Her på Eurogamer har vi allerede brugt megen tid på Fifa 14 og du kan læse vores store anmeldelse her. Da vi fik mulighed for at besøge EA Sports i London til en snak om næste generation af Fifa-serien, var vi dog ikke sene til at slå til - især fordi vi samtidig fik muligheden for at lege med Fifa 14 til Xbox One. Vi har prøvet både FUT, multiplayer og singleplayer og det ser ud til, at Fifa 14 til næste generation af konsoller lever op til seriens standarder.

Vi tog en snak med producer Nick Channon fra Next Gen Fifa-holdet og du kan se vores interview her.

Da Xbox 360 og PS3 kom på markedet for efterhånden mange år siden, præsterede EA Sports at levere en hel stribe af sportstitler, der alle formåede at nedgradere den tidligere generations seneste udgave drastisk. Resultatet var, at de første sportstitler til 360 og PS3 var langt ringere end de samme titler til PS2 og Xbox, hvilket mildest talt var skuffende.

2

EA Sports har derfor haft et altafgørende mål da de skulle flytte Fifa 14 over på PS4 og Xbox One, nemlig at overføre alle spilmuligheder til den nye generation. Fifa 14 til Xbox One og PS4 byder derfor på de samme funktioner som Fifa 14 på den nuværende generation af konsoller, hvilket betyder, at Career-funktionen, det globale transfernetværk og Fifa Ultimate Team alle er med i årets udgave. Derfor kan man rette forvente, at Fifa 14 på Xbox One og PS4 bliver den ultimate udgave af verdens største fodboldspil.

EA Sports udnytter den nye konsolgenerations hestekræfter til at øge realismen på banen, samt til at skabe en mere troværdig visuel gengivelse af fodboldsporten. Konkret har Fifa 14 til Xbox One og PS4 på tre fokusområder - Human Intelligence, True Player Motion og Living World.

Human Intelligence er videreudviklingen af seriens fysikdrevne kollisionssystem. Ifølge producer Nick Channon, har udviklerne fået mulighed for at foretage fire gange så mange beregninger som tidligere, hvilket de har brugt på at gøre spillerne i stand til at forudse og reagere på hændelser i kampene. Konkret kommer dette til udtryk på mange forskellige måder, men eksempelvis kan spillere nu fornemme at en modspiller vil tackle dem og derfor forsøge at hoppe over modspillerens ben. Det udbyggede fysiksystem gør det nu også muligt aktivt at blokere modspillere med kroppen, hvilket ifølge producer Nick Channon skulle gøre, at man som spiller ikke behøver være så afhængig af tacklinger.

1

Jeg var en smule skeptisk, især fordi succes i Fifa-serien igennem mange år har været utrolig bundet op på spillerens evne til at tacke på rette tidspunkt. Jeg må dog indrømme, at jeg blev omvendt efter at have haft controlleren i hænderne. Jeg brugte simpelthen knappen til tackling langt mindre og formåede i stedet at holde modspillere på afstand alene ved hjælp af spillerens fysik. Det gør at spillet føles mere realistisk, fordi man som spiller har adgang til at bruge flere af de teknikker der benyttes i fodboldverdenen.

Det andet nye fokusområde kaldes True Player Motion. EA Sports har fokuseret på, at få spillernes bevægelser til at fremstå mere realistiske og afvekslende, hvilket primært understøttes gennem flere hundrede nye animationer. Et eksempel er, at man har tilføjet en lang række nye pasningsanimationer, hvor man nu får specifikke animationer alt efter hvor og hvordan man spiller bolden videre.

Man kan lave chip-spilninger, tværafleveringer, brystafleveringer og små afleveringer og alle har unikke og varierede animationer. Samtidig har de mange nye animationer gjort, at spillere kan reagere på nye situationer - man kan måske nå en aflevering ved bagerste stolpe som man ikke kunne nå i Fifa 14 på 360 og PS3, simpelthen fordi der nu er tilføjet nye hovedstødsanimationer.

De mange nye animationer er nok den mest slående grafiske forbedring, især fordi langt flere spillere nu kan deltage i tacklinger, hovedstødsdueller og opdækninger. Spillermodellerne er bestemt også mere detaljerede end tidligere, men man skal dog ikke forvente et lige så stort grafisk spring som ved overgangen til HD-formatet ved sidste konsolskifte. Man siger dog at djævlen findes i detaljerne - og Fifa 14 har masser af visuelle detaljer at byde på.

2

Dette fører os videre til sidste fokusområde - Living World. EA Sports har ønsket at skabe en mere realistisk fodboldatmosfære, ved at øge detaljegraden i præsentationen. De helt nye partikeleffekter gør eksempelvis, at man kan sparke i jorden og rive en tot græs med op, og for første gang er alle tilskuere nu renderet i 3D. Det giver både mere liv til stadion, men tillader også EA Sports at vise helt nye replay-vinkler, hvor tilskuerne er i centrum.

Ifølge producer Nick Channon ønsker EA Sports at kampe skal være mere end bare konkurrence - de skal være en fodboldfortælling i sig selv. Derfor kan de langsomme gengivelser nu vise flere relevante hændelser - ikke kun chancer og scoringer, men også gengivelser af finter, vilde tacklinger og fan-fejringer når dit hold har sat den afgørende scoring ind.

Efter at have brugt en dag i selskab med Fifa 14 på Xbox One, begynder man at forstå EA Sports' dispositioner. Kampene virker mere levende og de mange nye animationer får spillet til at fremstå som en langt bedre simulation af sporten. Det lader til, at EA Sports har noget bedre styr på overgangen til den nye generation af konsoller end ved sidste generationsskifte. EA Sports ønsker virkelig at Fifa 14 til Xbox One og PS4 skal blive komplette fodboldoplevelser, der ikke mangler funktionalitet og indhold.

Det er også godt at se, at EA Sports lader dem, der allerede har købt Fifa 14 til Xbox 360 eller PS3, overføre en stor del af deres progression på tværs af konsolgenerationer. Elementer fra Seasons, FUT og Career overføres til din nye konsol, såfremt du da går fra Xbox 360 til Xbox One eller fra PS3 til PS4, for du kan ikke hoppe fra Microsoft til Sony uden at starte forfra. Du kan heller ikke overføre din gemte Career-mode men får dog i stedet en lille bonus, hvis du allerede har gang i en sæson.

Fifa 14 udkommer til PS4 d. 29. november og til Xbox One når Microsoft engang får snøvlet sig sammen til at udgive konsollen i Danmark.

About the author

Johannes Wørts

Johannes Wørts

Contributor

Johannes sprang let og elegant ungdommen over, for i stedet at blive en gammel og sur mand. Få ting kan dog bringe en smule glæde til hans kolde hjerte, især nørdede rollespil fra PC’ens guldalder i 90’erne, japansk gøgl og omfattende doser fodbold. Når han ikke klikker på dværge, svælger i japansk melodrama og forsøger at føre Aston Villa til europæiske triumfer, overvejer Johannes ofte livets helt store spørgsmål - er Wind Waker eller Morrowind tidernes bedste spil?