Et smukt fightingspil, der godt kunne undvære sin overseksualiserede indpakning og tekniske problemer.

Man kan sige meget om Dead or Alive 5: Last Round, men kønt er det ikke. Rent teknisk er der tale om en konvertering af et spil til den tidligere konsolgeneration, hvor der ikke er blevet foretaget meget andet end at øge opløsningen, men vi kan jo heller ikke komme uden om elefanten i rummet.

Dead or Alive er fyldt med damer, hvis ekstreme letpåklædthed kun gøres endnu mere påfaldende af deres afsindige fortrin, der i seriens tvivlsomme ånd trodser alle fysikkens love. Det er smålummert, og det er det med fuldt overlæg. Da seriens berygtede skaber, den selvudnævnte rockstar-udvikler Tomonobu Itagaki, forlod Tecmo for nogle år siden, blev der ellers meldt ud, at serien ville gå over til mere realistiske og troværdige kvindefigurer, men det er værre end nogensinde nu, især på grund af en overflod af ekstrakostumer, der rangerer fra fjollede "sexede" julemands- og kaninkostumer til bikinier, der får sytråde til at ligne fortøjningsreb til containerskibe.

Faktisk er det så galt, at de officielle turneringsregler ovre hos spillets primære fansite, FreeStepDodge, har bandlyst de overseksualiserede kostumer. Selv de største fans har tilsyneladende fået for meget, og hvis du ser på billederne i denne artikel burde det være mere end tydeligt hvorfor.

Dead or Alive 5 gør også mange ting rigtigt for nybegyndere i form af en meget omfattende træningsdel.

1
Honoka efterlader ingen tvivl om Tecmos intentioner.

DLC-overfloden er også i en liga for sig, og spillet er udgivet med et virvar af forskellige pakker, hvor det er muligt at købe individuelle figurer, pakker med figurer, individuelle kostumer, pakker med kostumer eller en Ultimate-version, der indeholder alt (tror vi nok) til en pris på 669 kr.

Grundversionen af spillet står dog i 299 kr., og her får du samtlige figurer og et solidt udvalg af kostumer, og det må siges at være nogenlunde rimeligt, hvis man ikke har været den lettere rødmende ejer af spillet tidligere. Er man i tvivl, om spillet er noget værd, kan man give sig i lag med Core Fighters, som er en meget begrænset demo af spillet med et par figurer. Det er en kaotisk måde at udgive et relativt simpelt spil på, og det hjalp heller ikke, at Sony og Tecmo tilsyneladende ikke kunne finde ud af at uploade den fulde version af spillet til PlayStation Store.

Pakken med den nye figur Honoka var desuden prissat 5 gange for højt, mens Xbox One-ejere rapporterede om crashes og problemer med at få arkadesticks fra MadCatz til at virke i spillet. I det mindste kører det med solide 60 fps, men det kunne åbenbart ikke lade sig gøre at få figurernes vinderposeringer til at køre i samme framerate, og antialias er en by i Rusland.

Der blev meldt ud, at serien ville gå over til mere realistiske og troværdige kvindefigurer, men det er værre end nogensinde...

2
Heldigvis er gæstefigurerne fra Virtua Fighter mere seri... åh, glem det.

Pyha. Gammeldags grafik, tekniske problemer og åbenlys, om end relativt uskyldig sexisme er ikke den bedste start for et spil. Ironien er bare, at der gemmer sig en fremragende oplevelse under al balladen. Dead or Alive rammer en fantastisk balance mellem tilgængelighed og dybde, som rigtig mange fightingspil sigter efter, men aldrig når frem til.

Det er en ting, der altid er gået lidt tabt i debatten. Casual spillere kører "fnis, bryster"-vinklen, og de hardcore ser ned på det for at være for simpelt i forhold til de store serier som Tekken, VF og Street Fighter. Men siger man, at Dead or Alive mangler dybde, tager man ganske enkelt fejl, og det har aldrig været mere sandt end i Last Round, der er det femte kapitels svanesang efter det nu ganske forkert navngivne Dead or Alive 5: Ultimate.

Spillets grundlæggende gameplay drejer sig stadig om det simple Triangle System, hvor angreb slår kast, kast slår holds og holds slår angreb. Det vil sige, at modstanderen kun i helt særlige tilfælde kan foretage sig noget, som du ikke har mulighed for at gøre noget ved, hvis du læser vedkommende rigtigt. Evnen til at gøre dette kaldes i fightingspilkredse for yomi, og Dead or Alive 5 er et af de mest yomi-baserede spil, der findes derude. Det er i undertegnedes bog en fantastisk ting.

Siger man, at Dead or Alive mangler dybde, tager man ganske enkelt fejl.

3
Dét her er DOA5, når det er bedst - actionfyldt, dybt og fyldt med gale indfald.

En anden ting, som har gjort Dead or Alive unikt, er stun-systemet. Du kan bruge forskellige angreb til at slå din modstander ud af balance, og herefter er vedkommende nødt til at gætte, hvad din næste bevægelse er, og lave det korrekt hold mod den som modangreb. Jo mere stun, du får påført modstanderen, desto højere kan du smide vedkommende op i luften med en launcher, hvilket giver mulighed for længere juggles i luften. Dermed bliver hver eneste launcher et kunststykke, der skal bygges op gennem uforudsigelighed og timing, for hvis du bruger de samme setups, vil modstanderen kunne tvære dig, og hvis du bruger for mange af de samme moves, ender din combo i et knockdown, som du ikke får meget ud af. Indrømmet, nogle gange giver systemet også mulighed for heldige launchere, da modstanderen som regel har en 50/50-chance eller derunder for at gætte din launcher, og det er det, som mange har kritiseret som unfair.

Der er bare det ved fightingspil, at begge spillere har samme muligheder tilgængelige, så tilfældigheden går begge veje, og det gør Dead or Alive til et spil, hvor man altid skal være helt oppe på mærkerne. Det femte kapitel har desuden tilføjet mere flashy måder at afslutte comboer på, i form af Critical Burst-systemet, der under de rette forhold kan efterlade modstanderen helt åben, men som kræver meget øvelse at bruge.

Dertil kommer det nye supermove, Power Blow, der kan sende modstanderen flyvende ind i destruerbare objekter på banerne, men som kun kan udføres, når en figurs liv er under 50 %. Dead or Alive Plus introducerede desuden den nye Power Launcher, som kan sende modstanderen højt op i luften og gøre lange juggles mulige, men dette er nok den svageste nye tilføjelse, da den er meget nem at forhindre, undtagen hvis man lige er blevet ramt af en Critical Burst.

4
Som kontrast til alle dullerne har DOA heldigvis altid haft den fede, bevingede trold Tengu, som... tydeligvis har fået en makeover. Jeg giver op.

Det er alt sammen meget teknisk, men Dead or Alive 5 gør også mange ting rigtigt for nybegyndere i form af en meget omfattende træningsdel. Her kan man løbe alle figurers bevægelseslister igennem, lære alle spillets strategier med alle de forskellige figurer og endda øve sig på avancerede comboer. Online er der også et væld af muligheder for at tilpasse oplevelsen, så man ender med at spille mod de rette modstandere, og det elegante lobbysystem fungerer meget smertefrit og giver både mulighed for at chatte med stemme og tekst.

Netkoden er også rigtig god, hvilket er meget atypisk for Dead or Alive, men en meget kærkommen forbedring. Spillets singleplayer-historiedel er dog en tragedie, og kun de allermest garvede fans vil få særlig meget ud af at gennemspille Kasumis uinteressante, amatøragtigt fortalte eventyr denne gang.

Dead or Alive er et spil, der skal spilles med venner i sofaen eller online, hvor man kan nyde dets tempofyldte gameplay og grine af de mislykkede forsøg på sex appeal. Dets persongalleri på 34 figurer er både underholdende og varieret, og selv om der ikke er meget nyt at komme efter i denne udgave, ud over de to nye spilbare figurer, den pinlige skolepige-kliché Honoka og den gamle slutboss Raidou fra Dead or Alive 1, samt en masse nye kostumer til overpris, er Last Round stadig et fantastisk fightingspil. Det har bare alt, alt for mange problemer til, at vi kan give det en uforbeholden anbefaling.

Som afsluttende bemærkning skal Xbox-ejere lige holde øje med opdateringer om spillets tekniske status, før de køber. Vi vender også tilbage med et kig på seriens debut på PC i slutningen af marts.

About the author

Jonatan A. Allin

Jonatan A. Allin

Contributor

Jonatan er en langhåret pixelfetichist, som elsker fightingspil, indiespil, rollespil, bilspil, chiptunes, dødsmetal og mikrobryggerier. Han mener, at spilindustrien endelig er ved at blive voksen, men han kæmper en hård kamp for aldrig selv at blive det. Han har en achievement i engelsk og film- og medievidenskab fra KUA. Jonatan har lusket rundt på Eurogamer siden 2009