Batman er på mange måder den oplagte hovedrolleindehaver til et computerspil. Foruden en horde af ærkefjender, den ene mere ivrig efter at tage livet af ham end den anden, er Batman en superhelt, der overvinder sine fjender ved snilde og list snarere end rå muskelstyrke, selvom den potente kevlar-rustning indrømmet gør ham overmenneskelig sammenlignet med den gennemsnitlige politibetjent.

Pointen er, at Batman, i modsætning til mange andre superhelte, må bruge sin kløgt, samt arsenalet af finurlige gadgets og potente fartøjer, hvis han skal overvinde Gothams slyngler, og hvis ikke det er oplagt spilmateriale, ved jeg ikke, hvad er.

Alligevel tog det en del år for en spiludvikler af oversætte Batman fra tegneserie og film til vellykket computerspil. De spæde forsøg fra ZX Spectrum- og Commodore 64-dagene, omend sjove, fik aldrig rigtig skildret Batmans adrætte bevægemønstre, mens halvfemserne og nullernes Batman-spil var mestendels forglemmelige.

1

I 2010 kom britiske Rocksteady så på banen og med Batman: Arkham Asylum lykkedes det dem at blive de første til at gengive følelsen af at være Batman. Her bevægede han sig med kirurgisk præcision og havde hele sin palette af gadgets at trække på i kampen mod Jokeren, Fugleskræmslet og alle de andre velkendte Batman-superskurke.

Rocksteady står også bag aktuelle Batman: Arkham Knight, der er det tredje og, indtil videre, sidste planlagte spil i Arkham-serien. Arkham Knight er et spil med mange hundrede millioner i ryggen, og det mærker man straks. Det er teknisk kompetent, umådeligt flot og skildrer Gotham City med så høj en detaljegrad, at man skulle tro det var løftet direkte ud af Christopher Nolans skelsættende Batman-film.

Vigtigst af alt er Arkham Knight til dato spillet, der bedst skildrer det at være Batman. Gotham City fungerer fremragende som en åben verden, der kan udforskes i eget tempo. Det står spilleren frit for at følge den overordnede fortælling om Batmans mystiske dobbeltgænger Arkham Knight, der truer med at overtage Gotham City, eller tosse rundt i Gothams gader og stræder for at løse mindre opgaver, eksempelvis befri Catwoman fra Gækkerens Storm P.-anordning af et fængsel.

Gotham City fungerer fremragende som en åben verden, der kan udforskes i eget tempo.

2

Arkham Knight er spækket med indhold, og selvom det til tider bliver en anelse ensformigt, slipper man ikke spillet med det første.

Det er nemlig grundlæggende godt spil-håndværk, når Batman sniger sig rundt på tage og i ventilationsskakte for at overrumple fjenden, nøjsomt monterer plastisk sprængstof og hacker små dronefly for at maskere sit overraskelsesangreb.

Og så er svært ikke at trække på smilebåndet, når eksempelvis en fjende går i panik over at opdage sine nedkæmpede kammerater og manisk begynder at skyde omkring sig uden at have opdaget, at man har sat sig på en gargoyle oven over dem og kun venter på den mindste åbning for at klynge dem op i selvsamme. Ja, når Arkham Knight først åbner op og viser sig som en legeplads for Batman og spilleren, er det et fortræffeligt spil.

Anderledes kluntede er til gengæld de sekvenser, hvor Batman skal i nævekamp med mange fjender på én gang. Rocksteady vil gerne gøre det til en ballet, hvor Batman på elegant vis danser rundt mellem fjenderne alt imens han uddeler bøllebank, men et kluntet kamera og en stædig insisteren på fjender, der pludselig overrasker en uden for billedet, gør, at de hurtigt bliver frustrerende.

Når Arkham Knight først åbner op og viser sig som en legeplads for Batman og spilleren, er det et fortræffeligt spil.

3

Derudover har spillet en kedelig tendens til kunstigt at gøre fjenderne stærkere, så jo længere hen i spillet, du kommer, jo flere slag kræver selvsamme fjender, du mødte tidligere, og det selvom man løbende har udrustet Batman med stadig mere hårdtslående udstyr. Det giver ikke just en følelse af progression, tværtimod.

Kluntet er også Batmobilen, der i Arkham Knight ellers har fået en hoverolle på niveau med Batman selv. Spillet er et konstant parløb mellem Batman og Batmobilen, der må samarbejde for både at overvinde fjender og passere svært fremkommeligt terræn. Grundlæggende set fungerer samspillet, det er tilfredsstillende at race gennem Gothams gader som var det fremtidens Formel-1, og at se fjendtlige tanks flået til småstykker ved mødet med bilens tunge artilleri, bliver aldrig gammelt.

Problemet er bare, at spillet ønsker den bil til hver en lejlighed. Det ene øjeblik skal den kravle op ad en bygning, som var det et Super Mario-spil, hvor man hopper fra platform til platform, det næste øjeblik skal den som mange tons tung tank snige sig rundt i små gyder for at overraske de endnu større fjendtlige tanks, der patruljerer gaderne.

4

Det virker overgjort, og når fysikken på bilen samtidig er lidt gummiagtig og ikke helt til at regne med, hænder det, at den får et par bandeord fra sofaen med på vejen. Hvem fandt dog også på, at Gækkeren skulle begynde at bygge væddeløbsbaner med indlagte gåder? De er et studium i frustration.

Det bliver altså lige ved og næsten for Batman: Arkham Knight, der på mange måder er det bedste, mest ambitiøse Batman-spil nogensinde produceret, men alligevel kommer til kort på ikke altid vellykket spilmekanik. Især det faktum, at Rocksteady forsøger at tvinge Batmobilen langt ned i halsen på spilleren og mere til, er et fejltrin af de slemme.

Til gengæld er der intet oven over eller ved siden af Arkham Knight, når det kommer til at gengive følelsen af at være Batman, og i den forstand er Rockstars spil en mangeårig drengedrøm gået i opfyldelse.

Batman: Arkham Knight blev anmeldt på PlayStation 4. Spillet er ude nu.

About the author

Mark Elsberg

Mark Elsberg

Redaktør

Mark er vores inkarnerede Nintendo-mand. Nintendo Boy, driller vi ham med. Men det falder altid lidt i baggrunden, når han giver igen med sit teknologiske vokabularium og øser ud af sin viden om, hvad der egentlig er inde i Mario eller næste generations konsoller. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.

Flere artikler af Mark Elsberg