Trine 3: The Artifacts of Power - Anmeldelse

En fattig mands eventyr

Trine 3 er umådeligt flot at se på, men vurderet på sit indhold, og holdt op imod sine forgængere, er det en fattig mands eventyr.

Nu gik det ellers lige så godt for finske Frozenbyte, skaberne af den populære eventyrspilserie Trine, hvor tre helte må hjælpes ad i jagten på magiske skatte.

De første to Trine-spil var fremragende. Små, hyggelige eventyr for op til tre spillere, der i tilgift til mageløs grafik var både sjove og intelligente. Noget anderledes er det endt med Trine 3: Artifacts of Power, der er et miskmask af kluntet mekanik og historiefortælling.

Præmissen er ellers den samme som hidtil. I rollen som henholdsvis ridderen Pontius, tyven Zoya og troldmanden Amadeus skal du samarbejde dig vej gennem de vanskelige labyrinter til baner, der står mellem dig og de magiske Trine-artefakter.

1

Samarbejde er, og har altid været, et nøgleord i Trine-sammenhæng. De tre hovedroller har hver deres styrker og svagheder. Pontius er en dygtig kriger og god i kamp, men ikke særlig adræt. Det er Zoya, til gengæld, som hun ubesværet klatrer rundt på bygninger eller skyder fjender fra distancen med sin langbue. Amadeus er ikke megen hjælp i kamp, til gengæld kan han fremmane kasser af variabel størrelse, der kan bruges i alle mulige praktiske sammenhæng. Hvis nogen husker Blizzards 90'er-klassiker The Lost Vikings, har I en idé om, hvordan det fungerer.

I de tidligere Trine-spil blev trioen af egenskaber brugt til at overkomme banernes mange udfordringer. Det var nødvendigt at kombinere dem på tværs for at nå helskindet igennem, og især med en ven eller to resulterede det i en god spiloplevelse.

Trine 3 når aldrig i mål med sit samarbejdskoncept, simpelthen fordi udviklerne ikke har formået at tilpasse de indlagte forhindringer og gåder den nye 3D-grafik. Som et første for serien kan man bevæge sig i alle tre dimensioner, hvor man tidligere kun kunne gå fra side til side, hvilket giver mere frirum, men også frihed til at forcere banerne på ikke-intentionelle måder.

Trine 3: Artifacts of Power er svært for alvor at anbefale. Et spil, der ligner en million, men er indholdsfattigt og kedeligt som få.

2

Ofte er det slet ikke nødvendigt at samarbejde for at komme forbi en forhindring, da hver figurs evnesæt i sig selv er tilstrækkeligt. Ej heller hjælper det, at man med overgangen fra 2D til 3D introducerer en masse fejl i fysiksystemet, der praktisk talt gør det muligt at snyde sig forbi mange af forhindringerne. I stedet for en følelse af sammenhold ender en typisk Trine 3-session med, at man blot løber i hælene på hinanden og passer sit eget. Det er synd, især når vi taler om en spilserie, der traditionelt set har slået sig stort op på netop samarbejde.

Selv hvis man spiller alene, er overgangen til 3D smertefuld. Frozenbyte har valgt at fastholde kameravinklen lige på, forestil dig du kigger på et diorama fra konstant samme vinkel, mens man altså kan bevæge sig både ud og ind af denne. Det gør det svært at afstandsbedømme kløfter og andre forhindringer, der kræver, at man nøje timer sit hop.

Et tredje problem med Trine 3 er dets besynderlige tempo. Spillet åbner uden en reel introduktion eller genfortælling af de tidligere episoder, hvilket gør det svært at følge med, især som ny spiller. Kun få timer senere, midt i det historieforløb, spillet selv har skitseret, slutter eventyret brat, som om Frozenbyte havde skåret det midt over. Én ting er, at et spil er kort, det er til at leve med, men her sidder man vitterligt tilbage med følelsen af, at der mangler noget.

3

Når det er sagt, er der øjeblikke, hvor Trine 3 stråler. En bane eller to, der minder om, hvorfor serien er solgt i millioner af eksemplarer, såsom når vores tre helte pludselig befinder sig inden i en bog og skal kæmpe sig fra side til side for at avancere. Øjeblikke af kreativitet, hvor gåderne går op i en højere enhed, og man sidder tilbage med følelsen af at være et ægte geni. Læg dertil, at Trine 3 er mageløst flot, som hvis Pixar skulle fortolke en Brødrende Grimm-fortælling, og spillet har sine styrker at slå på.

Det ændrer dog ikke overordnet ved, at Trine 3: Artifacts of Power er svært for alvor at anbefale. Et spil, der ligner en million, men er indholdsfattigt og kedeligt som få. Tilbage til tegnebrættet, Frozenbyte.

Trine 3: The Artifacts of Power blev anmeldt på PC. Spillet er ude nu.

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (1)

About the author

Mark Elsberg

Mark Elsberg

Redaktør

Mark er vores inkarnerede Nintendo-mand. Nintendo Boy, driller vi ham med. Men det falder altid lidt i baggrunden, når han giver igen med sit teknologiske vokabularium og øser ud af sin viden om, hvad der egentlig er inde i Mario eller næste generations konsoller. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.

Relateret indhold

The Last Guardian anmeldelse

Bliver dit julegaveønske en katteørn fra The Last Guardian?

AnbefaletWatch Dogs 2 - Anmeldelse

Hipster-hackerne overtager Californien!

AnbefaletHITMAN - Anmeldelse og Interview

Første sæson af Hitman er netop afsluttet, og nye eventyr med Agent 47 venter forude. Vi var et smut forbi IO Interactive for at spille sidste kapitel, og fik samtidig en snak med Online Director Torben Ellert, og Community Content Manager Travis Barbou

Rise of The Tomb Raider: 20 Year Celebration Edition - Anmeldelse

Lara Croft har ledt efter den hellige gral i mere end et år, lad os se om hun finder den på Playstation 4.

AnbefaletDragon Quest Builders - Anmeldelse

Byg dit eget japanske rollespil!

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading