14 år efter udgivelsen af klassikeren No One Lives Forever higer mange nostalgikere stadig efter endnu en tur som den kvindelige superspion Cate Archer. Spillets blanding af stealth, 60'er-æstetik og humor er ikke, foruden efterfølgeren fra 2002, gjort efter siden, og spillet blev overordentligt vel modtaget ved udgivelsen.

Siden dengang har det været mere end amlimdeligt bøvlet at tilvejebringe en legitim kopi af spillet. Det er ikke tilgængeligt på nogen online-tjenester, og det viser sig at have en noget usædvanlig årsag. En undersøgelse har været igangsat for at finde ud af, hvem der ejer rettighederne til spillet, og dermed retten til digital genudgivelse. Indtil nu har undersøgelsen kun budt på blindgyder, da de oprindelige ejere, Activision, ikke havde rettighederne, og heller ikke anede hvem der så gjorde.

Siliconera har i mellemtiden spottet registreringer af varemærker for netop No One Lives Forever og de to efterfølgere, hvilket kraftigt tyder på en snarlig genudgivelse. Firmaet bag varemærkerne, Night Dive Studios, har inden for de senere år bragt klassikere som System Shock 2 og 7th Guest tilbage til nostalgiske gamere, men lover intet på forhånd.

CEO Stephen Kick udtaler følgende: "Vi er på nuværende tidspunkt ude af stand til at kommentere på planer for fremtiden. Jeg vil gerne tilføje, at vores team holder meget af disse spil, og vores håb er, at de en dag bliver genudgivet".

Alle tegn peger dog på, at Night dive Studios kan gøre andet end blot at håbe. Vi er i alle fald fortrøstningsfulde, og gør os klar til en groovy gang verdensomspændende spionage i lårkort kjole.

About the author

Troels Sejrup Rødkjær

Troels Sejrup Rødkjær

Contributor

Troels har sovet, spist, læst og levet gaming siden hans hænder var store nok til at omklamre et gamepad, og han har aldrig siden givet slip. Han kan fare vild i sin egen lejlighed, men vækker du ham om natten, kan han tegne et ret præcist kort over Hyrule i Ocarina of Time. Han undres til stadighed over at surround sound så sjældent prioriteres i et ordentligt gamer-setup.