Platformsgenren er ikke den allermest populære genre i gaming i disse tider, og da særligt ikke når man kun har sølle 2 dimensioner at rutte med, som det er tilfældet i Ori and the Blind Forest. Der er kommet nogle endda rigtigt gode eksempler på genren i de senere år, heriblandt de nyeste Rayman-titler, men det er sjældent, at de bliver mødt med de helt hidsige salgstal. Ubisoft var således også afmålt i sin begejstring over salget af Rayman Legends, på trods af, at en næsten samlet anmelderskare var ved at falde ud af stolen af bar glæde over spillet.

Vælger man så endda at snævre målgruppen yderligere ind ved at vælge under-genren Metroidvania, som Moon Studios her har gjort, bliver der endnu længere mellem succeserne.

Metroidvania dækker over 2D-platformere, som ikke er lineære, og altså ikke opdelt i baner, som gennemføres i rækkefølge. Spilleren præsenteres i stedet for en åben verden, som kan udforskes efter ønske, men med store dele af verdenskortet utilgængeligt, indtil en given evne eller genstand er skaffet. Skole-eksempler inkluderer Super Metroid og Castlevania-titlerne på Gameboy Advance, samt Guacamelee fra 2013.

Der skal ikke herske nogen for tvivl om, at Ori and the Blind Forest fortjener at blive en dundrende succes, og man kan kun håbe, at det giver anledning til at få produceret nogle flere habile eksempler på genren

1

Der skal ikke herske nogen for tvivl om, at Ori and the Blind Forest fortjener at blive en dundrende succes, og man kan kun håbe, at det giver anledning til at få produceret nogle flere habile eksempler på genren.

Allerede fra startskærmen er det klart, at Moon Studios er befolket af nogle i særklasse talentfulde mennesker. Det visuelle indtryk emmer af tårnhøj kvalitet, og musikken er iørefaldende og stemningsskabende, uden at stjæle fokus. Spillet indledes af en interaktiv introsekvens af kortere varighed, som sætter stemningen perfekt. Tankerne ledes hen på starten af Pixar-filmen Up, hvor granvoksne mænd i biffen pludselig havde fået noget i øjet, og den melankolske stemning trækkes med over i selve spillet.

Der er ikke stort fokus på historiefortælling, men det der er til stede, er af høj kvalitet. Fokus ligger derimod på gameplayet, og her er det lige så talentfulde folk, der har været på arbejde. Styringen er stram og intuitiv, og man ved, at når noget går galt, er det kun ens egen skyld. Spillet er udfordrende, sine steder i voldsom grad, men der er altid lys for enden af tunnelen, og det føles aldrig urimeligt eller uoverskueligt. Der dæmmes også lidt op for sværhedsgraden via det innovative gemme-system, som er en lille genistreg.

Man har på sædvanlig vis en række hit points, eller slag man kan tåle, inden man dør, og sendes tilbage til sidste sted, hvor man gemte sit spil. På samme tid har man en række Energy-points. Begge dele vokser i antal, i takt med spillets gang. Det særlige ved Energy points er, at de kan bruges på et særligt kraftfuldt angreb, eller at skabe et save point. Man styrer altså helt selv, hvor man kan gemme, og starter fra i tilfælde af virtuelle dødsfald, så længe man husker at gemme den fornødne energy. Spillet er dog ikke specielt nærig med at fylde op når de er brugt, så i praksis behøver der ikke være længe mellem save points. Det giver til gengæld anledning til stygge bandeord og svært tilredte controllere/TV/lokaler, hvis man sættes en halv time bagud grundet manglende save-diciplin, men det står udelukkende for egen regning.

2

Der er ikke stort fokus på historiefortælling, men det der er til stede, er af høj kvalitet. Fokus ligger derimod på gameplayet, og her er det lige så talentfulde folk, der har været på arbejde.

Ori and the Blind Forest holder sig i øvrigt i ret høj grad inden for de retningslinjer, som Metroidvania-genren foreskriver. Det er i vid udstrækning de gammelkendte troper der hentes frem, såsom dobbelt-hop, væghop, etc., og disse evner deles ud i løbet af spillet, eller købes ved de førnævnte selvskabte save points. Hver gang man gør det af med en fjende, får man en håndfuld points, og når man har samlet nok, kan de indløses til forbedrede eller nye evner. De rangerer fra mere energi-optag pr opsamling, over stærkere angreb, til tredobbelt hop, og meget derimellem. Opgraderingen foregår i et fornuftigt tempo, så man ikke når at kede sig, og heller ikke overvældes af nye ting man skal være i stand til. Det er ikke første gang, man støder på et sådant system, men det er så behændigt skruet sammen, at man som spiller ikke savner den store revolution.

3

Kampsystemet giver mening, uden at tilbyde den store dybde, og består fortrinsvis i at hamre på X når der er fjender i nærheden, og undgå selv at blive ramt. Der er selvfølgelig lidt mere i det, og man støder på rigeligt med modstand, men man behøver ikke at bekymre sig om at sigte eller skifte våben i kampens hede, hvilket holder fokus på platforming fremfor kamp.

Spillets længde er substantiel, uden at være for meget. Det er slut før man bliver træt af det, men inden da har man også tilbragt mellem 8-10 timer i den blinde skov. Alt afhængigt af evner, forstås, for det er som sagt ikke nogen dans på roser, men var man god til Rayman, vil man klare sig fint her. Der er godt nok en achievement for at gennemføre på under 3 timer, men det kommer man altså ikke sovende til, og det er bestemt hverken første eller anden gang man spiller, at man på den achievement på profilen.

4

Ori and the Blind Forest er et veludført Metroidvania, og er absolut investeringen værd i både tid og penge. Det er ikke voldsomt nyskabende, men det er imponerende smukt, og man underholdes i den grad igennem spillets ikke uanseelige levetid.

Ori and the Blind Forest blev anmeldt på Xbox One. Spillet er ude nu.

About the author

Troels Sejrup Rødkjær

Troels Sejrup Rødkjær

Contributor

Troels har sovet, spist, læst og levet gaming siden hans hænder var store nok til at omklamre et gamepad, og han har aldrig siden givet slip. Han kan fare vild i sin egen lejlighed, men vækker du ham om natten, kan han tegne et ret præcist kort over Hyrule i Ocarina of Time. Han undres til stadighed over at surround sound så sjældent prioriteres i et ordentligt gamer-setup.

Flere artikler af Troels Sejrup Rødkjær