Alene målt på mængden af skrig og skrål tegner Supermassives teenagegyser Until Dawn til at blive en af årets mest højtråbende udgivelser. Men også det faktum, at det er PlayStation 4-eksklusivt og markedsført herefter med kæmpe en stor reklamekampagne kommer til at sætte Until Dawn på sensommer-plakaten, når det udkommer den 26. august.

Og det er i grunden interessant, for Until Dawn har været under udvikling i efterhånden mange år uden at gøre synderligt væsen af sig. Faktisk kan det dateres helt tilbage til PlayStation 3-dagene, men manglende regnekraft og diverse konverteringsopgaver ved siden af bevirkede, at Supermassive måtte rykke Until Dawn til PlayStation 4.

1

Så meget desto bedre for Until Dawn er skræmmende flot på PlayStation 4, da jeg prøver en tidlig udgave hos Nordisk Film i hjertet af København. Det er godt nok åbenlyst, at de endnu har meget optimering at lave, da spillet hakker en del, men det øvrige grafiske niveau er tårnhøjt, som i sammenligneligt med Killzone: Shadowfall og The Order: 1886.

Men det er ikke kun god grafik, der imponerer mig, som jeg sidder der i mørket og spiller mig vej igennem åbningssekvensen. Until Dawn rammer fuldstændig plet i skildringen af en teenage slasher med elementer fra filmklassikere så som Scream og senest Cabin in the Woods.

Det fortæller historien om en flok teenagere, der vælger at bruge en weekend i en afsidesliggende hytte på toppen af et øde bjerg, vel vidende at to unge forsvandt under mystiske omstændigheder fra selvsamme hytte året forinden.

Until Dawn rammer fuldstændig plet i skildringen af en teenage slasher med elementer fra filmklassikere så som Scream og senest Cabin in the Woods.

Som spillere bliver vi kastet hovedkulds ind i fortællingen og skal på skift tage beslutninger for vennegruppens forskellige medlemmer. Det krydsklipper hele tiden mellem hovedpersonerne, hvilket er interessant fra et narrativt synspunkt, da man som spiller sidder med mere yderligere information, hver gang et valg skal træffes, men omvendt aldrig får hele historien at vide.

Det er med andre ord en fortælling fyldt med spændingshuller, som man kan gå og gruble over, og det er dejligt forfriskende i en branche, der ellers har det med at udpensle deres, ofte banale, historier alt for meget.

Spilmekanisk læner Until Dawn sig tæt op ad David Cages spil, Heavy Rain og deslige. Det betyder, at den største mængde gameplay består i at bestemme, hvordan de enkelte personer skal reagere til de handlinger, der udspiller sig. Skal Sam undersøge skriget fra det tilstødende lokale alene, hente hjælp eller forholde sig passiv? Skal Mike fortie, at han har set Sam kysse med Josh, selvom han godt ved, at Sam dater Matt, eller råbe op til alt og alle om deres kissemissen?

2

Until Dawn er spækket med den slags valg, og som alle historiespil vil det gerne give illusionen om, at spillet former sig efter spillerens handlinger. Hvor meget, der reelt set ændrer sig, er svært at vurdere ud fra min tid med spillet, men Sony fortæller selv, at det er designet til gentagne gennemspilninger.

Lad mig ærligt indrømme, at jeg inden mødet i mørket med Until Dawn ikke forventede mig det store, men alene en time i dets selskab gjorde mig noget mere positivt stemt. Det er uhyggeligt, spændende fortalt og hamrende flot, så meget kunne jeg konstatere.

Om historien holder vand, og gameplayet er tilstrækkeligt inddragende, er endnu for tidligt at sige, men lur mig, om ikke Until Dawn kommer til at lave mere larm på årets bedste-listerne, end jeg umiddelbart havde turde spå om.

Until Dawn udkommer eksklusivt til PlayStation 4 den 26. august.

About the author

Mark Elsberg

Mark Elsberg

Redaktør

Mark er vores inkarnerede Nintendo-mand. Nintendo Boy, driller vi ham med. Men det falder altid lidt i baggrunden, når han giver igen med sit teknologiske vokabularium og øser ud af sin viden om, hvad der egentlig er inde i Mario eller næste generations konsoller. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.