Den Store Krig, som den var kendt, indtil efterfølgeren WWII fandt sted, er ikke blandt de mest benyttede, når udviklere har søgt efter konflikter at bygge spil over. Det kan der være mange årsager til, men blandt hovedgrundende skal nok tælles, at våbnene man benyttede var meget lidt praktiske og sexede, og at få gør sig så godt som skurke som de evindelige nazister.

Ubisoft Montpellier har alligevel kastet sig over 1. verdenskrig som tema, men har valgt en ganske anden tilgang end de fleste krigspil vi er vant til.

Spilleren vil i løbet af spillet få kontrollen over et meget veldrejet persongalleri på en håndfuld figurer, som skal guides gennem historien. Baggrunden er ganske vist 1. verdenskrig, men man har ikke følt sig bundet til at følge virkeligheden 100%. Alle datoer og større begivenheder er historisk korrekte, men alle medvirkende er fiktive personer, som bruges til at menneskeliggøre den rædselsfulde begivenhed, som krigen var.

Valiant Hearts er et adventure-spil, krydret med en portion action-sekvenser. Adventure-delen har absolut fokus, så hvis du ikke er kendt for dine katte-reflekser, er der ingen grund til at holde sig væk af den grund.

En typisk udfordring i spillet kan f.eks. være, at din nuværende figur gerne vil skrive et brev til sin datter. For at kunne gøre det, skal du bruge blæk og en fjer. Du befinder dig i en skyttegrav midt om vinteren, så du har ikke remedierne lige ved hånden, og går derfor til depotet. Soldaten i depotet vil for så vidt gerne hjælpe, men han har drivvåde sokker, og beder således om en tør sok i bytte for ulejligheden. Du finder en kradsbørstig beskidt sok på en gang pigtråd udenfor, men den vil han ikke have på. Du skal derfor gemme sokken i en opvaskebalje i et andet telt, for at soldaterne med køkkentjans uforvarende vasker den for dig. Og for at få den tør og klar til brug, lægger du den lige på en kamin først. Derefter kan du bytte den til det ønskede blæk. Fjeren fremskaffes ved hjælp af en tallerken, noget brød, og en due.

Sværhedsgraden på langt størstedelen af gåderne er passende, omend i den lettere ende. Det skyldes ikke mindst, at man stort set ikke støder på ulogiske gåder, og alt kan løses inden for rimelig tid med lidt omtanke. Går man alligevel i stå, får man stillet hints til rådighed efter lidt tid. Actionsekvenserne er absolut også til at have med at gøre, og hvis man dør, sker der ikke det store ved det, da checkpoints er drysset med løs hånd ud over hver bane. Man kommer sjældent til at spille meget mere end et minut om igen, hvis man stiller militærstøvlerne før tid.

Spillet er præsenteret i virkelig flot 2D, med en lille snert af 3D hist og her. Det er udført i Ubisofts egen UbiArt Framework, som også bragte os de enormt smukke Rayman Origins og Legends, og det bliver bestemt påvist her, at der er uanede muligheder for kunstnerisk udfoldelse i spilmotoren. Alt fremstår flydende og overbevisende, og på trods af begrænset ansigtsmimik, er man aldrig i tvivl om, hvilken sindstilstand figurerne befinder sig i. Det skal også nævnes, at musikken er særdeles velvalgt, og understøtter stemningen perfekt, hvad enten der er tale om hurtig action, stealth-missioner eller de mere rolige øjeblikke.

Spillet er i høj grad historiedrevet, og det skal i denne forbindelse forstås på to måder. Der er naturligvis den verdenshistoriske rammefortælling, som præsenterer fakta på en engagerende måde, og det bliver aldrig tør historieundervisning. Har man mod på at gå lidt mere i dybden, er spillet spækket med små bidder fakta, som man kan læse eller lade være. Valiant Hearts har dog den meget medrivende og til tider rørende fortælling om hovedpersonerne som hovedfokus. Har man tendens til at lade sig medrive, er det ikke af vejen at have en pakke lommeletter stående inden for rækkevide i et par sekvenser. Er man hundefan, skal man også lede længe for at finde mere charmerende og elskelige firbenede kammerater, end dem man præsenteres for heri.

Valiant Hearts er et ganske usædvanligt spil. Adventure-genren er set før, og action-sekvenserne har også skævet en del til tidligere udgivelser, i flere tilfælde de førnævnte Rayman-titler. Men den kombination, parret med en velskrevet, gribende og rørende historie baseret på virkeligheden, har tilsammen frembragt en unik spiloplevelse, som langt de fleste vil blive beriget af at have oplevet. Afhængigt af tidligere erfaring, er der stor chance for at stå med en ny opfattelse af første verdenskrig, og spilmediet, ved slutningen af Valiant Hearts.

8 /10

About the author

Troels Sejrup Rødkjær

Troels Sejrup Rødkjær

Contributor

Troels har sovet, spist, læst og levet gaming siden hans hænder var store nok til at omklamre et gamepad, og han har aldrig siden givet slip. Han kan fare vild i sin egen lejlighed, men vækker du ham om natten, kan han tegne et ret præcist kort over Hyrule i Ocarina of Time. Han undres til stadighed over at surround sound så sjældent prioriteres i et ordentligt gamer-setup.