Svamperiget, som vi kender fra Super Mario, er spækket med interessante figurer, fra de største helte til de ondeste slyngler. Den huser mange af spilbranchens mest ikoniske ansigter, og derfor fandt vi det nærliggende at tænke nærmere over, hvem der egentlig er vores favoritter.

Nedenfor følger redaktionens yndlingsfigurer fra Super Mario. Hvilken er din?

Jonatan A. Allin: Princess Rosalina

Prinsesse Peach pisser mig af. Hun bliver altid bortført, hun virker aldrig rigtig tilfreds med Marios monumentale anstrengelser, og hendes ultra-lyserøde firserlook skærer i øjnene.

Næh, der er kun én prinsesse for mig i Mario-universet - og nej, det er bestemt heller ikke Daisy. Ingen af dem kan måle sig med den intergalaktiske prinsesse, som vi første gang mødte i Super Mario Galaxy, hvor hun våger over hele kosmos og passer på de små stjernelignende Lumaer.

Rosalina har en aura af mystik, og så er hun bare cool. Hendes attitude er altid afmålt, men hun holder sig ikke tilbage fra at køre som død og helvede i Mario Kart, bruge sit OP spin-angreb i Super Mario 3D World eller uddele slag i Super Smash Bros. sammen med en Luma.

Hende ville jeg hellere end gerne redde som Mario, men finten er bare, at hun ikke lader sig bortføre. Tag dén, Peach!

Anne Christina Elsberg: Yoshi

Min kærlighed til Super Mario-universet kommer ikke fra de ellers populære italienske blikkenslagere. Nej, den kommer tværtimod fra alle de mystiske væsner der også bebor Svamperiget. Søde faverige skabninger, der alle, uanset om de er fjender eller ej, ikke fortjener at blive hoppet på.

Men mest af alt ligger min kærlighed hos Yoshi, det grønne væsen, som ligner en fusion mellem en skildpadde og en dinosaur. Yoshis vigtigste evner, i kampen mod Bowsers tropper, er at spise monstre, lave dem om til æg på meget kort tid og derefter tyre æggene afsted mod andre, mindre spisevenlige, monstre.

Kender man til plottet i det gamle Super Nintendo-spil Yoshi's Island, ved man også, at både Mario og Luigi skylder deres lange liv til Yoshi. Derfor kan det virke ubarmhjertigt at Yoshi nådesløst bliver udnyttet af Mario. Tager man skade mens man sidder på Yoshi, løber Yoshi nemlig væk i panik, og mens Mario hopper over kløfter for at overleve, løber Yoshi ud over skrænten og falder til sin død.

Med mit empatiske hjerte har jeg flere gange hoppet efter, i håbet om at redde ham, med ordene: "YOSHI, Neeeeeeeej!"

Mark Elsberg: Wario

Wario har altid fascineret mig, fordi han symboliserer noget, man ikke ville forvente af en Nintendo-figur; egoisme, grådighed og generelt magtbegær. Han søger konstant efter at øge sin egen formue til det punkt hvor han sætter eget liv på spil.

Men samtidig er Wario en guttermand. Han er god nok, og kunne aldrig drømme om at gøre nogen alvorligt fortræd. Og så besidder han et gåpåmod som få. Gang på gang klokker han i det, og må se rigdommen smuldre mellem sine fingre, men det forhindrer ham ikke i at forsøge igen og igen.

Der er en særlig ironi og sarkasme omkring Wario, men også en nærhed, der er til at tage og føle på, og derfor er han på mange måder mere interessant end sin skyggebror Mario, for hvem det næsten altid kører på skinner.

Janus Hasseriis: Lakitu

Mario-universet er åbenlyst fyldt til randen med sjove figurer, men hvis jeg skal pege på en særlig interessant, så bliver det Lakitu.

Det er jo ikke fordi, han stråler af personlighed, og samlet set er han vel også lidt af en bi-figur. Jeg kan godt lide dét, han repræsenterer i det oprindelige Super Mario Bros.

Først er han en massiv trussel. Urørlig på sin lille sky, mens han tilsyneladende tilfældigt kaster dødelige pigbomber ned over dig. Efter mange bitre nederlag opdager man, at med lidt timing og placering kan man faktisk sagtens besejre Lakitu. I senere iterationer kan man endda stjæle skyen, og flyve rundt med den i kort tid.

Derfor illustrerer Lakitu for mig den dybde, der er i Super Mario-spillene. I takt med at man mestrer spillets konkrete udfordringer, åbner man også op for det meta-spil der er nedenunder af hemmeligheder og warp zones.

Johannes Wørts: Birdo

Den antropomorfiske tingest Birdo er en sær karakter, men er også for mig det, der endte med at definere Super Mario Bros. 2 som et af Mario-seriens sjoveste udspil.

Birdo er en stor øgleagtig ting, der skyder æg ud af næsen. På grund af sit lettere androgyne udseende, har Birdo opnået kultstatus, fordi en række journalister mener, at Birdo repræsenterer den første transkønnede spilfigur. Det er muligvis også korrekt, omend det ikke ligefrem er noget Super Mario Bros. 2 skilter med.

For mig er Birdo bare en virkelig fascinerende karakter, der illustrerer Nintendos eminente designevner. Birdo er farverig, anderledes og ville aldrig optræde i et vestligt udviklet spil. For mig repræsenterer Birdo derfor også den japanske fantasi, der fra tid til anden får lov til at sprudle.

About the author

Kommentarer (2)

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Seneste

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Annonce