Jeg er blevet slået ihjel afsindigt mange gange på virkelig mange måder...

Ofte har dødsfaldene ikke betydet andet end kortvarig frustration, en spawn-timer og så ellers tilbage til start i banen. Det har medført, at jeg efterhånden ikke er bange for hverken terrorister, zombier i hobetal, nazister eller hvad der ellers har været hovedpersonerne i de skyde-gallerier, jeg efterhånden har stablet op ved siden af hjemmets konsoller.

Derimod har enkelte titler over de sidste 5-10 år formået at gøre mig uforholdsmæssigt glad for at have al lys i lejligheden tændt og hamrende bange for at kigge rundt om det næste hjørne. Gyserspillene har ligeså stille gjort deres indtog og er gået fra at være små obskure indie-titler i nettets afkroge til AAA-blockbustere med Hollywood-skuespillere i hovedrollerne.

Jeg har spillet de uhyggeligste, jeg kunne finde, så I kan skippe skramlet og hoppe direkte til luksus-oplevelserne!

Der er set bort fra Virtual Reality-titler da de færreste endnu har sådan et sæt til rådighed.

Honorable Mentions

Alone in The Dark var først, Resident Evil væltede konsol-markedet, System Shock 2 var perfekt og Clive Barker's Undying var forløberen for BioShock... Der skete mange fantastiske ting, da Playstation 1/2 var nagelfast inventar på mangt et teenage-værelse, og da computerne sportede en fancy Windows XP-startskærm. Vi er blevet godt vant siden da, men hyldes dem som hyldes bør - Ovenstående liste, og mange andre, var nogle eminente spil.

Mens Alone in The Dark fra 1992 er så pixeleret og wonky, at det nærmest er uspilleligt i dag, så er Clive Barker's Undying stadig en nydelse både visuelt og narrativt.

1
Alone in The Dark udkom i 1992 og det ææh... Det ses...

Flere af dem fortjener masser af gennemspilninger selv i dag; hvor Alone in The Dark fra 1992 er så pixeleret og wonky, at det nærmest er uspilleligt i dag, så er Clive Barker's Undying stadig en nydelse både visuelt og narrativt. (Kig eventuelt med i Tidsmaskinen som har dækket både Alone in The Dark og System Shock 2)

5. Silent Hills - Playable Teaser (P.T.)

Trods en ekstremt kort levetid på Playstation Network nåede P.T. fra den gale/geniale mester Hideo Kojima at vække furore over hele internettet. Den korte demo var gruopvækkende i al sit avantgardistiskte vælde; den simple opbygning med en korridor, to værelser og engang imellem et spøgelse fungerede fantastisk, og vi var MANGE, der var spændte på, hvad teaseren var tilløb til i Silent Hill-serien.

Trods en ekstremt kort levetid på Playstation Network nåede P.T. fra den gale/geniale mester Hideo Kojima at vække furore over hele internettet.

2
Norman Reedus i al sin animerede pragt og vælde.

Desværre strandede Silent Hills, da forhandlingerne mellem Kojima og Konami (firmaet bag bl.a. Silent Hill- og Metal Gear-serien) brød sammen tidligere i år. Internetdarlingen Norman Reedus (Murphy McManus i Boondock Saints og ikke mindst Darryl Dixon i The Walking Dead) måtte kigge sig om efter en ny hovedrolle.

Vi blev allesammen snydt for det gruopvækkende mesterværk, som Guillermo Del Toro (Pans Labyrint, Crimson Peak, Hellboy m.fl.) skulle have instrueret ud fra historie og produktion af Hideo Kojima (Metal Gear-serien, Zone of Enders-serien, Snatcher, Boktai o.m.a.).

Til trods for den korte levetid nåede demo'en alligevel at gøre væsen af sig på mange årets bedste-lister, og er i høj grad et af de sidste års største det-kunne-have-været-så-godt øjeblikke.

Vi blev allesammen snydt for det gruopvækkende mesterværk, som Guillermo Del Toro skulle have instrueret ud fra historie og produktion af Hideo Kojima.

3
Honey, I'm hooome.

4. Until Dawn

Until Dawn er ikke rigtig uhyggeligt... men så alligevel...

Until Dawn er ikke sjovt... men så alligevel...

Jeg er endnu ikke blevet helt klog på, hvad Until Dawn egentlig er - eller prøver på at være, men det lykkes ret fint alligevel. Med afstikkere til 90'er teenage-"gys" (Scream m.fl.) og skuespillere fra Hollywood (Hayden Panettiere, Peter Stormare og Rami Malek), læner man sig kraftigt op af en interaktiv fortælling, som er noget nær de kedeligste syv stavelser for en gamer, men alligevel har jeg kun hørt positive tilbagemeldinger fra de mennesker, jeg har smidt min Collectors Edition efter og insisteret på at de gennemspillede.

Jeg er endnu ikke blevet helt klog på, hvad Until Dawn egentlig er - eller prøver på at være, men det lykkes ret fint alligevel.

4
Hey! Hende fra Heroes. Weee!

Until Dawn er måske lidt af et gadekryds i sin opbygning, men det lander på benene i alle kategorierne. Særligt de uhyggelige sekvenser formår, hvad enten de bygger op til jump-scares eller psykologisk terror, at oparbejde en spænding og anspændthed, som efterhånden er sjældent set. De filmiske virkemidler implementeres fornemt, og genkendelsesværdien i flere af karaktererne skaber et biografisk univers, hvor man frit kan få afløb for alle de dumme teenagere-fanget-i-hytte splatterfilm, man frustreret har gennemlevet over årene, og man kan endelig indtage instruktørstolen og bestemme, om det skal være den ene eller anden stereotype karikatur (sportstosse/babe/bitch/nørd), der smutter alene ud i brændeskuret og undersøger den mærkelige pibende lyd...

5
... Og ham røvhullet fra Prison Break...

Until Dawn er et af de bedste "spil" til at udviske grænsen mellem oplevelse og gaming. Når det ikke rangeres højere, skyldes det bl.a., at hele budgettet øjensynligt er røget på Hollywood-stjerner fremfor en programmør, der kunne gøre styringen lidt mindre kluntet og det måske lidt for tydelige ønske om at gøre spillet "tilgængeligt", hvor man istedet kammede helt over og istedet blev "fordummende". Spilmekanismerne er lidt for simple, men oplevelsen er absolut værd at stifte bekendtskab med.

3. Outlast

I fredags tog vi de første spadestik i det afgrundsdybe hul, der skal blive en tur ned omkring helvedes forgård i håbet om at få listet de uhyggeligste spil. Nu er vi nået til cremen af cremen. De i mine øjne bedste gyserspil, du kan sætte på, hvis du vil skræmmes fra sans og samling.

Red Barrel Games var et nyt navn på nørdernes stjernehimmel, da de i 2013 udgav Outlast. Gravede man lidt dybere i firmastrukturen, gav successen pludselig god mening. Det nystartede firma var bygget op omkring store navne, som tidligere havde siddet med blandt andet Uncharted, Prince of Persia og Assasins Creed. Det stærke narrativ, det effektive flow og det store fokus på single player-oplevelsen mere end antydede da også, at Outlast havde en klar dagsorden: At være en hamrende uhyggelig spil skræddersyet til de lettere masochistiske gamere, der måtte sidde derude og ikke være bange for at hvine i vilden sky.

Outlast havde en klar dagsorden: At være en hamrende uhyggelig spil skræddersyet til de lettere masochistiske gamere.

6
Outlast er vildt uhyggeligt med lyset tændt...

Outlast har en efterhånden lidt slidt historisk opbygning; man indtager rollen som nysgerrig rapporter, der skal undersøge “noget” på et “vist nok” forladt sindssygehospital. Selvfølgelig går alting galt, og man er [spoiler-warning] lynhurtigt jaget vildt af variants, som spillet har døbt de mere eller mindre humanoide monstre/zombier, og må mestendels se sig hensat til at gemme sig i skabe og under senge.

Outlast har nogle fænomenale jump-scares, hvis effekt kun øges af det grynede kamera, hvis infrarøde linser ofte er den eneste måde at se, hvad der foregår i mørket på. Anspændtheden fuldendes af hjælpeløsheden i ikke at have nogen våben; foruden et par enkelte manuskript-satte øjeblikke, hvor man kun kan skubbe til monstrene, er man forsvarsløs, og det ellers så uhyggelige mørke bliver et kærkomment gemmested for en stund.

Outlast har nogle fænomenale jump-scares, hvis effekt kun øges af det grynede kamera, hvis infrarøde linser ofte er den eneste måde at se, hvad der foregår i mørket på.

7
Og forfærdeligt med lyset slukket!

Outlast er hverken nyt eller banebrydende - måske nærmere en pastiche over de tidlige 2000'ers found footage-film - men det er hamrende effektivt i det, som det gør; at være et klassisk inspireret gyserspil, der integrerer moderne teknologi og kultur spot-on.

2. Amnesia: The Dark Descent

Svenske Frictional Games havde indtil 2010 kun udgivet spilserien Penumbra, tre små spiloplevelser, der trods stemningsfyldt design og gode intentioner, aldrig rigtig formåede at blive mere end små bip-lyde på internettets enorme spil-radar. I 2010 landede Amnesia på de virtuelle salgshylder og var… ikke en succes. I en tidsalder, hvor salgstal og succes kan måles 24 timer efter udgivelsen, var Amnesia nærved en ligegyldighed. Lave salgstal og famlende anmeldelser, der ikke helt kunne hitte rede i spillet.

Amnesia er bygget op omkring et sanity-level, og for at overleve gælder det om at holde hovedpersonen i mental balance; det gøres ved at undgå at blive jagtet af monstre, at man opholder sig i veloplyste rum, samt at man undgår at udsætte sig selv for “mystiske” oplevelser i det skumle slot, man prøver at finde ud af, hvorfor man er vågnet op, med hukommelsestab, i.

Amnesia er bygget op omkring et sanity-level, og for at overleve gælder det om at holde hovedpersonen i mental balance.

9
Amnesia skabte nogle eminente stemningsfyldte visuelle og lydmæssige scenarier.

Internettet (og anmelderne) blev dog langsomt vant til de nye spilmekanikker, og at en knap så trigger-happy indstilling til problemløsning var vejen fremad. Langsomt, men sikkert, spredtes et rygte om “et helt nyt virkelige mærkeligt og uhyggeligt spil” og salgstallene begyndte langsomt at svimle. Flere og flere selvbestaltede internet-guruer tog sig for at spille Amnesia med webcam, pulsmåler eller andre helse-dimser kørende imens. Hver som en måtte de ligge ryg til tusindvis af seeres morskab, når de hylede, skreg eller græd for åben skærm, imens galskaben langsomt overtog spillet - og spilleren.

Som så mange gyserspil siden er formålet i Amnesia ikke at sparke døre ned og blæse zombier retur til helvede med hele og halve jagtgeværer; man skal snige sig rundt, løse gåder og puzzles, imens man er så stille som mulig. Monstrene er nemlig konstant på jagt, og man er prisgivet, hvis man bliver opdaget.

Den skiftevis larmende tavshed og hektiske flugt fra monstre er med til at kaste spilleren rundt i et stormvejr af følelser.

8
-Og nogle forbandet effektive gys!

Den skiftevis larmende tavshed og hektiske flugt fra monstre er med til at kaste spilleren rundt i et stormvejr af følelser, og trods spillets ellers rolige tempo har man sjældent et stille øjeblik, da der hele tiden skal læses små sedler, tænkes fremad og holdes øje med, om der er noget, der bevæger sig derovre i hjørnet.

Amnesia er tæt på at være det perfekt gys og stadig et besøg værd for alle, der har hang til uhygge, eller finder det morsomt at være evigt bange for sin computerskærm.

1. Silent Hill 2

Selvom jeg i går havde dedikeret en hel plads på listen til “de gamle spil”, så fortjener Silent Hill 2 ikke kun en separat placering, men endda også førstepladsen.

Silent Hill 2 er måske ikke ligeså poleret, direkte uhyggeligt eller all-around godt spil som f.eks. Amnesia eller Outlast, men det er... perfekt. Ikke fejlfrit, uspoleret eller et kunstværk, men perfekt som spil. Det er udfordrende som spil og sætter i den grad gang i tankerne, efterhånden som man dykker dybere og dybere ned i det virkelighedstro mareridt, den lille by med den evige tåge er.

Silent Hill 2 er måske ikke ligeså poleret, direkte uhyggeligt eller all-around godt spil som f.eks. Amnesia eller Outlast, men det er... perfekt.

10
Silent Hill 2 er det nok bedst fortalte og mest tankevækkende horror-spil nogensinde.

Konamis mesterværk er efterhånden 14 år gammelt - en hel menneskealder i spilverdenen - så jeg tillader mig at røre lidt ved den eminente historier uden de store spoiler-advarsler. (Der var så en alligevel.)

I rollen som James Sunderland søger man svar på, hvorfor der pludselig dumper et brev fra ens afdøde kone ind ad brevsprækken. Mysteriet udvikler sig, da man ankommer i den lille øde by Silent Hill og i takt med, at mennesker dør, genopstår og helt forsvinder, smuldrer både den fysiske verden og James' mentale tilstand.

Igennem James' øjne leder man efter spor, der kan afsløre, hvad pokker der sker med verden og ens egen forstand - monstret Pyramid Head dukker op, når det er allermindst belejligt, og er med sin slæbende, uværgelige og ildevarslende gang ikke skræmmende på samme måde, som monstrene der hopper frem fra hjørnerne og råber “UGGIBUGGIBØH!!”... Istedet er Pyramid Head indkapslingen af det, som Silent Hill 2 kan så smukt; han indgyder frygt.

Silent Hill 2 kan som ingen andre jonglere og manipulere med følelser og forventning.

11
En frygt der bliver siddende længe efter at man er sluppet væk fra den klaustrofobiske situation det oftest er, at møde Pyramide Head.

I modsætning til rigtig mange andre spil har man både våben, løbesko og gemmesteder at forøge sine overlevelseschancer - ofte hjælper det bare ikke. At være forsvarsløs og hjælpeløs har været gennemgående temaer her på listen, men ofte har det været en grundpræmis i spillene (Amnesia, Outlast m.fl.) at man ikke kan forsvare sig. Det kan man godt i Silent Hill 2, det nytter bare ikke noget. Følelsen af at skulle mentalt omstille sig fra en hektisk kamp mod en gruppe pludselig aggressive mannequin-dukker til panisk at opdage, at Pyramide-fjæset står imellem dig og værelsets eneste exit er... forfærdelig... på den allerbedste måde.

Silent Hill 2 kan som ingen andre jonglere og manipulere med følelser og forventning; som nærmest et musikalsk værk leges der med pauser, spændinger og kaotiske indtryk, der pludselig forløses og giver al mening i hele verden - indtil de kort efter trækkes væk, forsvinder og forplumres. Historien er fænomenalt skrevet og tillader mange forskellige læsninger og tolkninger, alt imens den rører ved store menneskelige emner som død, skyldfølelse, sindssyge, eksistens og tilgivelse.

12
Alt er roligt, men kun for en stund.

Det er nemt at gøre spil skræmmende, men at skabe et univers som er frygteligt, i ordets klareste betydning, er en genistreg og fortjener i højeste grad en gennemspilning en mørk og stormfuld oktober-nat. Sæt igang!

About the author

Christian Mogensen

Christian Mogensen

Contributor

Christian er redaktionens fagnørd som efter et universitets-speciale der kombinerede Søren Kierkegaard og World of Warcraft har arbejdet i forskellige ender af spil-branchen. Her har han fortalt vidt og bredt om at spil hverken gør folk og fæ til voldsforbrydere, autister eller tilsvarende - men derimod er en fantastisk hobby der både udvider horisonter og udvikler mennesker. Til dagligt driver Christian www.nogetomspil.dk. Har været på Eurogamer siden 2015.

Flere artikler af Christian Mogensen

Kommentarer (5)

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Seneste

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Annonce