2014 har allerede vist sig at være et stærkt år med blandt andre Dark Souls II og Infamous: Second Son, men der er meget mere på vej, og der er også en stak meget interessante udgivelser på vej i den nærmeste fremtid. Vi har udvalgt 5, som vi synes fortjener lidt ekstra opmærksomhed her:

Daylight

Udkommer 29/4 til PS4 og PC

Hvis du er begyndt at sove ordenligt igen oven på Outlast, som skræmte os fra vid og sans tidligere på året, kan du nu få brug for nattelampen igen med Daylight.

Spillet er et first-person adventure, som foregår på et uhyggeligt hospital. Og hvor den setting må siges at være brugt før, har Daylight alligevel nogle nye tricks i ærmet. Du har kun lyset fra din mobiltelefon som beskyttelse, og spillets baner bliver tilfældigt generet hver gang du starter, hvilket gør hver gennemspilning ukendt og unik. Vi har allerede puden klar til at dække øjnene.

Child of light

Udkommer 30/4 til Xbox One, PS4, PC, Xbox 360, PS3, Wii U

Anderledes trygt og børnevenligt er Child of Light, et 2D turbaseret rollespil med platformselementer og overdådig malerisk grafik. Bliver man mindet om de senere års fantastiske Rayman-spil er det ikke tilfældigt, da Child of Light er baseret på samme spilmotor, men gameplay-mæssigt ser det dog ud til at adskille sig en hel del.

Wolfenstein : The New Order

Udkommer 23/5 på Xbox One, PS4, PC, Xbox 360 og PS3

Tipoldefaren til nutidens store FPS'er som Call of Duty og Battlefield vender tilbage. Sidste gensyn med serien, opfindsomt kaldet Wolfenstein fra 2009, blev mødt med middelmådige anmeldelser og magre salgstal, men Bethesda er sikre på, at vi ikke er færdige med at skyde på nazister. Der ser også ud til at være godt med fart på skyderierne, og hvis det ellers lykkes for udviklerne at gøre det underholdende, kan vi se frem til en gedigen gang hæsblæsende action som i gamle dage.

Watch dogs

Udkommer 27/5 til Xbox One, PS4, PC, Xbox 360 og PS3

Den helt store hype-maskine er kørt i stilling til udgivelsen af Watch_Dogs, og det er da også helt i top blandt de spil som både pressen og gamere ser mest frem til. Den realistiske gengivelse af Chicago er tilsyneladende spækket med uanede muligheder, og det er umiddelbart svært at få øje på grænserne for hvor meget sjov man kan få med at hacke alt mellem himmel og jord. Det er sat vand over til en af årets helt store spiloplevelser.

Mario Kart 8

Udkommer 30/5 til Wii U

Sidst, men bestemt ikke mindst, har vi et gensyn med den originale, og i mange øjnes bedste, kart-racer. Adskillige timer er brugt på at kyle skilpaddeskjold i forskellige farver efter hinanden på banen på de tidligere Nintendo-konsoller, og nu er tiden kommet til at gøre det samme på den ellers hårdt prøvede Wii U. Det har været lidt småt med fornyelsen i de sidste par versioner, men bundniveauet har altid været tårnhøjt, og lykkes det Nintendo at finde ind til den magiske formel igen, er der mange timers underholdning at hente for alle aldre. Wii U har også mere end almindeligt brug for et hit, hvilket Mario Kart 8 godt kunne vise sig at være. Nintendo viste i hvert fald sent sidste år med Super Mario 3D World, at de stadig har nogle poser med den gamle magi på lager, så vi er fortrøstningsfulde.

About the author

Troels Sejrup Rødkjær

Troels Sejrup Rødkjær

Contributor

Troels har sovet, spist, læst og levet gaming siden hans hænder var store nok til at omklamre et gamepad, og han har aldrig siden givet slip. Han kan fare vild i sin egen lejlighed, men vækker du ham om natten, kan han tegne et ret præcist kort over Hyrule i Ocarina of Time. Han undres til stadighed over at surround sound så sjældent prioriteres i et ordentligt gamer-setup.