Splatoon - Anmeldelse

Splatastisk farveorgie med teenage-blæksprutter i hovedrollerne

Splatoon er en ikke helt så unik oplevelse som den farvestrålende indpakning og det fantastiske koncept ellers antyder

Nintendo har aldrig været interesseret i at følge i andres fodspor. Oftest går de deres egne veje, eller også går de slet ingen steder, så Splatoon er i den forstand lidt specielt på mere end én måde. Shooter-genren har utvivlsomt været den største og mest populære spilgenre i en del år efterhånden, men den ser også ud til at have mistet lidt damp her på det sidste. Og det er så nu, at Nintendo vælger at satse på deres version af en shooter. Bedre sent end aldrig. Men det skal retfærdigvis siges, at Splatoon er noget mere end en shooter i Nintendo-farver.

Konceptet er til gengæld ret enkelt. Du er bogstavelig talt en blæksprutte og dit job er at sprede så meget blæk som muligt. Egentlig løber du det meste af tiden rundt på to ben i menneskeform, og skal bruge forskellige våben, vandpistoler med blæk i faktisk, til at skyde med blæk og skyde på modstanderne. Blæksprutteformen har et par forskellige egenskaber og brugsscenarier. For det første ligger den flat på jorden, faktisk synker den helt ned i din egen farve blæk - modstandernes farve er dødbringende - og dermed kan man gemme sig i det blæk man har spredt ud. For det andet så bevæger man sig meget hurtigere, når man svømmer i blæk, end når man går, og dermed hopper man også længere. For det tredie er det nedsunket i blæk, at man lader sit våben op med blæk igen. Det giver en sjov dynamik, hvor man automatisk er i semiskjul (man kan stadig blive ramt), når våbenet skal lades, og man kan også relativt uset tilbagelægge store strækninger uden konkret at skulle finde skjulesteder.

rig
Farverigt kaos med kun otte spillere

Man kan selvfølgelig male henover de steder det andet hold har blækket til

Som nævnt er din opgave at sprede så meget blæk som muligt. At skyde modstanderne giver ingen point, men de er dog sat ud af spillet indtil de respawner, det er udelukkende mængden af blæk på jorden, der afgør vinderen. Man kan selvfølgelig male henover de steder det andet hold har blækket til og på den måde opstår der en dynamik meget som i andre shootere, hvor det gælder om at indtage og holde forskellige positioner. I Splatoon er det bare hele banen, der er objektivet. Hvis dit hold vinder, får du selvfølgelig bonuspoint. De point du får, tæller imod dit samlede level.

Her ved launch er der kun fem forskellige baner i multiplayer, men det er planlagt, at der skal komme flere med tiden. Ovenikøbet er banerne i rotation, så man kan kun spille to forskellige ad gangen. Det bliver bestemt 100% af spillet, men skifter til gengæld hver fjerde time. Det er en sjov tilgang, som helt klart går stik imod den traditionelle fremgangsmåde på PC, men omvendt bliver man også meget hurtigere bekendt med den enkelte bane. Et absolut plus i multiplayer shootere.

inkroller
Gå en tur med den store malerrulle, dødbringende i nærkamp

Våbenvalget er også temmelig begrænset. Groft sagt er der kun tre forskellige våben. En sniper, en stor malerrulle og så en maskinpistol. Den første kommer i et par forskellige versioner, mens den sidste kommer i en del forskellige typer, hvor skade, hastighed, mængde af blæk osv. varieres. Men den egentlige variation kommer i de våbensæt, som man låser op for, efterhånden som man stiger i levels. Udover hovedvåbenet er der et sekundært våben, som oftest er en slags granat, bombe eller missil. I ordenes bredeste forstand. Og endelig er der et speciel våben, som kun kan affyres, når man har optjent nok energi ved at blække jorden til. Egentlig meget lig andre shootere, hvor det at skyde mange modstandere, uden at dø selv, også kan udløse en bonus. Her er det så bare igen det primære fokus, at dække jorden med blæk, der tæller. Speciel våbnene er super kraftige og kan være f.eks en bazooka, der skyder en blæktornado eller en sonisk blækkanon, der hedder "Killer Wail". Spillet er i øvrigt fuld af den slags sjove ordspil.

singleplayer
De utroligt skræmmende fjender i singleplayer-kampagnen

Der er ingen tvivl om at denne multiplayer-del er hovedmåltidet i Splatoon, men Nintendo viser igen deres ekstreme niveau af kreativitet i singleplayer-delen. Hvor langt de fleste multiplayer-spil har en singleplayer-del, eller omvendt, der føles lidt påklistret, ligegyldig eller unødvendig, så har Nintendo formået at tage konceptet i Splatoon og lave et helt unikt spil. Man er stadig en blæksprutte-menneske-hybrid, og man skal hovedsageligt også bare skyde blæk på jorden og på fjenderne. Men hvor bevægelsen i sig selv er mere sekundært i multiplayer-kampene, ikke mindst på grund af banernes design, så er det i fokus i singleplayer. Det giver en oplevelse, som er langt mere som et platformsspil, hvor det at navigere terrænet, ved at skyde blæk på alle tænkelige overflader, er den primære opgave. Det er lidt som et kryds mellem Super Mario Sunshine og Super Mario Galaxy, uden at der i øvrigt er nogle spor af The Mushroom Kingdom eller andre af Nintendos universer. Der er også fjender at skyde på, men de er oftest udstyret med en ultra simpel AI, også noget der leder tankerne hen på et platformsspil frem en shooter. Det virker som et ultra smart valg. Multiplayer-spil har ofte en gevaldig akilleshæl offline, fordi det simpelthen er vanvittig svært, at programmere en AI, der minder om det at spille mod rigtige mennesker.

plaza
Det gælder om at se cool ud. Altid

Spil kæmper ofte med at ramme en grænse mellem cool og kvalmende, men Splatoons univers af blækskydende centerrotter er super charmerende

Spillets menu er et lille indkøbscenter, hvor man kan gå i butikker og kigge på gear. Udover våbnene er der sko, trøjer og hovedbeklædninger i et væld af designs. Hver beklædningsgenstand har også egenskaber, der kan hjælpe dig i kamp. Det kan være begrænset skade eller effektiv brug af blæk osv. Men man kan også bare hænge ud med de andre seje. Torvet er befolket af andre spilleres avatarer, og ser man noget fedt udstyr, kan man bestille det til sin egen figur. Spil kæmper ofte med at ramme en grænse mellem cool og kvalmende, men Splatoons univers af blækskydende centerrotter er super charmerende. Man har virkelig lyst til at være en farverig sprutling i kæmpe hovedtelefoner og posebukser, der drøner rundt til tonerne af den nyeste j-pop.

Når alt det er sagt, så er jeg alligevel ikke voldsomt imponeret over Splatoon. Nintendo er ikke særligt gode til at lave en platform til spil over nettet og man oplever ofte fejl. Det er mig en gåde hvorfor man ikke kan skifte våben, mens man venter på at der kommer syv andre spillere. Der er dog et ret genialt et lille blæksprutte-minispil, som man kan fordrive tiden med.

shop
Køb et par nye sneakers af en rå reje

Der er gjort vildt meget ud af at man kan lave sig en ultra cool avatar, og det er fedt at udstyret faktisk også har relevante egenskaber. Men i bund og grund ville jeg nok hellere have haft nogle flere baner, nogle flere våben og nogle flere spiltyper. Man har lynhurtigt fornemmelsen af, at man har set det hele. Det er noget skuffende at låse op for en ny pistol, kun for at opdage, at det bare er en anden type kombination af de tre våbentyper, som man allerede kender.

Men mest af alt så er grundoplevelsen i Splatoon egentlig ikke så unik, som den umiddelbart lyder til. Det er stadig mest af alt en online shooter i tredie person. Banerne er relativt små og det er ikke for alvor muligt at holde sig helt ude af kamp, hvis man skulle have lyst til det. Jeg savner noget ala et våbensæt, der kun kan bruges til at sprede blæk men ikke skyde fjender. Til gengæld kan man så blive usynlig for eksempel. Oplevelsen og følelsen af at spille Splatoon er langt hen ad vejen den samme, som i andre spil i samme genre. Det minder f.eks meget om Plants vs Zombies: Garden Warfare, både fordi det er i tredie person og tonen er uhøjtidelig, men også fordi våbnene er relativt upræcise sammenlignet med de virkelig hardcore shootere. At svømme rundt i blæk, leder også tankerne hen på, måden man bevæger sig på i Gears of War. Så i bund og grund er spørgsmålet, om Splatoons univers og indpakningen er den forskel, der kan retfærdiggøre den relativt lille mængde af reelt indhold.

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (2)

About the author

Janus Hasseriis

Janus Hasseriis

Skribent

Janus kan uden tøven sige til dit ansigt, at han godt kan lide at spille Pokémon. Det er der ikke mange granvoksne mænd der kan. Men der er meget mere i gemmerne hos denne digitale eventyrer og redaktionens eneste oprigtige fan af Halo. Kan i øvrigt se gennem vægge tyndere end 20 cm. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading