Zombier er farlige, det ved vi vist alle sammen. Til en vis grad er de som regel også dumme, langsomme og nogle værre typer, der nyder at flokkes om et offer. Disse hjernedøde skabninger er ikke meget anderledes i Dying Light, hvor der skal overleves på den hårde måde, og hentes ressourcer fra diverse nødrationer i midten af bylandskabet. Men inden vi begynder at dykke ned i spilllets indhold og mekanik, så er det vist på sin plads, at snakke om hvad vi faktisk har med at gøre.

Dying Light er et kommende Zombie-Survival spil, der udvikles af det polske Techland (kendt fra bl.a. Call of Juarez, Dead Island m.fl.) og udgives af Warner Bros. Interactive Entertainment. Hvad der egentlig startede som en fortsættelse til Dead Island, blev efterhånden mere til sit eget produkt, og efter længere tids udvikling, så besluttede Techland at kappe båndene til deres partnere hos Deep Silver, og dermed udvikle Dying Light som sit helt eget spil, med egen historie. Beslutningen virker meget rationel, og at dømme efter den beta vi har fået fingrene i, demonstrerer spillet - indtil videre - en virkelig lækker førstepersonoplevelse.

For at starte med historien, så indtager du rollen som Kyle Crane. En undercover agent der er sendt til den fiktive by, Harran, som sjovt nok har oplevet lidt af en katastrofe - zombier har nemlig indtaget byen, og de overlevende er barrikerede og forsøger selvfølgelig at få hverdagen til at hænge sammen - så godt som den nu kan. Efter en noget hæsblæsende introduktion til spillet, kastes du ind i en gruppe overlevendes safe house for at få noget hvil. Det er her du møder de centrale figurer i spillet, og det er herfra dit eventyr i den åbne by begynder.

1
På billedet: byen. Havnen er bagved.

Harran er en by med mellemøstlige træk, og indeholder en ordentlig bunke bygninger komplet med forventligt ramponerede facader. Man fristes til at sammenligne byen med Istanbul, og det er ikke noget at sige til; her er bygningerne er tætpakkede og landskaberne flotte, der er tilmed en vandmasse der omkranses af en havn. Spillets åbne verden føles ganske livlig - selvom den i virkeligheden er død (høhø, joke), og atmosfæren er i top, ikke mindst takket være den dystre stemning og Techlands evne til at få det hele til at føles 'råt'.

Men uanset hvor flot og åben byen er, så er spillets kerne jo ikke ligefrem baseret på sightseeing. Det store område er beboet af to overlevende grupper, der sjovt nok ikke helt kan enes. Der er Brecken og hans mandskab, der er dine første bekendtskaber i spillet, og dermed også dem, der styrer hvad du skal foretage dig i spillets begyndelse. Du har dog stadig kontakt med din øverste ledelse fra den tophemmelige organisation, der smed dig ud i Harran til at begynde med, men mere ved man dog ikke på nuværende tidspunkt. Alt vi virkelig ved indtil videre er, at Breckens folk er flinke nok, og at der findes en værre én ved navn Rais, der styrer en ganske ubehagelig gruppe overlevende, der patruljerer dele af byen og stjæler nødrationer fra dig og dine venner.

Kigger vi dybere på spillets features, så foregår det hele som nævnt i førsteperson. Kampsystemet fungerer flydende, og der er nogle fine detaljer at finde, såsom røntgen-effekt, når man brækker en af de afdødes lemmer, og selvfølgelig slow-mo med blodsprøjt, når de virkelig har fået et gok i nødden.

2
På billedet: en zombie der får ordentlig tæsk kl. 18:29

Udover det velfungerende kampsystem, så er der tilmed også parkour-elementer at finde. Byens huse, biler og lygtepæle kan alle bestiges og klatres på, og det giver en god fornemmelse af vertikalitet i byens omgivelser. Man skal dog ikke føle sig alt for sikker i de højere luftlag - zombierne kan nemlig også finde ud af at klatre. Hjertebanken og åndenød er derfor ikke helt fremmede, når man spurter igennem gaden, forbi horder af zombier, for derefter at klatre op på nærmeste balkon med en enkelt eller flere stædige zombie i hælene.

Ved solnedgang bliver det især en intens oplevelse. Der findes 'safehouses' rundt omkring i byen, der først skal lokaliseres og ryddes for zombier, for at man derefter kan sove i tryghed natten over. Befinder man sig dog et stykke fra et af disse, når mørket vælger at kaste sit skyggetæppe over byen, så er det bare at komme derhen i en fart. Natten er nemlig aldeles farlig, og der er fare for, at barndommens mørkeræd indtræder igen, når spillet smider de uhyggeligste væsener efter dig, i de usigtbare omgivelser. Netop dette gør, at Dying Light ikke bare føles som endnu en zombie-survival, men at der virkelig sættes en tyk streg under 'survival' i denne sammenhæng.

3
Selv i højlys dag, er det svært at finde ro nogle steder

Heldigvis behøver man ikke at sætte sine spor i Harran alene. Der er planlagt co-op for op til fire spillere på samme tid, og uden at vi har prøvet det, kan vi dog sige at det virker som en fed feature. Det er spændende nok at rende rundt i denne verden alene, for det hele er skam en interessant oplevelse, men med tre kammerater i ryggen, så kan man kun forestille sig en god gedigen gang underholdning. Måske små interne konkurrencer om, hvem der kan smadre flest på bedste Ringenes Herre-manér?

Dying Light er et spil der føles friskt, velpoleret og flydende. Allerede nu virker det til at fungere ganske glimrende, og når udgivelsen falder i næste måned, så skal den sidste 'finish' nok være på plads, da der selvfølgelig er nogle småting der stadig skal rettes. Dialogen er f.eks lidt skabelonskåret, og man oplever nogle små cuts, hvor stemmelejde ikke helt følger med resten af talen. Derudover er der masser af mulighed for at gøre Kyle Crane til sin helt egen karakter, da der både er dybdegående skilltree, flere outfits at vælge imellem, og en hulens masse våben der både kan kreeres og købes hos adskillige små købmænd. Alt i alt er det en foreløbig fornøjelse, og undertegnede tjekker altid lige under sengen, for at sikre der ingen zombier er. Vi glæder os til at se det færdige produkt, og ikke mindst at jage nogle døde kræ i flok med de bedste (eller værste) venner og fremmede.

Dying Light har planlagt udgivelse på Xbox One, PlayStation 4 og PC den 30. januar 2015 i Europa. Alle billeder i artiklen er screenshots taget direkte i spillet.

About the author

Mads Pedersen

Mads Pedersen

Contributor

Fodboldmonstret fra det kølige nord. Mads er ivrig sportsudøver, rapper og dedikeret gamer. Hvis ikke han er at finde i færd med at ydmyge sine modstandere i Fifa, står han gerne på slagmarken og vifter med sit virtuelle gevær. Desuden er han fan af festival-øl, og studerer til dagligt på RUC.