Disorder - Anmeldelse

Et platformsspil om håb og fortvivlelse

hus
Bobs hjem når man er i den 'virkelige' verden. Læg desuden lige mærke til mængden af hemmelige ting jeg har fundet

Kort fortalt: Disorder er et platformsspil om en dreng (lad os kalde ham Bob), der efter han mister sin storebror bryder ned og oplever en identitetskrise som end ikke Dr Phil kan udbedre. Nu skal Bob finde ud af hvordan han håndterer tabet ved at kæmpe sig gennem en mental verden af forhindringer og følsomme minder.

Om jeg har forstået det rigtigt eller ej skal jeg ikke kunne sige, men for mig løber Bob rundt i sit eget hoved for at finde meningen med livet; eller rettere, for at finde ud af hvordan han skal komme videre i livet efter tabet af sin bror, alt imedens han samler tankerne omkring sin fortid og hvad der førte ham til det her mentale fængsel.

Medens du hopper og navigerer rundt i Bobs sindsforstyrrede verden, bliver din 'dagbog' også fyldt ud omkring din fortid og hvad det her egentlig handler om. Det er en cool måde at komme ind i historien på, og jeg synes at forfatteren har skrevet en ganske god, omend lidt emo-agtig tekst. Jeg kan sagtens forestille mig en deprimeret teenager i en amerikansk soap opera føre sådan en dagbog med samme tanker, men for Thors svedige underbukser hvor var det svært for mig at relatere til.

Emo-Bob var en person jeg havde lyst til at sende en rungende virtuel lussing til, for at have de tanker om livet; samtidig kunne jeg ikke lade være med at læse hans dagbog, udelukkende fordi sproget og skrivestilen var cool i min forfatteroptik

diary
'Kære dagbog, i dag åd jeg en burger. Der var 2 kalorier for meget, nu har jeg øvtur på.'

Alt det der, 'Jeg har altid været en outsider i skolen, og kun min bror forstod mig. Nu er han død, og hvad gør jeg så? Livet er meningsløst, det ville være bedre hvis jeg var død... Blah blah', siger mig intet.

Emo-Bob var en person jeg havde lyst til at sende en rungende virtuel lussing til, for at have de tanker om livet; samtidig kunne jeg ikke lade være med at læse hans dagbog, udelukkende fordi sproget og skrivestilen var cool i min forfatteroptik.

Nå, men lad os tale lidt om platformsdelen, der faktisk er ret solid, med et godt og varierende level design. Det starter ret blødt ud, og du lærer fra starten at skulle skifte mellem det gode og det onde i Bobs verden, som repræsenterer hvad jeg gætter på er 'håb' og 'fortvivlelse'. To be or not to be? Efterhånden som du kommer videre i spillet begynder tingene også at blive sværere og sværere at komme igennem, og du vil i højere grad blive nød til at gøre aktiv brug af 'sindsskifte'.

Ved at trykke på en knap skifter du mellem de forskellige følelsestilstande, og gameplayet ændrer sig herefter: F.eks. får 'håb' nogle platforme til at bevæge sig mod højre, og 'fortvivlselse' til at bevæge selvsamme platforme mod venstre. Andre steder får det måske monstre til at skifte mellem at være sig selv eller en form for trampolin. Det er ikke helt til at vide, så man må bare prøve sig frem og se hvad der virker. For det meste er det nødvendigt at bruge begge, da platforme forsvinder og dukker op afhængig af hvordan du har det.

Disorder er ikke nogen Mona Lisa, men der er alligevel en vis bit-charme over det, og man kan sagtens se hvad der er hvad

nuh
Platformsdelen er ganske solid og underholdende, og til tider ret tricky

De forskellige tilstande er ellers kun differentieret med hvilken farve verden har, og hvordan baggrundsmusikken lyder. Bob render altid rundt med et permanent citronfjæs, og det ville måske også have været fedt hvis han i det mindste smilte under 'håb'.

En sjov detalje er, at Bobs følelsestilstande også ændrer på de små narrative tekstsegmenter der dukker op undervejs i spillet, og som man bruger til at fylde sin dagbog ud med. Undervejs er det desuden også muligt at finde små genstande der kan ændre spillet i næste playthrough, som f.eks. at verden er vendt på hovedet osv. De skal aktiveres inde i Bobs hus, ved at gå hen til hylden og så trykke 'enable' på tingene.

Hvilket bringer mig hen til spillets kontrolsystem, der næsten ikke kunne være mere simpelt. Noget der dog gevaldigt irriterede mig var, at jeg gik fra fullscreen til windowed mode ved at trykke på ESC, som efterhånden er en standard for at komme ind i spilmenuer (menuen kommer frem ved 'P' i stedet). Ellers er der ikke så mange knapper at skulle forholde sig til, og spillet reagerer fint når man trykker på knapperne.

Disorder er ikke nogen Mona Lisa, men der er alligevel en vis bit-charme over det, og man kan sagtens se hvad der er hvad. Jeg forventede sådan set heller ikke fancy grafik i et platformsspil, og for mig er det heller ikke en nødvendighed. Spillets grafiske stil er også med til at understrege Bobs problematiske tilstand, og hjælper til med at skabe en dyster verden.

En sjov detalje er, at Bobs følelsestilstande også ændrer på de små narrative tekstsegmenter der dukker op undervejs i spillet

emo
Fortvivlelsens version af en tekst

Der er en del finurlige mekanismer hen ad vejen, og nogle områder er på grænsen til at blive svære at komme igennem, hvilket er herligt. Intet platformseventyr er dog komplet uden udfordringer der bare virker så håbløst tilfældige, at man næsten ikke gider, så de er der selvfølgelig også. Som helhed er spillet dog godt skruet sammen, og der er en god variation mellem spillets kapitler, der gør, at det hele ikke føles ensformigt.

Desværre er spillet ikke så langt, så du kan sagtens forvente at gennemføre det på et par timer. Til slut vælger man om man vil fortsætte med håb i livet, eller om man vil lade fortvivlelsen tage over. Jeg endte med at begå selvmord, hvilket faktisk slet ikke var meningen, men var fordi jeg var så dum at tro, at jeg ville fortsætte livet med den følelsestilstand jeg bevægede mig hen mod slutningen i. Hah hah, hvor naiv har man lige lov til at være!

Okay, for real, jeg fattede ikke hvordan det gav mening i spillet, og det var et ægte 'WTF?' moment for mit vedkommende. Et eller andet sted er det vel også en lykkelig slutning; så behøver Bob ikke skrive flere triste ting i dagbogen, og kæmpe mod fortidseksrementer der ikke vil give slip på ham.

Når alt kommer til alt er Disorder ganske underholdende, og jeg kan anbefale det til alle der elsker platformsspil, da platformsdelen er godt gennemført. Der er heller ikke brug for klæbehjerne til at komme gennem banerne på som i Mega Man, da spillet er ret generøs med sine checkpoints. Mine eneste kritikpunkter ligger på historien, der for mit vedkommende lige var en tand for emo, og så spillets alt for korte længde. Prisen er også ret krydret i forhold til den korte spiltid, men hvis det kan fanges på tilbud er det bestemt et kig værd.

Spillet blev anmeldt på PC og kan blandt andet findes på Steam nu.

7 /10

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (0)

About the author

Bille Vincent Brynjolfsson

Bille Vincent Brynjolfsson

Staff Writer

Bille er computerrobot, før han er menneske. Computeren har altid været først i rækken, og den dominante spilgenre er uden tvivl RPG. Han har altid gang i mindst 5 spil på én gang, og kontakt til omverdenen er derfor begrænset. Ud over sine exceptionelle evner i engelsk sprog og fonetik, er han hardcore PC-mand, som samler alle sine ting fra scratch. Når han en sjælden gang bevæger sig udenfor, er det primært for at styrkeløfte eller for at spise. Det eneste der kan få Bille væk fra sin højtelskede computer er uden tvivl mad. Er desuden Eurogamers autoriserede dinosaurekspert.

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading