Metal Gear Solid V: The Phantom Pain - Anmeldelse

Kojima takker af med et brag

Metal Gear Solid V: The Phantom Pain er intet mindre end et mesterværk og et af de bedste sandkassespil nogensinde.

Fra tid til anden bliver man som spilelsker forkælet med helt særlige oplevelser, der sætter nye standarder for mediet. Disse spil forkæler alle sanser og byder på revolutionerende nye interaktionsmuligheder mellem mand og maskine. 2015 har budt på mange store spiloplevelser, men jeg havde aldrig troet, at årets helt store spiloplevelse skulle være at bede sin hest om at skide på vejen, så fjendernes jeep kører galt. Intet spil i 2015 kommer i nærheden af den overvældende følelse af frihed og total indlevelse, der udgør kernen i Metal Gear Solid V: The Phantom Pain.

The Phantom Pain markerer slutningen på en af spilhistoriens væsentligste og mest indflydelsesrige serier. Metal Gear er en institution i spilbranchen, der med sin filmiske tilgang til historiefortælling, snigebaserede gameplay og hang til absurd og fjollet humor har underholdt en stigende fanbase siden slutningen af 80'erne. The Phantom Pain markerer samtidig et endegyldigt farvel fra seriens skaber, Hideo Kojima, der, efter store kontroverser, ikke længere er ansat hos udgiverne Konami. The Phantom Pain er dog på alle måder stadig Kojimas barn og er en smuk svanesang, som på alle måder er seriens storhed værdig.

1

Set i forhold til tidligere udgivelser i Metal Gear-serien er The Phantom Pain en radikalt anderledes oplevelse, der lægger sig markant tættere op af Peace Walker end af Metal Gear Solid 4. Væk er de mange mellemsekvenser, der præsenterede seriens vanvittige fortælling. Væk er de utallige codec-samtaler, der i stedet er erstattet af lige så utalligt mange båndoptagelser, som man kan høre, imens man udforsker den enorme verden. De fleste dedikerede Metal Gear-fans vil sandsynligvis gyse ved tanken om disse radikale ændringer, for netop mellemsekvenser og de mange samtaler var katalysatorer for Metal Gear-seriens helt særlige humor og vanvid. Personligt kastede jeg mig over The Phantom Pain med en vis skepsis, og i løbet af de første par timer var jeg også i tvivl om, hvad jeg egentlig skulle mene.

Men så kom jeg til den måske vigtigste erkendelse om The Phantom Pain. I stedet for at indskyde humoren i mellemsekvenser har Hideo Kojima valgt at lade humor og galskab komme til udtryk i spillerens interaktion med verdenen. The Phantom Pain er et vanvittigt spil, hvis blotte eksistens overgår min fatteevne. Hvordan et så rent ud sagt bizart spil kan eksistere, er måske medvirkende til at forklare, hvorfor Kojima ikke længere er ansat hos Konami. Intet andet spil har budt på så mange små underlige delelementer.

Lad mig komme med et eksempel. I The Phantom Pain kan man opsamle en båndoptagelse af en mand, der går på toilettet, og hvis man derefter gemmer sig i et toilet, og afspiller båndet her, vil fjenderne være mindre tilbøjelige til at undersøge, om man gemmer sig på toilettet. Det er fuldstændig vanvittigt, men det er også det, der gør The Phantom Pain til en forrygende sandkasseoplevelse, hvor stort set alt er muligt.

Metal Gear er en institution i spilbranchen, der med sin filmiske tilgang til historiefortælling, snigebaserede gameplay og hang til absurd og fjollet humor har underholdt en stigende fanbase siden slutningen af 80'erne.

2

The Phantom Pain er på mange måder et klassisk sandkassespil i stil med The Witcher 3, Far Cry og Assassins Creed, men udmærker sig ved, at indeholde så mange seriøse og fjollede gameplaymekanismer, at man som spiller hurtigt bliver rundtosset. Samtidig er spillet et overvældende bekendtskab, både når det kommer til muligheder og spillets størrelse. De fleste vil nok bruge knap 50 timer på at gennemføre spillets historie, men herefter er der stadig så meget ekstra indhold at komme efter, at man snildt kan bruge 70-80 timer i selskab med spillet.

I løbet af spillet præsenteres man for en række store åbne verdener, der hver især indeholder en lang række missioner. I modsætning til andre spil med åbne verdener, som eksempelvis The Witcher 3 eller Fallout-serien, er der ikke synderligt meget andet at lave i verdenen, når man ikke lige er i gang med en mission. Netop dette er faktisk en af spillets allerstørste styrker, for i stedet for at blive distraheret af mere eller mindre interessante adspredelser, tillader dette designvalg spilleren at fokusere på missionerne. Den åbne verden bruges i stedet til at give spilleren uanede muligheder for at tilgå missionerne på forskellig vis.

Man har et utal af våben, gadgets, køretøjer og hjælpere til sin rådighed, der alle giver spilleren en række muligheder for at løse en mission på den måde, man bedst kan lide. Har man lyst til at skyde sig vej igennem en bane, er dette bestemt en mulighed, men har man mere lyst til at snige sig rundt og tage alle soldater til fange, er dette en lige så gyldig mulighed. Spillet tvinger dig ikke i nogen retning og indikerer aldrig, at noget er forkert.

Jeg har aldrig oplevet et så nærværende, intenst og rent ud sagt underholdende sandkassespil, og der er ingen tvivl om, at The Phantom Pain er den mest velfungerende og sammenhængende udgivelse i serien.

3

I modsætning til tidligere spil i serien går The Phantom Pain i høj grad ud på at udbygge sin base og opgradere sit udstyr. Dette kan gøres på et hvilket som helst tidspunkt, så længe man har ressourcer nok. Et af mine stærkeste minder fra spillet var en mission, hvor jeg havde sneget mig frem mod en fjendtlig base. Pludselig overraskede en stor helikopter mig, og jeg kastede mig ned i det høje græs, men fandt hurtigt ud af, at jeg var fanget. Desperat tjekkede jeg menuen for våbenopgraderinger, og fandt ud af, at mine forskere kunne udvikle et raketstyr. Jeg bad så om at få fløjet det nyudviklerede raketstyr ind og kastet ned til mig, hvorefter jeg samlede raketstyret op og skød helikopteren ned.

Oplevelser som disse giver spilleren følelsen af at være i total kontrol over spillet, og det er ganske enkelt en enestående følelse i et ellers ofte lidt for statisk og mekanisk medie. Man føler, at man som spiller har mulighed for at spille The Phantom Pain lige præcis på den måde, man selv har lyst til, og det er den største ros, man kan give et sandkassespil.

The Phantom Pain er bestemt ikke uden problemer, og særligt er de mange elementer fra free-to-play-genren generende. Når man skal udvikle sin base, eller sender sine soldater ud på missioner, skal man ofte vente i lang tid, eller blot købe sig til en hurtig færdiggørelse med rigtige penge. Det er heldigvis ikke ødelæggende for oplevelsen, men det giver en lettere grim smag i munden og er ikke synderligt elegant implementeret. Der er heller ingen tvivl om, at mange vil blive afskrækket af spillets helt nye fokus på den åbne verden, men hvis man giver spillet en chance og får en forståelse for spillets designbeslutninger, åbner der sig en helt unik oplevelse, der samtidig byder på en rørende, interessant og provokerende fortælling.

4

The Phantom Pain er et spil, der er svært at beskrive, fordi spillet indeholder så mange forskelligartede elementer, fjollede designbeslutninger og bizarre gameplaysystemer. Spillet er en smeltedigel af forskellige idéer, der egentlig ikke burde kunne samles til et velfungerende hele. Men netop på grund af spillets totale dedikation til spillerens ultimative frihed, formår de mange elementer alligevel at gå op i en højere enhed.

Jeg har aldrig oplevet et så nærværende, intenst og rent ud sagt underholdende sandkassespil, og der er ingen tvivl om, at The Phantom Pain er den mest velfungerende og sammenhængende udgivelse i serien. Afslutningen på serien får lov til at stå som en velfortjent triumf og et eksempel på, at der simpelthen ikke findes andre spil som Metal Gear. Heldigvis og desværre.

Metal Gear Solid V: The Phantom Pain blev anmeldt på PlayStation 4. Spillet er ude nu.

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (15)

About the author

Johannes Wørts

Johannes Wørts

Contributor

Johannes sprang let og elegant ungdommen over, for i stedet at blive en gammel og sur mand. Få ting kan dog bringe en smule glæde til hans kolde hjerte, især nørdede rollespil fra PC’ens guldalder i 90’erne, japansk gøgl og omfattende doser fodbold. Når han ikke klikker på dværge, svælger i japansk melodrama og forsøger at føre Aston Villa til europæiske triumfer, overvejer Johannes ofte livets helt store spørgsmål - er Wind Waker eller Morrowind tidernes bedste spil?

Relateret indhold

The Last Guardian anmeldelse

Bliver dit julegaveønske en katteørn fra The Last Guardian?

AnbefaletWatch Dogs 2 - Anmeldelse

Hipster-hackerne overtager Californien!

AnbefaletHITMAN - Anmeldelse og Interview

Første sæson af Hitman er netop afsluttet, og nye eventyr med Agent 47 venter forude. Vi var et smut forbi IO Interactive for at spille sidste kapitel, og fik samtidig en snak med Online Director Torben Ellert, og Community Content Manager Travis Barbou

Rise of The Tomb Raider: 20 Year Celebration Edition - Anmeldelse

Lara Croft har ledt efter den hellige gral i mere end et år, lad os se om hun finder den på Playstation 4.

AnbefaletDragon Quest Builders - Anmeldelse

Byg dit eget japanske rollespil!

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (15)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading