Flashpoint: Velkommen til Hexadise Hotel

Her er vores nye klumme om krigsspil og simulatorer fra dengang farfar var ung

Velkommen til første klumme i vores nye Flashpoint-serie. Det handler om krigsspil, flysimulatorer, spacesims og hexbaserede spil der om ikke andet vil få et smil frem på din farfars rynkede ansigt.

Det er på ingen måde blockbusterspil vi taler om her, men vi (nogen af os, okay, kun mig) her på Eurogamer kan godt lide dem alligevel.

Titlen på klummen, Flashpoint, har to betydninger for os. Det er et potent ord der har været populært i krigsspil gennem tiderne, jeg kan komme i tanke om i hvert fald de første tre krigsspil der bruger navnet i titlen. Arma, altid populært på disse kanter, hed Operation Flashpoint dengang det udkom i 2001 (Codemasters, der ejede navnet, prøvede ret forgæves at lave en kopi af det senere i 2009, spektakulær fejltagelse).

Det er også, og det er almen viden, man er nærmest flov over at nævne det, kodeord for den amerikanske 9. Armés offensiv over Rhinen i marts 1945.

Alt i alt et passende navn til den nye ugentlige klumme.

FlyTampa - Copenhagen

Menuen i denne uge er lang og vi starter med en nyhed fra flysimulator verden (FSX og P3D).

FlyTampa, en Florida-baseret add-on developer, har lavet vores helt egen Københavns lufthavn, EKCH. Der er naturligvis brugt nogle timer på at flyve over, rundt og ind i den (med vores nye triple screen setup, mere om det en anden gang) og FlyTampa har gjort et godt arbejde med den. Alt lige fra de karakteristiske blå trafikskilte på motorvejen, metroen der kører frem og tilbage, røde teglstenstage på de omkringliggende parcelhuse, har de husket at få med. Selve lufthavnen er gengivet i høj detaljegrad og man kan sågar se med inde fra terminalerne ud gennem vinduerne. En stor del af det omliggende København er gengivet, skriver de i marketing materialet, men det som de kære floridianere mener er at 'Amager' er præcis gengivet. Når man kommer ind over indre by bliver dækningen lidt mere tyndbenet, selvom landmærker som rådhuset og Christianborg står i ensom majestæt.

DCS: Hawk T.1A til DCS World

Der er efterhånden kommet en del moduler i Digital Combat Serien som vi ikke har nået at anmeldenemlig DCS: Bf 109 K-4 Kurfürst, DCS: F-86F Sabre, DCS: Fw 190 D-9 Dora og en Su-27 samt en F-15 til DCS World.

Vi rådede til dels bod på det ved at interviewe svenskeren Nicholas Dackard, der står bag Leatherneck Simulations, om hans helt igennem fremragende Mig-21bis til DCS.

I denne uge blev det bekendtgjort, at man, formedelst 32 USD, kan erhverve sig rettighed til en såkaldt pre-release version af et nyt fly i serien: DCS: Hawk der kommer i beta version her på et tidspunkt i november.

En Hawk er ikke verdens mest spændende fly, om man så må sige, men det er til gengæld kreeret i DCS-level fidelity, dvs. fuldt interaktivt cockpit og total system integration.

Hawk'en bliver mest brugt til at træne jetpiloter verden over, bl.a. i RAF. Det kan bære forskellige missiler og bomber, men er os bekendt ikke operationelt kampfly fly nogen steder. Et pudsigt valg når nu der findes så mange eksotiske fly derude.

Indtil videre kan det kun flyves over Eagle Dynamic's, lad os bare kalde det 'klassiske', Georgien terræn, men vi har hørt fra pålidelig kilde, at Nevada-terrænet, som er lavet i den nye Edge engine, udkommer inden året er omme og det er jo det alle venter på. Elefanten i rummet. Screenshots fra Edge ser fantastiske ud. Teknologien kommer givetvis til at blæse sokkerne af simulatorverdenen når det kommer og da Nicholas Dackard var i København kunne han ovenikøbet fortælle os, at framerates i Edge var umådelig gode sammenlignet med alt andet på markedet.

hawk
DCS: Hawk T.1A til DCS World

Bornholm i Arma 3

Vi fik mail forleden fra en fyr der hedder Egil. Han skrev til os med nyheden om, at han udgivet en mod til Arma 3. Det er næsten en underdrivelse. Egil har lavet hele Bornholm i Arma 3 - det er et episk værk der må have taget tusindvis af timer at lave. Han har skabt hele øen, godt nok kun i 2/3 del størrelse, men den er stadig stor, omkring 22 x 22 km. Det er 260 km2's solskinsø som kan bombes og smadres og skydes på.

Alle byerne er der, lufthavnene, havne, bakker og dale. Bornholm er et overraskende sjovt sted at føre krig, landskabet er mildt sagt lidt mere dramatisk end i resten af Danmark, og det har en Chernarus-agtigt vibe som den solbeskinnede Altis/Stratis kombination ikke helt kan opnå.

Egil's Bornholm-mod er del af Arma 3's Make Arma Not War konkurrence hvor der står €500.000 på spil til de bedste mods. Gå ind og stem på projektet. Her på Eurogamer krydser vi fingre.

Combat Mission - Black Sea

Battlefront har en kedelig rekord. De har indtil videre forudset to krige. Den første var i 2007 da de udgav Shock Force modulet. Det foregik i Syrien. Nu kommer de med Black Sea modulet, der blev påbegyndt i 2009, om en krig i Ukraine der starter efter Rusland annekterer Krim halvøen. Skræmmende, men sandt.

Modulet smider en masse tanks med T foran navnet på banen og moderne fænomener som dronefly, nightvision, elektronisk krigsførelse med satellit kommunikation og integrerede netværk. Og hvad så når det ikke virker? Det er også simuleret. Sluk for det hele og man er tilbage i de gode gamle dage. Næsten.

Trophy, Arena og Zaslon systemer er også med. Det er såkaldte aktive beskyttelsessystemer der nedkæmper projektiler før de rammer pansrede køretøjer. Og præcisionsartilleri, en oxymoron i Anden Verdenskrig, men nu om dage har artilleristerne lært at skyde 155 mm granater ind gennem kældervinduer på 25 km afstand. Eller det siger de i hvert fald selv.

Det er et interessant initiativ fra Battlefront. Eneste sky på himlen: at modulet udkommer i den ti år gamle Combat Mission-engine. Den kunne faktisk trænge til en ansigtsløftning og lidt ordentlig lyssætning.

Arma 3 Helicopters DLC

Den sidste nyhed fra ugen der gik er, at Arma 3's Helicopters DLC blev sendt ud. Det er en ny type DLC for Bohemia der førhen har fokuseret på deciderede kampagner og singleplayer content i deres DLC pakker.

Der er tre helikoptere. En MD500, det er en civil udgave af en Little Bird, og to tunge transport helikoptere, en fiktiv Chinook i stealth version og en Taru, der en slags Skycrane i iransk forklædning og noget ny funktionalitet.

Alle helikoptere i sandkassen, også de 'gamle', er blevet opgraderet med den nye advanced flight model. 'Rotorlib' i Arma-lingo. Det gør helikopterflyvning mere realistisk og selvom man ikke kommer helt op på siden af helikopterne i for eksempel DCS-serien, er det velkomment.

Stjerne-featuren er 'slingload'. Jeg ved ikke engang hvad den tekniske term er på dansk, sikkert noget med at løfte ting i en snor under helikopteren. Det er en feature man sikkert kan have meget sjov med i avancerede multiplayer scenarier og formentlig i dynamiske singleplayer missioner - hvis der altså var nogen. Det er der ikke.

DLC'et er en pakke med nye funktioner men meget lidt spilbart indhold. Det lader man tilsyneladende community'et om at levere. Det giver på en måde god mening men det er også lidt dovent. Vi må tilstå en vis skuffelse over at Helikopter DLC ikke kommer med en officiel Bohemia kampagne for helikopterpiloter. Lige nu står man lidt i den situation, at man har brugt penge på at købe en DLC pakke, uden garanti for at man kan lege med den.

Men okay, man kan altid fyre op under editoren og lave sine egne scenarier, men kære Bohemia, det kunne I godt have gjort lidt bedre.

Jump to comments (0)

About the author

Martin Wiinholt

Martin Wiinholt

Editor-in-chief, EG.dk

Martin kan godt lide virkeligheden. Han er faktisk så opslugt af den, at han hver gang chancen byder sig opsøger den i sine favoritgenre blandt krigs- og fartøjssimulationer på pc. Er desuden set tænde for en Wii helt uden at tøve. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading