Gamergate har efterhånden raseret spilkulturen i ugevis, men har efterhånden også infiltreret nyhedsstrømmen i den mere mainstream del af mediebilledet.

Da Anita Sarkeesian så sig nødsaget til at aflyse sit foredrag på Utah State University, var det ikke kun os, der rapporterede på nyheden, men også en af moderne journalistiks største bastioner, New York Times, havde fået nys om hændelsen.

Siden har de givet hende spalteplads til en såkaldt Op-ed, og der rapporteres ivrigt på hele kontroversen i de amerikanske medier.

Senest har en af USA's største satirikere, Stephen Colbert, beskæftiget sig med balladen. Colbert er oprindeligt kendt fra The Daily show with Jon Stewart, men fik sit eget show, som vises umiddelbart efter Stewarts i USA, i 2005. Adskillelige amerikanske unge får deres nyheder fortrinsvis fra Stewart og Colbert, og de betragtes begge som vigtige stemmer i den kulturelle og politiske debat.

Colbert starter sit segment med en stribe jokes omkring gamere, og byder herefter velkommen til Anita Sarkeesian, som han herefter interviewer.

Der er ikke meget tvivl om, hvilken side af den påståede debat Colbert fatter sympati for, og tilhængere af Sarkeesian er nok ikke ærgerlige over at have Colbert med på holdet.

Du kan se indslaget herunder, og vi beklager den småsølle videokvalitet.

About the author

Troels Sejrup Rødkjær

Troels Sejrup Rødkjær

Contributor

Troels har sovet, spist, læst og levet gaming siden hans hænder var store nok til at omklamre et gamepad, og han har aldrig siden givet slip. Han kan fare vild i sin egen lejlighed, men vækker du ham om natten, kan han tegne et ret præcist kort over Hyrule i Ocarina of Time. Han undres til stadighed over at surround sound så sjældent prioriteres i et ordentligt gamer-setup.

Flere artikler af Troels Sejrup Rødkjær