Assassin's Creed: Unity - Anmeldelse

Vive la revolution

De kalder Paris for Byernes by. Efter Assassin's Creed: Unity, det syvende primære kapitel i den populære serie, må vi nu også kalde den for spilbyernes by. Mange spil med åbne verdener har forsøgt at genskabe det spraglede liv, man finder på gader og stræder i en storby, men aldrig har det set ud som her. Ubisoft lovede os en ægte næstegenerationsoplevelse, og de har leveret varen. Unity er en åbenbaring.

Det hjælper selvfølgelig, at vi befinder os i begyndelsen af den franske revolution, anno 1789. En af de mest tumultuøse og voldsomme perioder i den franske historie, hvor det magtfulde monarki blev omstyrtet til fordel for det spæde vestlige demokrati. Med andre ord står Paris i brand, både fysisk og helt ind i sjælen, og det betyder, at du i rollen som Arno Dorian aldrig kan vide dig sikker i byens snævre, beskidte men dybt charmerende gader, der vipper faretruende på randen af den totale lovløshed. Dorian søger at hævne mordet på sin adoptivfar, og derfor slutter han sig til snigmordernes hemmeligheds broderskab, lykkeligt uvidende om, at hans adoptivfamilie har stærke bånd til den rivaliserende tempelridderorden, som også omfatter hans udkårne, Elise De LaSerre, der er hans adoptivfars ægte datter.

1
Mød Arno, en kæk og intelligent ung mand med flot tøjstil, egen teatercafé og et solidt job som snigmorder.

Hvis det lyder som plottet fra en knaldroman, er det forståeligt. Men det bliver leveret intelligent, velskrevet og med spandevis af både humor og nerve. Passioneret, bombastisk og meget, meget fransk, præcis som det skal være, når vi taler om et tidsbillede af en nation på sit mest oprørske. Historisk korrekthed skal man dog skyde en hvid pind efter, for selv om mange af spillets begivenheder er sande, er det meste ren fiktion, selv om du undervejs støder på en række historiske personligheder, herunder både Robespierre, Marquis de Sade og endda en ung Napoleon. Til gengæld fanger spillet selve revolutionens ånd, og det giver lyst til at dykke ned i den virkelige historie bag.

Assassin's Creed-spillene har altid været fyldt til randen med missioner og opgaver, men denne gang er det helt skørt

A propos dybde, så er spillet nærmest bundløst. Assassin's Creed-spillene har altid været fyldt til randen med missioner og opgaver, men denne gang er det helt skørt. Paris er så tætpakket med aktiviteter, at man stort set ikke kan se byen for ikoner, når man zoomer ud. Ud over de primære missioner kan du tackle en lang række sekundære opgaver, som omfatter mordmysterier, historier fra Paris, opgaver fra broderskabet, samt renovering af et cafeteater med dertilhørende sociale klubber, der kan sikre dig en støt indkomst. Teatret fungerer som Arnos tilflugtssted og fokuspunkt, og her kan han træne, kigge på trofæer fra missioner, snakke med broderskabet, købe ressourcer, læse breve fra Elise og meget andet. Det føles virkelig som et hjem, når man træt kommer hjem fra en lang dag med myrderier i byen. Hvem kender ikke følelsen?

4
'Frihed eller døden' er sloganet på oprørernes mange bannere.

For myrdes, det skal der, det ligger ligesom i titlen. Og Arno er en maskine. Denne gang er der flere muligheder end nogensinde, ikke mindst fordi det er muligt at væve ind og ud af de enorme sammenstimlinger af op til 5000 mennesker. Arno tjener nemlig som noget nyt i serien erfaringspoint, som han kan bruge til at opgradere sine evner og lære at forsvinde i mængden på mange forskellige måder. Med det nye Phantom Blade kan han ikke bare stikke folk diskret ned, men også affyre det på afstand. Hvis det ikke slår til, er der selvfølgelig også et stort arsenal af våbentyper, som opfatter sværd, spyd, tunge våben, pistoler og rifler.

Både kampsystemet og stealth-systemet har fået tiltrængte opdateringer, hvilket bestemt har gjort kampene mere intense og snigeriet mere fleksibelt. Sidstnævnte er lykkedes klart bedst, da spillet nu gør det muligt at skjule sig hvor som helst og ryste fjender af sig ved at løbe om hjørner, hvorefter modstanderne undersøger din sidst kendte position. Kampene fungerer ud fra et relativt enkelt system med angreb, parader, modangreb og positionering, og det er ikke længere muligt bare at overfalde store grupper af fjender, da de nu er stærkere og placerer sig ganske intelligent. Det er dog stadig en smule tungt og ude af stand til at måle sig med Shadow of Mordor.

I det hele taget er styringen desværre problematisk, da det er nemt at lave mærkværdige fejl. Den største synder er spillets free run-system, som nu blevet forbedret, således at man i teorien kan vælge at bevæge sig opad eller nedad, men jeg har personligt bandet og svovlet utallige gange, når Arno har sprællet rundt og klatret op i lygtepæle i stedet for at løbe væk fra en horde af modstandere eller er hoppet ud i intetheden fra toppen af Notre Dame i stedet for at snige sig opad som en ninja. Igen et problem, som Shadow of Mordor slet ikke har, hvilket er lidt ironisk, da inspirationen til Tolkien-spillet soleklart kommer fra Assassin's Creed.

Arno tjener som noget nyt i serien erfaringspoint, som han kan bruge til at opgradere sine evner og lære at forsvinde i mængden på mange forskellige måder

5
Du løber ikke tør for opgaver med det samme.

Spillets styring fik mig til at føle, at jeg var i brydekamp med en pose rasende ildere i de første par timer, og der gik også lidt tid, før spillet virkelig viste sine grafiske muskler. Frameraten er ikke altid optimal i den testede PS4-version, og der gik noget tid med at vænne sig til det. Det er dog i sidste ende kun småting, for når Assassin's Creed: Unity klikker, er det direkte magisk.

Detaljegraden i dette spil er fuldstændig ufattelig. Gaderne i Paris er tætbefolket af et hidtil uset antal personer, som virkelig lader til at leve deres egne liv, og der er så meget at se og høre på, at der kan gå timer med bare at gå og opleve stemningen eller reagere på de dynamiske små hændelser, som kan opstå overalt. Hver eneste bygning er sirligt dekoreret med en utrolig finesse, og det gælder alt fra monumentale landemærker som Notre Dame til den ydmygeste lille sammenlappede bro over Seinen.

3
Det er som altid en fryd at springe ud fra høje bygninger med total dødsforagt.

Unity ville jo ikke være et Assassin's Creed-spil uden den overliggende historie om, at det hele er en simulation, hvori du spiller rollen som Arno for at indsamle data til et overordnet formål, og dén del er selvfølgelig også til stede her. Mange spillere har klaget over den, da det river én ud af den overordnede oplevelse, men uden af afsløre for meget, er det faktisk ganske interessant implementeret, og der er sekvenser, der foregår i andre tidsperioder i Paris.

Paris anno 1789 er en kontrasternes by, som rummer alt fra det fuldstændig overdådige gyldne palads i Versailles til de mest usle, tilsmudsede rendestene, endestationen for den menneskelige deroute

Vi kunne dog sagtens have klaret os uden det futuristiske indslag. Paris anno 1789 er en kontrasternes by, som rummer alt fra det fuldstændig overdådige gyldne palads i Versailles til de mest usle, tilsmudsede rendestene, endestationen for den menneskelige deroute. Dertil kommer den fængende historie og den problematiske og fantastiske romance mellem Arno og den skønne Elise, en selvstændig, hårdtslående og virkelig stærk kvindefigur. Det er et af de første kærlighedsforhold, der virkelig har fungeret for undertegnede i et spil, og jeg var sgu på nippet til at knibe en lille tåre eller to undervejs. Vive l'amour fra skabspladderromantikeren her, og et rungende bravo til Ubisoft! Selvfølgelig skulle det ske i et fransk spil, hvad ellers? Og meget ironisk, da spillet op til lanceringen fik så megen kritik for manglen på kvindelige figurer i multiplayer.

2
Jaaaa! Elise er en af de bedste heltinder i et spil til dato.

Når vi nu taler om solen. Prikken over i'et i Unity er selvfølgelig multiplayerdelen. Op til fire spillere kan slå pjalterne sammen og gennemføre en lang række missioner på kryds og tværs, og det er fuldt integreret i spillet via de sociale klubber, som altid her i nærheden. Her kan man løbe hen og med det samme hoppe ind i missioner sammen med tilfældige fremmede, eller man kan danne en klub og tackle missionerne med vennerne.

Bemærk: Op til anmeldelsen var der problemer med forbindelsen i PS4-versionen, så vi har beklageligvis kun kunnet dyppe tæerne i oplevelsen, som til gengæld kørte som smurt, da den endelig blev aktiveret. Vi har heller ikke kunnet teste den specielle Companion-app, som låser op for flere elementer i spillet, så derfor vender vi tilbage senere med et opdateret kig på onlinefunktionaliteten, når den kører.

Selv uden multiplayerdelen er Assassin's Creed: Unity et spil, som gav denne anmelder en stor oplevelse. Det har både spænding, mystik, romantik og et solidt strejf af historiens vingesus, og det opnår i dén grad sit primære mål. At skabe en levende, åndende by, man kan fortabe sig fuldstændig i. Paris, je t'aime!

9 /10

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (13)

About the author

Jonatan A. Allin

Jonatan A. Allin

Contributor

Jonatan er en langhåret pixelfetichist, som elsker fightingspil, indiespil, rollespil, bilspil, chiptunes, dødsmetal og mikrobryggerier. Han mener, at spilindustrien endelig er ved at blive voksen, men han kæmper en hård kamp for aldrig selv at blive det. Han har en achievement i engelsk og film- og medievidenskab fra KUA. Jonatan har lusket rundt på Eurogamer siden 2009

Relateret indhold

AnbefaletWatch Dogs 2 - Anmeldelse

Hipster-hackerne overtager Californien!

AnbefaletHITMAN - Anmeldelse og Interview

Første sæson af Hitman er netop afsluttet, og nye eventyr med Agent 47 venter forude. Vi var et smut forbi IO Interactive for at spille sidste kapitel, og fik samtidig en snak med Online Director Torben Ellert, og Community Content Manager Travis Barbou

AnbefaletCall of Duty: Infinite Warfare anmeldelse

Det bedste i serien siden Modern Warfare 2?

Rise of The Tomb Raider: 20 Year Celebration Edition - Anmeldelse

Lara Croft har ledt efter den hellige gral i mere end et år, lad os se om hun finder den på Playstation 4.

EssentieltBattlefield 1 anmeldelse

Vi tog tidsmaskinen tilbage til første verdenskrig. Og ja, vi kan lide det!

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (13)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading