Dette er andet kapitel ud af tre i en artikelserie om Blizzards kommende Heroes of the Storm, hvor vi har været så heldige at få lov til at prøve kræfter med den tekniske alfa-version af spillet. Det er sjældent, at en udvikler giver offentligheden lov til at lege med på et så tidligt stadie af spiludviklingen, og det nuværende indhold kan derfor gennemgå markante ændringer i forhold til det endelige produkt. Artikelserien er bygget op om tre centrale elementer i ethvert MOBA-spil: kortet, karaktererne og grindet.

I sidste uge kiggede vi nærmere på de første fire slagmarker, som Blizzard har valgt at inkludere i deres kommende debutant på MOBA-scenen 'Heroes of the Storm'. Men som titlen indikerer, må banerne snøftende se sig skubbet i baggrunden og gøre plads til spillets egentlige omdrejningspunkt: heltene (og -inderne, Blizzard skal ikke nyde noget af at komme i feministernes nådesløse kikkert igen). Der er ikke nogen tvivl om, at rampelyset er reserveret til disse episke personager, der indtil videre er hentet fra Blizzards tre største franchises i form af Diablo, StarCraft og Warcraft-universerne.

1
Muradin Bronzebeard, Bror til Magni Bronzebard, Søn af Madoran Bronzebeard. Ringenes Herre blev ikke skabt forgæves

Selvom baggrundshistorien måske er lidt tynd i toppen i Diablo, og kun lige er sammenhængende nok til at danne rammer om en konstant nedslagtning af endeløse horder af djævelske håndlangere, er den stadig konsekvent. For StarCraft og Warcrafts vedkommende er den samlede 'lore' efterhånden af bibelske proportioner, og spillene har affødt et hav af bøger, der yderligere smider kød på en i forvejen kompleks historie. I forhold til de gamle titaner, kommer Heroes of the Storm dansende ind til festen som en farvefuld gøgler, der uden tvivl løfter et par øjebryn fra de andre deltagere. Du fornemmer hurtigt, at Blizzard har haft behov for at lægge lidt afstand til seriøsiteten, og i stedet lade det hele været lidt mere let til bens. Du bruger ikke mange sekunder på at få forklaret begivenhedernes gang, før du står midt i kampens hede og kaster magier til højre og venstre. Det er noget med en 'Nexus', som er en selvstændig dimension, der hiver helte ind fra de andre spils respektive dimensioner, og spiller dem ud mod hinanden i storslåede slag. Noget i den dur. Behøver du mere?

Overordnet set er der to forskellige måder, som heltene går til værks på - nærkamp og afstand. Det er meget forskelligt, hvad den enkelte spiller foretrækker. Jeg har f.eks. altid været vild med at ligge på en bakketop i skydespil med et gedigent gevær og vente på at en uheldig mandsling spadserer med knoppen ind foran mit sigtekorn. Andre foretrækker derimod at komme i flæsket på deres modstandere, så der er noget til enhver smag. Nærkampskaraktererne er beefy og kan tåle nogen tæsk, mens skytterne kun skal strejfes af en arrig klo fra Diablo, før de lægger sig.

2
Blizzards helte bryder rammerne. Bogstaveligt talt.

I skrivende stund er der fire forskellige karakterklasser: Warrior, Assassin, Support og Specialist. De tre første er lige ud ad landevejen. Warrioren er alsidig med en rimelig portion liv og skade. Assassinen er i højere grad en glaskannon, der slår rigtig hårdt, men skal navigere mere ind og ud af kampene, og ikke kan tåle at stå tå til tå med en warrior. Supporten er til for at støtte og bakke op om de andre karakterer. Han møder op med talrige egenskaber til at helbrede sine medspillere, give dem et ekstra skvæt mana eller gøre livet surtt for modstanderne ved f.eks. at stunne eller gøre dem blinde i et par sekunder.

Specialisten er den mest interessante og nyskabende klasse i galleriet, og byder på en heltetype, som ikke er set i tidligere MOBA-spil. Stjernen er genmanipulatoren Abathur fra Starcraft. I modsætning til de andre er han aldrig selv tilstede i fronten, men gemmer sig bag de defensive strukturerer tilbage i hovedbasen. Herfra sender han larver ud, er i stand til at hjælpe de andre helte med en beskyttende 'overseer' og kan ultimativt lave en kopi af en anden helt med alle dens egenskaber i en kort periode. Det lyder måske voldsomt stærkt, men akilleshælen ved Abathur er, at der i en af lanesne mangler tilstedeværelsen af en helt, som en anden karakter end Abathur ville have udfyldt.

Af andre nye tiltag er, at hele holdet stiger i niveau sammen, hvilket både inviterer til øget fokus på samarbejde, men samtidig også medfører en del frustrationer. Hvis du f.eks. har haft god fod på en modstander i din ende af kortet, men de fire medspillere opfører sig som hjernedøde aber i deres, kan du pludselig stå overfor en modstander, der er to niveauer højere end dig og derfor stærkere end dig. Det føles dybt uretfærdigt, når du sidder tilbage med den viden, at du var en bedre spiller, men at han bare havde trukket et bedre hold i automaten.

3
Arthas, den frosne charmetrold, i aktion

Alle karakterer starter med tre aktive egenskaber og én passiv, i stedet for den sædvanlige MOBA-formel, hvor du kun har én egenskab, og derefter får én ekstra per stigning i niveau. Denne ændring gør, at der er fuld knald på fra starten. Det sekund den første modstander stikker sin lidt for store næse frem af busken, regner det ned om ørerne på ham med magier og kugler. Når dit hold får tilraget sig niveau 10, lukkes der op for din 'ultimate', som er en ekstra kraftig magi. Det kan f.eks. være Jim Raynor, der tilkalder sit massive rumskib Hyperion til artelleristøtte eller Diablo der lukker op for en solid stråle helvedesild. Dette lægger op til en intens kamp om at nå til level 10 først, da det kan have afgørende konsekvenser for resten af spillet.

Til stor gene for en gammel MOBA-veteran er der ingen items i spillet. I andre spil indsamler du normalt guld fra slagne helte og monstre, men den ellers fasttømrede del af spilmekanikken er skrottet. Denne forsimpling gør, at der ikke er nær de samme udfoldelsesmuligheder for at tilpasse dig til den gruppe af helte, du står overfor. Til gengæld bruger du ikke tid på at sidde og fedte i en butik efter det rigtige sværd, du stormer bare udover stepperne. Om du er til det ene eller det andet er nok en smagssag ligesom i bilspil. Kan du bedst lide at bruge tid på at justere hjulhøjden og vægten af karrosseriet, eller skal du bare kunne brænde gummi på asfalten ved et par knaptryk.

Indtil videre er der kun smidt ca. tyve helte i manegen, men de er meget alsidige og tilbyder hver især deres egen unikke spilstil, som skal mestres. Antallet af helte er kun toppen af isbjerget. Allerede nu kan du se tomme portrætter, som nye helte skal indtage på et senere tidspunkt, og der er ingen tvivl om, at Blizzard har tænkt sig at holde spillet friskt med en lind ankomst af nye ansigter. Den nye specialistklasse er rigtig interessant, og den største opgave for udviklerne bliver at balancere den, da den er så anderledes i sin form, at den enten har tendens til at være alt for stærk eller alt for svag. Jeg kan ikke komme udenom, at jeg føler en hvis grad af klaustrofobi over manglen på items, men der er nok nogen, der vil finde det befriende. Udvalget af helte efterlader én med fornemmelsen af, at Blizzard har kigget på de andre MOBA-spil og kondenseret, hvad der gør de forskellige typer sjove at spille - og i den tidlige prøvesmagning her, har de ramt helt rigtigt.

I næste uge tager vi fat i den afsluttende del af artikelserien: grindet. Hvordan har Blizzard tænkt sig at holde os troldbundne af deres nye skud på stammen.

About the author

Malthe Wandall-Holm

Malthe Wandall-Holm

Contributor

Dette er den oprindelige kattemand. Behåret og blød. Som at leve inden i en bjørn. Derudover er enheden der kendes som Malthe god til MOBA-genren, og er ikke bleg for at skråle ørerne af sine medspillere, når de ikke kan finde ud af 'at plante den skide ward!'.