The Wolf Among Us, Episode 2: Smoke and Mirrors - Anmeldelse

Bigby beholder fåreklæderne på

Det er svært at tale om The Wolf Among Us uden at snakke om Telltales anden store igangværende serie, The Walking Dead. På overfladen er de nemlig på samme niveau, da de kommer fra stort set de samme folk, kører på samme grafikmotor og byder på stemmeskuespil af meget høj klasse. The Walking Dead sæson 1 var mit favoritspil i 2012, så derfor havde jeg meget store forventninger til, hvad teamet nu ellers kunne finde på. Men da jeg var færdig med første kapitel af The Wolf Among Us, var det ikke ligefrem fordi jeg var ved at revne af spænding over, hvad der nu ville ske i det næste. Alle historier skal dog lige i gang, og nogle tager lidt længere tid om det end andre, så derfor var jeg stadig forventningsfuld, da jeg satte tænderne i kapitel 2, med undertitlen Smoke and Mirrors.

2013/articles//a/1/6/5/3/8/1/5/eurogamer-5ibbse.jpg
The Woodsman er stadig en af de hovedmistænkte i Bigbys sag, men kan du få ham til at snakke?

Vi stiftede allerede nærmere bekendtskab med spillets univers i anmeldelsen af det første kapitel, så her kommer den korte version. Spillet foregår i Fables-universet, som en en film noir-inspireret "fortsættelse" af klassiske eventyr, sagn og andre fortællinger, hvor alting ikke har haft den lykkeligste slutning. Persongalleriets berømte figurer, såsom Snehvide, Grendel og Ichabod Crane, ernærer sig ved mere eller mindre lødigt arbejde i de skumle neonoplyste gader i Fabletown, hvor de bor, og du spiller selv sherif Bigby, aka. Den Store Stygge Ulv, som skal holde øje med, at alting går retmæssigt til. Det gør det selvfølgelig ikke. Hvis du ikke vil vide mere, og selv vil opleve den første del af historien, så skal du stoppe med at læse lige her.

2013/articles//a/1/6/5/3/8/1/5/eurogamer-f8s4zz.jpg
Bigby er bedst, når han bliver presset

Bigby er, som min kollega ovre på vores engelske site, halvt Wolverine, halvt Dirty Harry, og han er bedst, når han hænger på kanten af selvkontrol og er ved at tabe kampen med sin dyriske side. Det har der dog ikke været meget af endnu, og kapitel 2 sætter ham i stedet i rollen som detektiv, da han skal opklare det brutale mord på en af de centrale personer, som den første episode endte med. Smoke and Mirrors dvæler ved efterforskningen, og på trods af nogle interessante scener, som især drejer sig om jalousidramaet mellem Skønheden og Udyret, sker der ærlig talt ikke særlig meget. The Walking Dead formåede at udfylde sine tomrum med en overvældende følelse af desparation og overhængende fare, da der altid kunne komme en zombie væltende mod dig, men The Wolf Among Us har ikke samme kant, og man bliver til sidst træt af at se Bigby skumle og ryge smøger, uanset hvor cool, han måtte være. Og så er episoden overstået, før plottet rigtig kommer i gang.

Cool ser han dog ud, den store ulv. The Wolf Among Us har videreudviklet teknologien fra The Walking Dead, og på stillbilleder kan det være svært at se, at det hele ikke er tegnet analogt i en skråsikker, grov og ganske fantastisk streg. Denne gang fremstår spillet endnu flottere end i første afsnit, men det er stadig en overflade, der ikke stikker helt dybt nok, for animationen er på et langt dårligere niveau. Personerne bevæger sig på den der ekstremt computeragtige måde, hvor man kan se overgangene fra én animation til den næste, og mest kritisk er det, at figurernes ansigtsudtryk skifter for langsomt, og ikke altid er helt til at tolke eller virker ufrivilligt komiske. Det går for mig ud over indlevelsen.

2013/articles//a/1/6/5/3/8/1/5/eurogamer-a1q2l8.jpg
Lille spejl på væggen der, sker der snart lidt mere her?

Jeg er nok lige lovlig hård i mit ordvalg, for jeg kan stadig godt lide spillet. The Wolf Among Us er ikke dårligt, og jeg ser stadig frem til næste kapitel, men jeg kan ikke påstå, at jeg er decideret fanget af det. Måske er jeg ikke helt målgruppen for denne type intertekstuel genrepastiche, da den ofte virker, som om den tager sig selv meget alvorligt (jeg kunne heller ikke tage en film som Sin City, for eksempel, men ved godt, at jeg er en minoritet på dén front). Dér får jeg svært ved at leve mig ind i illusionen, når jeg forventes at se De Tre Små Grise eller Hans og Grete som seriøse figurer i et neo-noir-drama. Dermed ikke sagt, at spillet ikke har humor og godt ved, at præmissen er langt ude, men balancen mellem humor og drama er ikke helt opnået i min optik. Ikke endnu, i hvert fald. Og det er synd, for der er tale om et meget lovende stykke håndværk med interessante personer, når man ellers kan abstrahere fra fabelkonceptet. Da jeg aldrig har læst tegneserien, skal jeg ikke kunne sige, om det ville hjælpe på oplevelsen, men jeg mener, at et produkt skal kunne stå på egne ben først, og dernæst repræsentere sit forlæg, ikke omvendt. Her virker det bare som om, at Telltale ikke har så godt fod på materialets grundlæggende identitet, som de havde på The Walking Dead. Resultatet er absolut funktionelt og på mange måder interessant, men den langsomme historie hæver sig ganske enkelt ikke op på det niveau, udviklerne før har vist sig i stand til at levere. Ikke endnu, i hvert fald. Næste episode må gerne tage flere chancer, og så skal den altså også være lidt længere end de små to timer, vi fik for vores 25-øre her. Lad os håbe, at Telltale ikke har taget munden for fuld ved at køre denne serie samtidig med The Walking Dead og deres nye Game of Thrones-series, som skulle være lige på trapperne.

7 /10

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (3)

About the author

Jonatan A. Allin

Jonatan A. Allin

Contributor

Jonatan er en langhåret pixelfetichist, som elsker fightingspil, indiespil, rollespil, bilspil, chiptunes, dødsmetal og mikrobryggerier. Han mener, at spilindustrien endelig er ved at blive voksen, men han kæmper en hård kamp for aldrig selv at blive det. Han har en achievement i engelsk og film- og medievidenskab fra KUA. Jonatan har lusket rundt på Eurogamer siden 2009

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading