Selvom sidste års Dark Souls II blev modtaget til stående applaus, var det som om, noget var galt. Gløden, der havde brændt så klart under både Demon's Souls og Dark Souls, var svagere end nogensinde før, og selvom Dark Souls II blev det hidtil bedst sælgende spil i serien, stod det hurtigt klart, at det ikke ville indtage klassikerstatus som sine to forgængere.

Dark Souls II var selvfølgelig den første deciderede fortsættelse i Souls-universet, hvilket meget vel kan forklare, hvorfor nogen sad tilbage med en smag af skuffelse i munden. Serien har på rekordtid scoret anerkendelse, har sågar banet vej for en selvstændig genre, og vi kan ikke få nok. Eller hvad? Det andet Dark Souls-spil var ganske familiært, og selvom det ubarmhjertige David mod Goliat-gameplay til stadighed er uhyre fængende, er der grænser for, hvor meget vi kan spille, før nok er nok.

1

Det ved Dark Souls-opfinder og From Software-præsident Hidetaka Miyazaki udmærket, og derfor arbejdede han sideløbende med Dark Souls II på et helt andet Souls-projekt, Bloodborne.

Bloodborne er Miyazakis første spil siden Dark Souls og i virkeligheden den egentlige opfølger til en af nyere tids største spilsucceser. Vi fik i onsdags lov til at prøvespille den første time af spillet, der udkommer senere på måneden eksklusivt til Sony PlayStation 4, og selvom det umiskendeligt lugter af Souls, har Bloodborne mere og andet at byde på.

Det første, man bemærker sig, er et noget hurtigere gameplay end de hidtidige Souls-spil. Uden et skjold er der ringe mulighed for at forsvare sig til sejr, hvorfor spillet tvinger en ud i en offensiv spillestil af angreb og undvigemanøvrer, som vi kender dem fra populære hack-and-slash-spil så som Devil May Cry eller God of War. At dømme efter den første time er der i gennemsnit flere fjender at bekæmpe, men tilsvarende mere potente våben gør det til en smal sag at hugge sig igennem en hel gruppe ned af gangen.

Det første, man bemærker sig, er et noget hurtigere gameplay end de hidtidige Souls-spil. Uden et skjold er der ringe mulighed for at forsvare sig til sejr, hvorfor spillet tvinger en ud i en offensiv spillestil af angreb og undvigemanøvrer.

2

Mens højre hånd er dedikeret det primære slagvåben, alt fra sværd til økser og kæder, bærer man i venstre hånd en pistol, der kan bruges til at paralysere fjender midlertidigt. Pistolerne er ikke særligt skadelige og skal snarere ses som et værktøj til at komme tæt på eller genere fjenderne under kamp.

Bloodborne stiller yderligere krav til ens finmotoriske snilde, men mestrer man først det hektiske, bølgende gameplay er det umådeligt tilfredsstillende at træde sejrrigt ud af en kamp. De store bosser, der kendetegner Souls-spillene, vender selvfølgelig også tilbage i Bloodborne, men akkurat som det øvrige gameplay virker de hurtigere og mere smidige end før. Resultatet er måske ikke nødvendigvis et sværere spil, men et spil, der flyder hurtigere, og som umiddelbart kræver rigtig gode reflekser at komme igennem.

Strukturelt set er Bloodborne dog mere en tilbagevenden til Demon's Souls; den labyrintine, sammenvævede verden fra Dark Souls erstattet af en central.

3

Ser man bort for kampsystemet, fungerer Bloodborne mere eller mindre som Dark Souls. Der er bål, i det her tilfælde lamper, der skal tændes for at gemme ens fremdrift, og sjæle, her blod, bruges til at stige i niveau. Falder man i kamp, mister man al sit blod, men det kan genvindes ved at kæmpe sig frem til sit lig, eller slå den person ihjel, der har stjålet det.

Strukturelt set er Bloodborne dog mere en tilbagevenden til Demon's Souls; den labyrintine, sammenvævede verden fra Dark Souls erstattet af en central, hvorfra man tilgår spillets mange adskilte baner, og hele tiden vender tilbage for at interagere med forskellige personer.

Om det er godt eller skidt nyt, vil helt sikker afhænge af, hvem man spørger, men summa summarum er, at Bloodborne føles mere som et Demon's Souls II end et Dark Souls III.

4

Helt sit eget er spillets univers; et gotisk-victoriansk London kaldet Yharnam farvet i mørke-røde-orange nuancer og fyldt til bristepunktet med gespenster, det ene mere grufuldt end det næste. From Software mestrer depressive stemningsbilleder, omend Bloodborne virker til at være mere horror end melankoli. Vanen tro bruges stilhed til at angive mystik, og kun når en kæmpemæssig boss tordner ned fra himlen, gør soundtracket væsen af sig.

Selvom vi kun havde en time i Bloodborne selskab var det mere end rigeligt til at konkludere, at Hidetaka Miyazaki og From Software har et hit på hænderne. Bloodborne føles som et Souls-spil, fængende og djævelsk svært, men kommer også med nyt blod til en serie, hvis seneste kapitel trådte lige lovligt meget i genkendelighedens fodspor.

Bloodborne udkommer den 25. marts til PlayStation 4.

About the author

Mark Elsberg

Mark Elsberg

Redaktør

Mark er vores inkarnerede Nintendo-mand. Nintendo Boy, driller vi ham med. Men det falder altid lidt i baggrunden, når han giver igen med sit teknologiske vokabularium og øser ud af sin viden om, hvad der egentlig er inde i Mario eller næste generations konsoller. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.