På en halvkold tirsdag i februar er Eurogamer.dk inviteret til München for at se på EAs kommende shooter-satsning Titanfall. I en årrække har Call of Duty været den definitive AAA-titel, i hvert fald hvis vi snakker den lukrative konsol-shooter-genre, og EA må have haft svært ved at lade Activision sidde alene med kagen. Der er selvfølgelig Battlefield fra DICE, som EA købte i 2005, men på godt og ondt er Battlefield ikke Call of Duty. Så da de oprindelige stiftere af Infinity Ward, studiet bag det første Call of Duty, brød ud og startede Respawn, må det have været en no-brainer for EA at indgå et samarbejde. Og Microsoft i øvrigt også, som angiveligt har spyttet et betydeligt beløb i at udelukke Playstation fra festen i første omgang.

controller
Vi er klar

Første titel fra Respawn er Titanfall, som vil forsøge at kombinere den traditionelle shooter med kæmpemæssige menneskestyrede kamprobotter. Titans hedder de selvfølgelig her, men er nok det vi normalt kender som "mechs" eller "jaegers" i Pacific Rim. Apropos sidstnævnte, så er titans i en noget mindre skala. De er ca. tre gange så høje som et almindeligt menneske.

figur

Titanfall er udelukkende et online multiplayer-spil. Seks mod seks spillere på en række forskellige kort, og i en række forskellige spiltyper. Det unikke aspekt er, at man spiller både som pilot i en titan men også som "almindelig" soldat på jorden. Din titan-robotdragt er ikke klar, når hver runde går i gang, og skal først bygges færdig. I den forstand fungerer det lidt som i andre spil, hvor man efter noget tid låser op for et ekstra kraftigt våben, eller en særlig egenskab. Her går det dog relativt hurtigt, man vil have adgang til sin titan i det meste af hver runde, og man er også garanteret at få den. Indtil da må man klare sig som fodsoldat, og det er man også fuldt ud i stand til. Uden robotdragt er Titanfall meget som en traditionel shooter, med et ekstra parkour-lignende element, der gør at man kan hoppe virkelig højt og løbe på væggen i en kortere periode. Det leder tankerne hen på Mirror's Edge og Brink. Det er ikke kun en gimmick. Banerne er også designet i højden, så der hele tiden er bygninger, man kan løbe op i, og de står så tæt, at man kan springe fra tag til tag, og på den måde udjævne den højdefordel titans ellers har. Udover at man sandsynligvis vil opleve en gang imellem, at man er tvunget til at benytte katapultsædet, så kan der også være en taktisk ide i at forlade sin Titan i perioder. Den er nemlig styret af AI, når man er væk, og kan enten efterlades som vagthund et sted, eller tages med som en slags gigantisk bodyguard.

Langt hen ad vejen er oplevelsen med Titanfall som man kender den fra andre online multiplayer-shootere i højt tempo

Langt hen ad vejen er oplevelsen med Titanfall som man kender den fra andre online multiplayer-shootere i højt tempo. Der er loadouts, altså predefinerede sæt af våben, rustning og ekstra udstyr til både pilot og titan. Man tjener XP i hver kamp, så man lige så stille kan låse op for bedre våben og så videre. Ligesom man i høj grad kender det fra Call of Duty. Men samtidig har Titanfall også ladet sig inspirere af helt andre genrer. Man er nemlig ikke alene på slagmarken. Hver side har også nogle AI-styrede NPCer, som godt nok er ret lette at slå ihjel, men samtidig hurtigt kan blive en trussel, hvis man ignorerer dem til fordel for de fjendtlige titans. Og det er en god ide, at slå dem ihjel, for de giver faktisk XP i bedste MOBA-stil, uden at de dog på samme måde optræder i tydelige bølger eller går efter faste mønstre.

Vi fik lov til at prøve to forskellige kort og tre forskellige spiltyper. Spiltyperne er typiske for genren. Team Deathmatch og Conquest under andre navne. Den sidste spiltype - Last Titan Standing - var lidt anderledes, men giver næsten sig selv. Alle starter i deres titan, men når den er tabt, er den tabt. Sidste mand tilbage har vundet.

På den trods alt korte tid vi havde med Titanfall, virkede det som grundlæggende den samme oplevelse, som vi kender det fra tidligere spil i genren. Det at man kan skifte mellem at spille som menneske eller i sin titan, giver en ny dynamik, men den grundlæggende oplevelse er langt hen ad vejen, den samme som den har været siden Counter-Strike og Team Fortress. Men en ufatteligt balanceret og finpudset oplevelse. Der er måske nok generelt set en overflod af shooters på markedet, men der er også betydeligt mere skidt end kanel. Titanfall hører utvivlsomt til blandt de finere krydderier på shooter-hylden.

pcrum
Forventningsfuldt sidder de klar ved PC'erne

Med lange udsigter til Halo 5 og i en tid hvor både Call of Duty: Ghosts og Battlefield 4 viser svaghedstegn af forskellig slags, kunne Titanfall gå hen og blive forårets helt store hit på Xbox One, som trods alt ikke vælter sig rundt i "must have"-titler. Og på Xbox 360 og PC er det nok også et let valg, for alle dem der har lyst til at prøve noget lidt nyt og spændende.

Titanfall er ude på Xbox One og PC d. 11 marts. Xbox 360 d. 25 marts.

Til gengæld starter spillets beta allerede i dag d. 14. februar, den kan du tilmelde dig her: www.titanfall.com/beta

About the author

Janus Hasseriis

Janus Hasseriis

Skribent

Janus kan uden tøven sige til dit ansigt, at han godt kan lide at spille Pokémon. Det er der ikke mange granvoksne mænd der kan. Men der er meget mere i gemmerne hos denne digitale eventyrer og redaktionens eneste oprigtige fan af Halo. Kan i øvrigt se gennem vægge tyndere end 20 cm. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.