Asus har længe haft en tydelig tilstedeværelse i audio-segmentet, ikke blot når det kommer til gaming, men også når emnet hedder generel lyd-tech, målrettet mod en lang række forskellige brugsområder. Xonar U5 er mellembarnet i U-serien af eksterne, transportable lydkort, der også inkluderer henholdsvis U3 og U7 - alle tre med forskellige features, der tager højde for forskellige krav man som kunde kunne have. Og audio-purister med hang til high-end hovedtelefoner eller headsets har da også grundlag for at opgradere deres onboard-lyd, der ikke altid leverer den bedste kvalitet - et område hvor disse små DACs (digital to Audio Converter) med indbyggede forstærkere ofte kan gøre en stor forskel til en overkommelig pris.

Design og features

U5 er som sagt en DAC/AMP-kombo i mellemsegmentet - med et featuresæt der befinder sig midt mellem U3 og U7. Den er udstyret med en forstærker der er i stand til at køre hovedtelefoner på op til 150 Ohm. Derudover understøtter den 5.1 surround sound, mikrofonindgang, optisk DIF (Digital Interface Format), mulighed for både at have høretelefoner og højtalere tilsluttet samtidigt, med mulighed for at skifte mellem dem, ved et enkelt tryk på den store volume-drejeknap, der er udstyret med en klik-funktion, som cirkulerer mellem de forskellige output-muligheder. Med en signal-to-noise ratio på 104db slår den teoretiske lydkvalitet de fleste onboard-løsninger, især blandt bærbare PC'er. Det medfølgende softwareprogram Sonic Studio tilbyder en lang række indstillingsmuligheder, der gør fintuning af lydsignaturen let som en leg.

1

Visuelt er U5 en diskret og nedtonet affære, designet i sort plastik, med en vægt på bare 170 gram. Dog føles konstruktionen en smule discount og enheden mangler noget ballast sat overfor andre tilsvarende produkter på markedet. Jeg er glad for at Asus har valgt at holde designet enkelt, men materialevalget kunne godt have fået sig en ansigtsløftning. Installeringsprocessen af U5 er ligetil, eftersom at enheden er plug-and-play ud af æsken. Dog vil jeg anbefale at man installerer Sonic Studio, hvilket gør U5 en hel del mere alsidig i brug. På forsiden af U5 finder vi en +/- knap, der står for at regulere line-in/mikrofon-forbindelsen og på bagsiden er samtlige I/O-indgange placeret, som set på nedestående billede.

3

Lyd og software

Den medfølgende lyd-suite - Sonic Studio - tilbyder en lang række indstillingsmuligheder, der lader den enkelte bruger fintune sig frem til sin fortrukne lydsignatur. Blandt disse feature finder vi blandt andet Voice Clarity, der tydeligør stemmer i film, spil og musik, Perfect Voice, der isolerer og forstærker opfangningen af din gen stemme, så folk i den anden ende bedre kan høre dig under en larmende spil-session eller lignende. Derudover indeholder suiten også mere traditionelle equalizer features, såsom Bass Boost, der kan sparke liv i hovedtelefoner med dominerende diskant eller generel flad signatur.

Selve lydkvaliteten som U5 leverer imponerede mig dog ikke synderligt, sat over for den integrerede lyd-chip på mit Z97-bundkort fra Gigabyte. Faktisk var min onboard-løsning i stand til at spille højere, uden af lyden gik hen og blev forvrænget, hvilket når alt kommer til alt, må siges at være en ret skuffende nederlag for et dedikeret lydkort. Desuden oplevede jeg at nogle af mine test-headsets, der er udstyret med 3,5m minijacks, med forbindelses-stik der var en smule længere en standarden, når tilsluttet, ikke ville gengive lyden ordenligt, men istedet fik en fjern, ekko-lignende effekt, der først blev normalt igen, efter jeg havde lirket dem ca en millimeter tilbage ud igen.

2

Konklusion

Til 500 kr viser Asus' U5 en del gode takter - desværre med op til flere uheldige minusser, der gør det svært at anbefale den sat overfor hvad der ellers er på markedet. Desuden er det svært at tale U5s sag, når storebroren - Asus' egen U7 - kan fås for lidt over 100 kroner ekstra og dette med en opgradering der blandt andet tæller 7.1 surround sound, en bedre forstærker og en byggekvalitet der nemt trumfer hvad U5 kan præstere. Og det er lidt en skam, for som enkeltstående produkt er U5 slet ikke noget tosset bud på en DAC, men dens relevans på markedet er ganske enkelt svær at få øje på, så længe U7 ikke ligger længere ude i den økonomiske horisont.

Du kan læse de komplette specifikationer for Xonar U5 på Asus' hjemmeside.

About the author

Thomas Bornø

Thomas Bornø

Contributor

Thomas har været gamer næsten ligeså længe som han har været Thomas. Resident Evil lagde fundamentet for hans livslange fascination af zombier og Fallout cementerede hans permanente higen efter postapokalyptiske verdener. Med sin svaghed for æstetik, grafisk realisme og first-person uhygge er Thomas en dedikeret PC mand som hellere vil udforske digitale verdener end sin egen ikke-eksisterende baghave.

Flere artikler af Thomas Bornø