Wolfenstein: The New Order

1

Da et nyt kapitel i den efterhånden lidt tyndslidte Wolfenstein-serie blev annonceret i 2013, blev det modtaget med afdæmpet begejstring. De seneste udgaver havde ikke sat verden i brand, og forventningerne til et nyt udspil var således heller ikke skyhøje.

Man havde dog glemt at tage højde for, at udviklerne, Machine Games, bestod af nogle af gutterne bag det eminente Escape From Butcher Bay, og det oversete The Darkness. Da Wolfenstein: The New Order endelig blev sluppet løs, stod det klart med det samme, at gutterne ingenlunde havde opbrugt deres kvote af dygtighed, talent og opfindsomhed.

The New Order er sådan set ikke nogen revolution, selv om den handler om en sådan. Gameplayet er høj-eksplosivt førstepersons-skyderi tilsat en moderat mængde stealth, men det er så hamrende veludført, at man må overgive sig fra første blodsprøjtende headshot.

Det forrygende gameplay understøttes for første gang i serien af et veludviklet og engagerende plot. Nazisterne vinder 2. verdenskrig, og verden ser derfor ganske anderledes ud, hvilket hovedpersonen B.J. Blazkowicz og kammeraterne naturligvis ikke vil lade stå til. De bliver derfor enige om at gøre det af med Über-nazien Deathshead, hvilket bringer dem vidt omkring til mange varierede steder og situationer.

Det lyder muligvis ikke som en særskilt original eller interessant historie, men persongalleriet, dialogen, mellemsekvenserne og den i det hele taget gennemførte præsentation gør, at man er fastholdt og medrevet fra første til sidste kugle.

Wolfenstein: The New Order er ikke kun årets shooter fordi det overrasker positivt i sådan en grad, men fordi det havde været en fremragende shooter med hvilket som helst navn.

Runner-up: Titanfall

Manges øjne var rettet mod Respawns Titanfall, af mange døbt som den spirituelle opfølger til Call of Duty 4: Modern Warfare. Med nogle af de samme kræfter bag, skulle det være spændende at se, om der langt om længe var et spil, der bare perifært kunne hamle op med Activisions blockbuster.

Titanfall var, på godt og ondt, en imitation af sin spirituelle forgænger, men det nye sci-fi/mech-element hev det alligevel op på et nyt niveau. I hvert fald føltes det som et af de største skridt, den moderne military shooter har taget i lang tid, og målt på den parameter, er Titanfall en stor succes.

About the author

Troels Sejrup Rødkjær

Troels Sejrup Rødkjær

Contributor

Troels har sovet, spist, læst og levet gaming siden hans hænder var store nok til at omklamre et gamepad, og han har aldrig siden givet slip. Han kan fare vild i sin egen lejlighed, men vækker du ham om natten, kan han tegne et ret præcist kort over Hyrule i Ocarina of Time. Han undres til stadighed over at surround sound så sjældent prioriteres i et ordentligt gamer-setup.

Flere artikler af Troels Sejrup Rødkjær