Devil's Third er skræmmende overfladisk, skidt designet og frem for alt håbløst forældet.

Devil's Third kan ikke prale af meget, men det er nok årets særeste udgivelse. Ikke så meget fordi, der er noget særligt spændende eller eksotisk over den bunke forældet skrammel, som Tomonobu Itagakis nyeste actiontitel vitterligt er, men mere fordi man simpelthen ikke ser så kedelige, ensformige og decideret grimme udgivelser længere.

Jeg forsøger stadig at glemme sværmen af dårlige actiontitler, der udgjorde en skræmmende stor procentdel af markedet for Xbox 360-udgivelser tilbage i nullerne, men Devil's Third mindede mig om, hvor langt spilmediet trods alt er kommet det seneste årti. Selvom topniveauet måske ikke er øget drastisk, er der simpelthen et højere bundniveau i branchen i dag, men det bundniveau destruerer Devil's Third eftertrykkeligt.

1

Devil's Third handler om en komplet idiotisk mand, der oplever absurde ting, som burde være så dumme, at de er sjove, men som mest af alt føles sørgerlige. Det er svært at gennemskue om Devil's Third forsøger at være en gigantisk vittighed, eller om udviklerne virkelig har tænkt, at den overtatoverede og altid halvnøgne rocker Ivan bare er den sejeste badass i nyere tid. Jeg kunne fylde hele anmeldelsen ud med brok over Ivans forfærdelige tatoveringer og hans eminent uinspirerede karakterdesign, der præsenterer Ivan som måske den mindst sympatiske antihelt, jeg nogensinde har oplevet.

Ivan er terrorist og derfor indespæret på Guantanamo Bay. Her har Ivan en herlig celle fyldt med whisky, en kingsize seng og selvfølgelig et komplet trommesæt, så Ivan kan udleve sin trang til at spille dødsmetal. Af en eller anden grund arbejder Ivan også for regeringen, så da alle satelitter i verden destrueres, og tredje verdenskrig mere eller mindre bryder løs, er det naturligvis nærliggende at sende en kendt terrorist i kamp mod… andre terrorister. Kort fortalt er historien i Devil's Third elendig, og værst af alt er den ikke engang underholdende på en fjollet måde.

Ivan er terrorist og derfor indespæret på Guantanamo Bay. Her har Ivan en herlig celle fyldt med whisky, en kingsize seng og selvfølgelig et komplet trommesæt, så Ivan kan udleve sin trang til at spille dødsmetal.

2

Lad os derfor ikke dvæle mere ved den irriterende fortælling, der udelukkende eksisterer for at sætte rammerne for, at Ivan kan tæske, skyde og på anden vis lemlæste et utal af soldater. Det mest unikke ved Devil's Third er helt klart, at spillet skifter mellem tredjeperson og førsteperson ved et tryk på controllerens trigger.

Dermed kan Devil's Third, med lidt god vilje, beskrives som en blanding af Call of Duty og Ninja Gaiden. Nu tænker den kyndige spilekspert måske, at et actionspil i stil med Ninja Gaiden, udviklet af selveste manden bag Ninja Gaiden, kun kan ende som en stor succes, men så tager den kyndige spilekspert eftertrykkeligt fejl. Der er mildest talt meget langt mellem Ninja Gaidens præcise kontrol og visuelle flair til Devil's Thirds brune pærevælling og horrible styring.

Først og fremmest er verdenen i Devil's Third utrolig skrabet, så der er ingen taktik forbundet med de mange kampe. Man skal ikke placere sig særligt i rummene, og man kan ikke udnytte banedesignet. I stedet skal man bare tæske løs på horder af fjender for så en sjælden gang at skyde dem i stedet. Det bliver meget hurtigt meget trivielt, og sammenlignet med Ninja Gaiden er kampsystemet i Devil's Third skræmmende overfladisk. Det største problem med kampsystemet er dog, at det stort set er umuligt at blive god til. Man kan blokere, men fjenderne er vanskelige at læse, og popper ofte lynhurtigt ind foran spilleren.

Det største problem med kampsystemet er dog, at det stort set er umuligt at blive god til.

3

Velfungerende kampspil tillader spilleren at lære modstandernes bevægelsesmønstre, så man langsomt bliver dygtigere til at vælge de korrekte angrebs- og forsvarstaktikker. Derfor er Devil's Third også et ganske frustrerende bekendtskab, særligt fordi Ivan ikke kan modstå ret megen skade. Da kampsystemet ikke lader spilleren blive kontinuerligt bedre til spillet, ender man i stedet ofte ender med at trykke blindt på angrebsknapperne.

Devil's Third føles mest af alt som et kaos af tilfældige fjender, der farer rundt i triste og visuelt hæslige omgivelser. Fjenderne er simpelthen ikke sjove at kæmpe mod, og det hjælper bestemt ikke på det, at de enkelte våben er kedelige og generiske.

Selve skydedelen, hvor man ser spillet fra førstepersonsperspektivet, fungerer langt fra optimalt. Det er muligt at gå i dækning, men fjenderne synes at kunne skyde igennem deres dækning og samtidig ramme Ivan mens han egentlig burde være beskyttet. Devil's Third er som sådan ikke et voldsomt vanskeligt spil, men det er spillets mange dårlige designbeslutninger, frem for en veldesignet høj sværhedsgrad, der gør spiloplevelsen frustrerende.

4

Det stod hurtigt klart for mig, at Devil's Third var et overraskende dårligt spil. Alligevel klamrede jeg mig undervejs til et håb om, at Devil's Third ville udvikle sig til en underholdende og eksotisk katastrofe. Et af den slags særligt dårlige spil, der alligevel har en vis charme. Det er bare ikke tilfældet.

Devil's Third er frem for alt kedeligt og selvom det er marginalt underholdende at se et så ubehjælpeligt produkt som Devil's Third udgivet i 2015, er det absolut også det mest positive, man kan sige om spillet.

Devil's Third blev anmeldt på Wii U. Spillet er ude nu.

About the author

Johannes Wørts

Johannes Wørts

Contributor

Johannes sprang let og elegant ungdommen over, for i stedet at blive en gammel og sur mand. Få ting kan dog bringe en smule glæde til hans kolde hjerte, især nørdede rollespil fra PC’ens guldalder i 90’erne, japansk gøgl og omfattende doser fodbold. Når han ikke klikker på dværge, svælger i japansk melodrama og forsøger at føre Aston Villa til europæiske triumfer, overvejer Johannes ofte livets helt store spørgsmål - er Wind Waker eller Morrowind tidernes bedste spil?

Flere artikler af Johannes Wørts

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Seneste

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Annonce