Siden GOG startede sin mission med at bringe gamle, men gode PC-spil tilbage fra glemslens dyb, har fans skreget i kor efter spillene fra Lucasarts' guldalder.

Lucasarts blev startet i 1982 af Hr. Star Wars selv, George Lucas, hvilket også satte sit tydelige præg på firmaets udgivelser, helt indtil Disney's overtagelse i 2012, hvor al udvikling blev standset, og de fleste medarbejdere blev fyret.

Sideløbende med Star Wars spillene blev der fra slutfirserne, frem til midten af halvfemserne, udgivet nogle af hovedværkerne i hvad der af mange betragtes som adventurespillenes storhedstid.

Utallige børne- og teenagesind har forsøgt at gennemskue logikken i Monkey Island, Sam & Max, Indiana Jones & The Fate of Atlantis, og det ofte i en tid uden adgang til internettes overflødighedshorn af guides og video walkthroughs. Hvis man ikke lige kendte en voksen, der usædvanligt nok havde kastet sin kærlighed på den pixelerede eventyrgenre, kunne man nemt sidde fast til man blev gammel nok til at forstå gåderne. Alternativt kunne man være så heldig, at Det Nye Computer havde trykt en guide bagi, som kun to 3 måneder om at blive komplet.

Disse spil, på nær jubilæumsudgaverne af Monkey Island, har aldrig før været gjort tilgængelige som downloads, og samlere og nostalgikere har således været forvist til ebay, loppemarkeder og lyssky baggårde, hvis de har villet gøre sig forhåbninger om at tiltvinge sig lovmæssigt forsvarlige udgaver af deres digitale barndomsminder. Med dagens nyhed kan de i stedet suse ind på GOG.com, hvor de kan boltre sig i førnævnte titler, ligesom en række klassiske Star Wars titler er sat til salg.

Titlerne, som fra i dag kan erhverves på GOG, er som følger:

Star Wars™: X-Wing Special Edition

Star Wars™: TIE Fighter Special Edition

Sam & Max Hit the Road

The Secret of Monkey Island: Special Edition

Indiana Jones and the Fate of Atlantis

Star Wars: Knights of the Old Republic

Dette er natuligvis ikke den komplette samling af bevaringsværdige Lucasarts-kreationer, og nostalgikeren vil udbede sig forklaring på den manglende tilstedeværelse af andre mastodonter som Grim Fandango, Full Throttle og Day of The Tentacle. GOG lover dog, at vi kun har set begyndelsen, og at flere udgivelser snarligt vil følge trop.

Du kan købe de nyligt tilgængelige klassikere her

About the author

Troels Sejrup Rødkjær

Troels Sejrup Rødkjær

Contributor

Troels har sovet, spist, læst og levet gaming siden hans hænder var store nok til at omklamre et gamepad, og han har aldrig siden givet slip. Han kan fare vild i sin egen lejlighed, men vækker du ham om natten, kan han tegne et ret præcist kort over Hyrule i Ocarina of Time. Han undres til stadighed over at surround sound så sjældent prioriteres i et ordentligt gamer-setup.

Flere artikler af Troels Sejrup Rødkjær