Smugkig på tidlige demoer er en mærkelig størrelse: man kan sjældent sige noget konkret, noget endeligt om spillet. Bliver det godt, får de rettet fejlene, har man kun set den fedeste del af spillet af PR-årsager - alt hænger og svæver. Det gør The Order: 1886 også. I et luftskib. Over London. Her foregår den ca. 30 minutter lange demo, jeg har haft fornøjelsen af at stifte bekendtskab med. Og ja, det var en fornøjelse, og jeg kan rent faktisk sige et par ting om The Order allerede nu. Det har de sirligste skæg og de mest velfriserede viktorianske mandspersoner, jeg har set siden sidst jeg var på bar på Vesterbro, og så er det ekstremt velproduceret.

Udviklerne fra Ready at Dawn har præsteret noget, der rent visuelt og stilistisk placerer sig i den absolutte eliteklasse og har en følelse, som kun de allerbedste AAA-titler kan præstere. Spillets har et mørkt, brungråt look, som med mesterlig hånd bringes til live med skinnende kobber og ulmende glødelamper, en grafisk designers våde drøm. Det er dog tilsyneladende også lineært som bare pokker. Er det en god eller en dårlig ting? Tja, det skal jeg bruge mere end 30 minutter i selskab med spillet for at afgøre, men den umiddelbare reaktion er absolut positiv.

2
Der er noget Game og Thrones-lignende selvhøjtidelighed over spillets hovedpersoner, men det virker.

The Order har fascineret lige siden den lidt kryptiske afsløring på E3 i 2013, hvor det dukkede op ud af det rene ingenting i en symfoni af damp og skramlende tandhjul. Spillet handler om en eliteorden af riddere, som bevæger sig rundt i en steampunk-version af London anno 1886, men vi fik set meget lidt til den sodindsmurte hovedstad i demoen, der kun foregår ombord på luftskibet Agamemnon, som ordenen skal infiltrere for at stoppe et attentatforsøg mod Lord Hastings, lederen af United India Company.

Spillet kunne måske lyde som en parallel til Assassin's Creed, især da vi allerede ved, at det næste spil i serien foregår i London i samme tidsperiode, men der er snarere tale om en hårdtslående steampunk-version af The Last of Us, da både styringen og stealth-delen virker meget i tråd med Naughty Dogs mesterværk. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom Ready at Dawn er grundlagt af tidligere medarbejdere fra blandt andet Naughty Dog. I The Order spiller du dog ridderen Galahad, og han er en meget mere kontant fætter en den gode Joel. Han kan enten bruge spillets arsenal af skydevåben, der ganske vist ser gammeldags ud, men fungerer fuldt ud på højde med moderne shotguns, maskinpistoler og håndpistoler, eller også kan han snige sig op på fjenderne og - lad os bare være ærlige - slagte dem ved at trykke på trekant i lige det rette øjeblik, et simpelt men overraskende effektivt gameplayelement.

3
Spillet byder på imponerende sekvenser, som forhåbentlig ikke er på bekostning af interaktiviteten.

Stemningen er virkelig fed og forfriskende, og spillet skal have enorm ros for sit kunstneriske udtryk. Samtidig kører det også som smurt i olie.

Skellet mellem snigeri og åben ildkamp lader til at være trukket ret skarpt op, og hvis du bliver opdaget, er du som regel færdig, hvilket virker ret underligt, når man også har set Galahads formidable evner i en ildkamp. Her kan man nemlig aktivere det, som spillet kalder Blacksight, hvilket giver både bullet time og automatisk sigte i en kort periode, og dermed er uhyggelig effektivt. Generelt er følelsen under kampe med våben helt sublim og knivskarp, hvorimod snigeriet føles en smule klodset, da Galahad har en tendens til at have et meget nært kærlighedsforhold til de vægge, han skjuler sig bag og helst ikke vil forlade. Men lad os komme med klassikeren - det er en tidlig version, de kan nå at rette det. Forhåbentlig ryger de store, fede Evil Within-lignende sorte bjælker i toppen og bunden også, til glæde for alle os, der ikke sidder med et 21:9-fjernsyn. Nej, det gør ikke spillet mere 'filmisk'. Det gør, at man ikke aner, hvad man render rundt og jokker i med sine formodentlig ulasteligt velpudsede ridderstøvler.

1
Tjek lige, hvordan de kobbergryder passer ind i det visuelle udtryk. Lækkert!

The Order gør også brug af en hel del quick time-elementer og cinematiske sekvenser, hvor man selv har styringen og f.eks. skal rappelle ned ad siden på luftskibet, men hvor ens input ikke gør en egentlig forskel i gameplayet. Sammen med den meget lineære opbygning i banen fra demoen skaber det af og til en følelse af at være på en rutchebanetur med indbyggede skydegallerier fyldt med uintelligente menneskelige skydeskiver, frem for at være en aktiv deltager i spillet.

Men stemningen er virkelig fed og forfriskende, og spillet skal have enorm ros for sit kunstneriske udtryk. Samtidig kører det også som smurt i olie, og vi kan jo kun antage, at det er tilfældet i hele spillet, og ikke kun i de snævre omgivelser i demoen. Hvis bekymringerne om gameplayets dybde viser sig at være ubegrundede, kan vi meget vel have at gøre med en af forårets helt store titler. Vi må håbe, at det hele ikke går op i overskæg og kobberfarvede briller.

The Order: 1886 udkommer eksklusivt til PlayStation 4 d. 20. februar 2015.

About the author

Jonatan A. Allin

Jonatan A. Allin

Contributor

Jonatan er en langhåret pixelfetichist, som elsker fightingspil, indiespil, rollespil, bilspil, chiptunes, dødsmetal og mikrobryggerier. Han mener, at spilindustrien endelig er ved at blive voksen, men han kæmper en hård kamp for aldrig selv at blive det. Han har en achievement i engelsk og film- og medievidenskab fra KUA. Jonatan har lusket rundt på Eurogamer siden 2009