spil i form af Rock Band 4 og Guitar Hero Live. På papiret ligner det en selvskrevet sejr for Harmonix og deres veletablerede serie, men tiderne har ændret sig, og det har Rock Band ikke rigtig. Guitar Hero Live er til gengæld en helt ny genstart af serien med et nyt koncept, and nytænkende onlinedel og en redesignet guitar, som i stedet for originalens fem farvede knapper har to rækker af tre knapper, som rent faktisk føles mere som at spille guitar, da man kan tage greb og spille små akkorder på dem. Ja, det handler stadig om at ramme sekvenser af toner i takt med musikken, og du kan denne gang udløse flere forskellige slags Hero power undervejs, som kan forøge din score eller gøre visse sektioner nemmere, men Guitar Hero Live føles markant anderledes end sine forgængere. Denne gang er der også kun plads til to guitarer og en mikrofon, så det er ikke længere muligt at fylde hele stuen med plastic-habengut for at spille i band. Det er skåret ind til benet, og det kan vise sig at være en fordel. Spillet er helt klart designet til, at man skal kunne komme hurtigere i gang, og retter sig ikke helt så meget mod den hardcore del af fanbasen, som sikkert alligevel har støvet udstyret af og mæsker sig med Rock Band 4.

Den redesignede guitar er en ganske radikal ændring, som rent faktisk påvirker hele spilleoplevelsen positivt. Der er ikke noget med at skifte position på gribebrættet, da de seks knapper hele tiden kan nås med samme håndstilling, men det er noget af en omvæltning pludselig at skulle tage stilling til to rækker. Den øvre række symboliseres af sorte ikoner og den nederste med hvide, og de første ti minutters tid går med at ramme ved siden af alt til en kakofoni af forfærdelige mislyde efterfulgt af en ynkelig score, men derefter går det hurtigt fremad. Spillet udfordrer på den normale sværhedsgrad med simple "akkorder", som blidt guider spilleren hen mod de komplekse greb, der skal til for at klare sig på de højere sværhedsgrader, og disse føles langt mere som at spille rigtig guitar end noget, man har oplevet på de gamle instrumenter. Til gengæld kan det undre, at det stadig er lidt af et mareridt at få ens PlayStation til at registrere guitarerne korrekt, og man skal desuden bruge en USB-splitter til mikrofonen, da de to trådløse modtagerdongles fylder begge PS4'erens USB-porte. Om det fungerer bedre på andre konsoller ved vi desværre ikke, men man kan jo håbe.

2013/articles//a/1/7/9/1/8/2/8/eurogamer-ddz78l.jpg
Karrieredelen fungerer en hel del bedre end forventet.

Det nye Guitar Hero har to primære bestanddele. I singleplayerdelen, som bare hedder GH Live, skal du danne et band og spille dig igennem forskellige sæt af de i alt 42 offline-sange, som følger med spillet. I modsætning til tidligere kapitler i serien er både bandet og publikummet denne gang baseret på rigtige filmsekvenser i stedet for 3D-grafik, og det er lidt en smagssag, om det virker. Personligt havde jeg forventet en tåkrummende skandale, men fandt i stedet en kitchet, hyggelig og ganske velproduceret omgang påtaget band- og publikumattitude. Mine medspillere har ikke altid været lige positive omkring det, men som overordnet indtryk fungerer det faktisk meget bedre end forventet. Et kritikpunkt i singleplayerdelen kunne være den blandede bolchebutik med 42 numre, som rangerer over alt fra Pearl Jam til Skrillex, men det afhænger jo som altid af den individuelles musiksmag.

Man skal over i multiplayerdelen, Guitar Hero TV, for at finde spillets hjerte, for her har udviklerne forsøgt at tænke nyt. I stedet for den klassiske butik med individuelle sange, man kan købe, finder vi her en krydsning mellem en internetradio og Spotify, som man kan spille med på. Sangene på GHTV kan ikke downloades eller på anden måde købes og gemmes, men man kan bruge de credits, man optjener i spillet til at spille dem igen. Umiddelbart lyder det som en dårlig løsning, men i praksis er det lidt af en åbenbaring, når spillet bare tæver numre efter en i en lind strøm. Ens score sættes op mod andre spillere, som er i gang med samme nummer i samme øjeblik, men sammenlignes også med en global highscore, så man hele tiden har noget at sigte efter. Det gør Live til en uafbrudt jamsession, og det fungerer virkelig godt.

2013/articles//a/1/7/9/1/8/2/8/eurogamer-ef8y02.jpg
GHTV-sangene viser de officielle musikvideoer i baggrunden, hvilket er et klart plus.

Dette slankere og mere moderne Guitar Hero vil nok dele vandene hos fans, men som en genlancering af et koncept, der voksede sig selv ihjel med ekstraudstyr og DLC-helvede, er det intelligent og godt lavet. Det er dog lidt bekymrende, at man kan købe play credits til spillet via mikrotransaktioner - det er tydeligvis tænkt som en mulighed for at tjene penge på dem, der gerne vil spille bestemte numre i Live-delen igen og igen, og for de fleste er det ikke et reelt problem. Det er dog en forretningsmodel, der er lidt svær at sluge for dem, som gerne vil eje alle de sange, de køber. Men hvis man behandler Guitar Hero Live som en interaktiv jukeboks, er det en ganske underholdende oplevelse. Det kan hele Eurogamers kontor skrive under på.

About the author

Jonatan A. Allin

Jonatan A. Allin

Contributor

Jonatan er en langhåret pixelfetichist, som elsker fightingspil, indiespil, rollespil, bilspil, chiptunes, dødsmetal og mikrobryggerier. Han mener, at spilindustrien endelig er ved at blive voksen, men han kæmper en hård kamp for aldrig selv at blive det. Han har en achievement i engelsk og film- og medievidenskab fra KUA. Jonatan har lusket rundt på Eurogamer siden 2009