Wolfenstein: The New Order - Anmeldelse

Bessefar kan stadig sagtens

Wolfenstein er i den offentlige bevidsthed FPS-genrens grand old man, og repræsenterer for mange den første gang de pløkkede fjender ned i første person. Og selv om genren først rigtig eksploderede med Doom fra samme udvikler, er Wolfenstein 3D omgivet af en vis portion ærefrygt, som desværre ikke altid er blevet efterlevet.

De to første fortsættelser, Return to Castle Wolfenstein og Wolfenstein, var for så vidt gedigne shooters, men revolutionerede ingenting, og særligt Wolfenstein forlod sig på gimmicks for at fastholde interessen. Nu er det så op til Machinegames at puste nyt liv i FPS'ens oldefar, og man kan fra starten konstatere, at de er gået til opgaven med iver, dygtighed og fyrig kampgejst.

dav

Spillets udviklere, Machinegames, blev stiftet af tidligere folk fra Starbreeze Studios, som stod bag de narrativt stærke The Darkness og Escape from Butcher Bay, og man kan tydeligt mærke, at udvikleren har haft fokus på fortællingen i spillet.

Det bliver hurtigt klart, at der er kælet mere end almindelig meget for præsentationen. Mellemscener er usædvanligt veludførte, og byder på god fart, engagerende handling og velskrevet- og udført dialog. Det er ikke Shakespeare, men det er klasser bedre end størstedelen af FPS'er kan prale af, og giver spilleren lyst til at kæmpe sig videre. Figurerne har også tilpas meget personlighed til at man husker dem, og nazisterne er som nazister er bedst, nemlig nogle modbydelige sataner.

Spilleren indtager rollen som William "B.J." Blazkowicz, som i alle foregående Wolfensteins. Der er heller ikke pillet meget ved hans overflade, og han fremstår stadig som et ærkeamerikansk uovervindeligt muskelbundt, som drysser nazier med løs hånd på sine cornflakes. Han er stadig ikke blandt verdens mest meddelsomme, men han har dog fået tilstrækkeligt med personlighed til at fremstå som andet end et kødhoved med kløe i aftrækkerfingeren. Der er har aldrig været længere mellem B.J. og Duke Nukem.

Wolfenstein: The New Order åbner ombord på et bombefly i slutningen af 2. verdenskrig. Inden længe er flyet så medtaget, at spilleren må hoppe, i fuld højde og fart, over i et andet fly, som desværre heller ikke kan holde sig i luften. Efter et dramatisk styrt må B.J. og de øvrige overlevende kæmpe sig til fods mod målet, som er Nazilægen Deathshead's borg. B.J. og gutterne bliver dog fanget og bragt til Deathshead, som tvinger B.J. til at foretage et valg, som har konsekvenser for spillets videre gang. Det giver replay value på en naturlig måde til et i forvejen omfangsrigt spil, særligt med genren for øje.

B.J. og kammerat tager efterfølgende benene på nakken, men B.J. slår sig gevaldigt i flugten, og vågner på en galeanstalt som grøntsag. 14 år passerer før han endelig vågner til dåd, ved synet af nazisternes overgreb på lægefamilien som har passet ham. Det lykkes ham at slå soldaterne ihjel, og flygte med lægedatteren Anya og den ansvarlige befalingsmand ud til Anyas bedsteforældre, hvor befalingsmanden overtales med passende brug af motorsav til at afsløre hvor B.J.'s kammerater er spærret inde. Spilleren og B.J. lærer i samme ombæring at Nazisterne vandt 2. verdenskrig, og har brugt den mellemliggende tid til at undertrykke verden i horribel grad. Scenen er hermed sat for at B.J. kan redde sine kammerater, og få startet sin blodfejde mod nazismen og Deathshead.

Gameplaymæssigt er heller ikke denne Wolfenstein nogen revolution, men det er en bundsolid First Person Shooter. Spilmotoren, idTech 5, er skabt af Wolfenstein 3D's ophavsmænd, og shooter-mekanisk er der intet at sætte en finger på. Våbnene føles bastante, man bevæger sig aldeles intuitivt rundt i ildkampene, og headshots og granatkast eksekveres på absolut behændig vis.

Man har endda valgt at se bort fra nogle af genrens nyere tiltag, såsom regenererende liv og skjold, og har spilleren lyst til at plaffe nazister med to shotguns på samme tid, er der intet til hinder for det. Det kan dog føles unødvendigt at være tvunget til at klikke på samtlige efterladte magasin og panser, men det bliver aldrig en overvældende gene.

shotgubs

Det mest iøjnefaldende brud på FPS-konventionerne fra de helt gamle dage er imidlertid tilføjelsen af stealth-gameplay. B.J. kan snige sig op på intetanende nazister og hamre sin dolk i nakken på dem, for på den måde at undgå de øvrige nazisters opmærksomhed. Sørger man for at likvidere kommandanter i hemmelighed, har det også den effekt at der ikke bliver tilkaldt forstærkninger. Det er dog hverken Sam Fisher eller Solid Snake vi har med at gøre, og B.J. befinder sig trods alt bedst med at tømme magasiner i ansigtet på nationalsocialisterne. Stealth bliver derfor sjældent dominerende i New Order, og som alternativ fungerer det udmærket.

Wolfenstein: The New Order's største styrke er uden tvivl i fortællingen. Historien er velskrevet, præsentationen ligger på et usædvanlig højt niveau, og der er grund til flere gennemspilninger. Dertil er spillet også en glimrende, om end ikke nyskabende, FPS, som fans af genren uden tvivl bør stifte nærmere bekendtskab med. Man kan muligvis ikke lære en gammel ulv nye tricks, men spørgsmålet er måske også nærmere, om man bør, når nu de gamle tricks er så veludførte som her.

8 /10

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (1)

About the author

Troels Sejrup Rødkjær

Troels Sejrup Rødkjær

Contributor

Troels har sovet, spist, læst og levet gaming siden hans hænder var store nok til at omklamre et gamepad, og han har aldrig siden givet slip. Han kan fare vild i sin egen lejlighed, men vækker du ham om natten, kan han tegne et ret præcist kort over Hyrule i Ocarina of Time. Han undres til stadighed over at surround sound så sjældent prioriteres i et ordentligt gamer-setup.

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading