I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at prøvespille Assassin's Creed: Syndicate. Invitationen lød på 3 timers gaming i et af Londons gamle strømstationer og efter en kort introduktion til spillet, fik jeg lov at spille hele sekvens 3 og dele af sekvens 7.

Der er selvfølgelig intet Assassin's Creed uden templars, og London er ingen undtagelse. Tempelridderne sidder hårdt på alle produktionsapparaterne i 1860'ernes London og udnytter alle arbejdsdygtige voksne og børn. Det var lidt svært ikke at drage en vis parallel med klassekampen under den industrielle revolution, der senere hen førte til det, vi i dag kender som fagforeninger, og den bande, som Jakob og Evie Frye forsøger at stable på benene. Hvorvidt det er tilsigtet, at Jakob og Evie er fagforeningernes forgangsmand og -kvinde, meldte Ubisoft ikke noget om, men mon ikke det blot er mig, der er ved at være for gammel.

9
Denne gang står den på tea and crumpets i et udpræget britisk kapitel af serien.

3. sekvens udspiller sig i Londons gamle White Chapel-distrikt, mens sekvens 7 foregår i Westminster. Det siger nok ikke meget for folk, der ikke kender til London, men det var i White Chapel, at Jack the Ripper slog sine folder tilbage i 1888. Det noget mere kendte Westminster huser til gengæld både Big Ben og parlamentet. Der er ingen tvivl om, at Ubisoft Quebec mener det seriøst, når de fortæller, at de ønsker Assassin's Creed: Syndicate skal føles som en helt ny oplevelse. Spillets tunge styring og irritationsmomenter, som vi kender det fra Unity, er borte og ind er kommet nye tiltag. Det er f.eks. slut med, at kravle som en anden forvirret Spider-Man på husene, da deres indgangspunkter bliver vist med et sæt ikoner, som gør det lettere at finde et åbent vindue.

Der er ingen tvivl om, at Ubisoft Quebec mener det seriøst, når de fortæller, at de ønsker Assassin's Creed: Syndicate skal føles som en helt ny oplevelse.

Hvad angår selve stemningen i Londons gader, så virker det til, at holdet fra Quebec har ramt plet. For mig virker London meget troværdig - langt mere end Paris i Unity. White Chapel er et meget fattigt kvarter, der er fyldt med tiggere og hvad der kunne ligne et par hjemløse. Omgivelserne, herunder veje og bygninger, synes meget primitive i forhold til Westminster, der oser af overklasse og fine hestevogne. Vognene er i øvrigt et nysyn for Assassin's Creed-serien og de er vanvittigt sjove at kapre og køre rundt i. Selv om styringen af hestevognen synes lidt tung, er det alligevel meget sjovt at køre ind i de andre vogne, i et forsøg på at skabe død og ødelæggelse, men deciderede GTA-overkørsler af personer bliver det ikke til. Det eneste sted, hvor jeg mener der er skudt helt forbi, er i den evige trængsel på Themsen. Der er så mange både, der konstant sejler forbi, at det er lige før vi er ude i en seriøs omgang Frogger. Det virker helt absurd befærdet og nærmest som om, at Ubisoft har glemt hvad der sker, når man sætter liv i for meget på én gang.

5
Nu får vi lov til at styre vores lyst til at klatre op på Big Ben (ikke vist på billedet: Big Ben).

Omvendt havde jeg en regulær øjenåbner-oplevelse, da jeg, præcis som alle andre ville have gjort, sneg mig væk fra missionerne, blot for at klatre op på toppen af Big Ben, bare fordi jeg kunne. Oppe på toppen, udsprang musik som var den sendt fra himlen, musikken lød som noget man ville kunne høre i en kirke og jeg er ikke normalt til den slags, men den ramte stemningen fuldstændigt genialt. Højt oppe og nærmest majestætisk, måtte jeg slippe controller, kuglepen og mine noter, også bare sidde der og slappe af. I samme øjeblik gik det op for mig, at Assassin's Creed: Syndicate er et bekendtskab som jeg bliver nødt til at kigge nærmere på. Jeg havde svoret, mest inde i mig selv, at Unity var mit sidste køb i Assassin's Creed-serien, men i dette øjeblik var jeg overbevist om, at jeg har taget fejl.

Alt efter hvilken indgangsvinkel man ønsker på en given opgave, så vælger man frit mellem Jakobs råstyrke eller Evies sans for snigeri.

Der kører et samspil og en løbende dialog mellem spillets to protagonister, Jakob og Evie, mens man spiller. Det giver en følelse af, at de begge virkeligt er til stede, hvilket også er hensigten fra Ubisoft. På den måde fortæller Jakob og Evie deres egne historier. Selv om man spiller meget med én karakter, følger den anden karakters level automatisk med, der er altså ingen der bliver hægtet af, og alt efter hvilken indgangsvinkel man ønsker på en given opgave, så vælger man frit mellem Jakobs råstyrke eller Evies sans for snigeri. Dog er nogle missioner låst til en af karaktererne, hvilket er lidt ærgerligt, for her mener jeg, at Ubisoft Quebec har en gylden mulighed for at gå linen ud og vitterligt belyse én nuanceret historie set fra to vinkler.

6
Spillets to hovedpersoner arbejder sammen, men ikke hele tiden.

Når vi er ved det, måtte jeg desværre også sande, at spillet formentligt bliver genstand for mikrotransaktioner i et eller andet omfang, da jeg i spillets menu kunne vælge XP-boost, men grundet manglende internet på maskinen fik jeg blot en PlayStation network-fejl, hvilket tyder på, at der kommer til at foregå et-eller-andet for virkelige penge. Jeg mener som altovervejende hovedregel, at alle former for transaktioner i et spil er djævlens værk, men jeg har samtidig også forståelse for, at nogen mennesker gerne vil samle samtlige nipsting, og at vi alle har forskellige mængder tid. Så fred være med det, jeg siger blot tak, men nej tak, til at få boostet min XP.

2
Vogne er et nyt element, som kan gå hen og blive gedigent underholdende.

Ubisoft Quebec forsøger at puste nyt liv i Assassin's Creed: Syndicate på så mange måder. Jeg kan godt lide, at man som snigmorder ikke har alle genstande og evner fra start, her er skill- og craftingsystemet et fremragende udgangspunkt, ligesom de mange perks først skal låses op gennem specifikke bedrifter. For at låse evnen til dobbeltdrab op, skal man først have dræbt 40 fjender med multi-finishers og sådan fortsætter listen ellers bare med mange forskellige perks og måder, hvorpå de låses op. Banden skal også opgraderes inden for tre forskellige overordnede egenskaber, som gør den langt sejere, og det får man brug for i kampen mod spillets nemesis. Opgraderinger, skills og crafting er et meget vigtigt element, og spillet oplyser dig, hvis du er på vej ind i et område, som er for højt et level til dig.

Hvis mit hands-on lyder en anelse negativ, er det blot min skepsis efter at have oplevet Assassin's Creed: Unity. Jeg har været i syv sind siden fremvisningen af Syndicate. Var jeg vidne til det absolut bedste, der nogensinde er leveret i seriens historie, eller er det bare mig, der er let at imponere? Ubisoft Quebec, har også i dén grad brug for at puste nyt liv ind i genren, da publikummet næppe holder til flere Unity-fadæser. Det er egentligt synd, at Syndicate på forhånd skal være svært at sælge, alene på baggrund af fiaskoen med Unity, for Syndicate er sit helt eget og jeg glæder mig til at spille mere.

About the author

Morten Jansen

Morten Jansen

Contributor

Morten er redaktionens svar på en ægte Rambo. Han har været udsendt til krigshelvede i det varme Mellemøsten blot for at vende hjem til Danmark og bruge sine sparepenge på et monster af en PC. Mortens ører er tunet helt ind på, hvordan rigtige våben skal lyde, og, nej, det er ikke som papkasser der støder ind i hinanden. Den store kærlighed hedder PS4 og Xbox One, men ikke nødvendigvis i dén rækkefølge, det kommer meget an på dagsformen. Er muligvis den eneste i verden med en tilsluttet Kinect.