Man har ofte et nogenlunde billede af, hvor på kvalitetsspekret et nyt spil vil befinde sig, og gerne længe før udgivelsen. Det kan være baseret på faktorer som genre, nøglepersoner blandt udviklerne, spillets finansiering osv. Af og til trodser et spil alle odds, og på trods af uudtømmelige ressourcer, velvoksen talentmasse og andre fordele bliver produktet noget uspilleligt venstrehåndsarbejde. Til tider overraskes man heldigvis også den anden vej, og det har vi samlet en håndfuld eksempler på herunder.

America's Army

Hvis du spørger, hvem der ville være de bedste til at lave computerspil, bliver det offentlige meget sjældent nævnt blandt de første. Ikke desto mindre lykkedes det for den amerikanske stat at lancere et ikke ueffent FPS/træningsværktøj/rekrutteringsmiddel i form af America's Army fra 2002, som blev både pænt anmeldt og modtaget af spillere. Spillet er en taktisk FPS, ikke ulig Ghost Recon eller Rainbow Six, og kan ses i aktion herunder.

Escape from Butcher Bay

Tilliden var ikke stor, da det kom frem, at Vin Diesel havde for øje at belemre verden med et spil baseret på hans figur Riddick. Indtil da havde man kun stiftet bekendtskab med figuren i filmen Pitch Black, som ikke ligefrem lagde gaderne øde, men den blev dog et mindre kult-hit. Hr. Diesel slog sig sammen med en flok friske svenske gutter, som mere end opvejede deres manglende erfaring med spandevis af talent.

Frugten af samarbejdet blev det overraskende henrivende The Chronicles of Riddick: Escape from Butcher Bay fra 2004. Spillet er en blanding af tredje- og førstepersons-action, krydret med små mængder RPG-elementer, skyderi, dolkning og gemmeleg. Præsentationen var banebrydende for samtiden, og holder sig ganske fint i dag, særligt i genfortolkningen fra 2009, Assault on Dark Athena.

Nøglepersonerne bag Butcher Bay (på nær Vin Diesel, forstås), stiftede i 2009 studiet MachineGames, som stod bag et af sidste års store glædelige overraskelser, genoplivningen af den aldrende franchise Wolfenstein i form af The New Order. De svenske gutter kan tilsyneladende ikke sætte en fod forkert.

Mick and Mack: Global Gladiators

Når hovedformålet med et spil er at sælge en vare, er det sjældent et godt tegn, og hvis man ellers kan få sine nostalgiske briller vristet af ansigtet, må man nok se i øjnene, at spil som Guldkornsekspressen demonstrerer dette til fulde.

Men hvis reklamedelen bliver skubbet i baggrunden, og hovedfokus bliver på gameplay, kan der faktisk godt opstå helt hæderlige spil på den måde, som det var tilfældet med Global Gladiators til bl.a. Amiga fra 1992. En del af forklaringen på spillets overraskende kvalitet er nok, at fokus i stedet for McDonald's (sponsoren) lå på forurening, og at manden bag spillet var den eminent talentfulde David Perry, som sidenhen viste sin platform-formåen med bl.a. klassikeren Earthworm Jim.

GoldenEye 64

Spiludgaver af film var ikke ligefrem en ubrudt perlerække indtil 90'erne, og ligegyldigt om det var film om E.T. eller James Bond, så var resultatet som regel noget skammeligt bras. Derfor var der heller ikke mange, der holdt vejret, mens de ventede på GoldenEye 64 til Nintendo 64, særligt ikke efter det blev forsinket med et år, og altså udkom længe efter filmen var taget af plakaten.

Piben fik dog en anden lyd, da spillet endelig fik slæbt sig på markedet, for det var intet mindre end en åbenbaring i FPS-form. Aldrig tidligere havde en FPS på konsol vakt så stor begejstring, og det gjaldt både single-player-delen, men i særlig grad multiplayer, hvor op til fire kunne spille på samme TV mod hinanden. Delen kom med i spillet i sidste øjeblik, men var hylende skæg og overraskende robust.

Folkene bag, Rare, fortsatte med at spytte det ene vidunder efter det andet ud til Nintendo 64, herunder Banjo-Kazooie og Conker's Bad Fur Day, men efter at Microsoft købte studiet i 2002, har det været småt med miraklerne.

Batman: Arkham Asylum

Batman, og helte generelt, har haft kummerlige vilkår op igennem spilhistorien. Et af alle tiders værste spil er baseret på Superman (64), og Batman selv har heller ikke væltet sig i digitale udflugter af høj kvalitet. Den gængse gamer væbnede sig derfor med en sund portion skepsis, da Rocksteady Studios, som på daværende tidspunkt kun havde det middelmådige Urban Chaos bag sig, proklamerede, at de da nok lige skulle banke et pivlækkert Batman sammen.

Som sagt, så gjort. Da Batman: Arkham Asylum blev sluppet løs på en måbende befolkning i 2009, indfandt begejstringen sig i en gevaldig fart, da Rocksteady havde gjort det hidtil umulige, nemlig lavet et fremragende Batman-spil. Alt fra grafikken over stemningen til historien og det fængende kampsystem fik rosende ord med på vejen. Spillet startede endda en serie, som blev afsluttet med dette års ligeledes spektakulære Arkham Knight.

About the author

Troels Sejrup Rødkjær

Troels Sejrup Rødkjær

Contributor

Troels har sovet, spist, læst og levet gaming siden hans hænder var store nok til at omklamre et gamepad, og han har aldrig siden givet slip. Han kan fare vild i sin egen lejlighed, men vækker du ham om natten, kan han tegne et ret præcist kort over Hyrule i Ocarina of Time. Han undres til stadighed over at surround sound så sjældent prioriteres i et ordentligt gamer-setup.

Flere artikler af Troels Sejrup Rødkjær

Kommentarer (5)

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading

Relateret indhold

Batman: Arkham Asylum

Flagermusemanden får endelig luft under vingerne.

America's Army: Proving Grounds snart i beta

Det fjerde spil fra USA's hær går snart i sin testfase

Jokeren og Anarky med i Batman Arkham Origins

Nye billeder viser to superskurke i aktion

Nyt Batman Arkham-spil i år

Rocksteady vender tilbage til Batman-universet med et nyt Arkham

Seneste

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

Skyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Annonce