Mad Catz F.R.E.Q. 5 er et headset i firmaets ganske outrerede Cyborg-serie, som også tæller bindegale produkter som Mad Catz M.M.O. 7 Gaming Mouse, som jeg selv er den stolte og tilfredse ejer af, og S.T.R.I.K.E-serien af tastaturer (se Janus' anmeldelse af S.T.R.I.K.E 5), som ligner noget fra de mest hardvore sci-fi-film. Mad Catz har dog gentagne gange bevist, at Cyborg-serien kan mere end bare at se ud som en F-117, der har været gennem en blender og derefter er blevet dekoreret af en 12-årig. Det er hardware til den kræsne gamer, og F.R.E.Q. 5 viser sig ikke at være en undtagelse.

Der er tale om et stereo-headset med en lukket konstruktion og store 50 mm neodymium-drivere med en frekvensrespons på 20Hz - 20kHz, som sædvanen tro for gaming-lydudstyr kan pumpe bizarre mængder bas ud. Vil man være helt med på moden og have et surround-headset, må man investere i storebror F.R.E.Q. 7, men jeg er ikke sikker på. at det vil være pengene værd for de fleste, for F.R.E.Q. 5 er et meget fleksibelt plug-and-play-headset, der ikke kræver den store opsætning, og som også egner sig overraskende godt til kritisk musiklytning.

Komfort og kvalitet

slant
Cyborg-serien tager gamerlooket helt derud, hvor ingen nørd-faktor har været før.

Formen er typisk Cyborg-galskab. Ørekopperne er et par kantede affærer med en asymmetrisk sekskantet form (man fristes til at gie... hexagonal), som formentlig aldrig er set før. De er ikke engang ens, da den højre kop har en manuel volumenkontrol, mens der på den venstre er en equalizer-knap, en mute-knap og en port til den aftagelige mikrofon. Skelettet af headsettets konstruktion er overraskende nok i metal, hvilket giver et rigtig solidt indtryk, selv om toppen af hovedbåndet og selve ørekopperne er i plastic. De er af den omsluttende type, som sidder omkring dine ører i stedet for at presse ind på dem, men du skal nok ikke være alt for meget Dumbo, før den kantede konstruktion bliver lidt for snæver. Mig passede de dog fint, og selv om de presser godt ind mod hovedet med deres bløde puder, bliver de aldrig decideret ubehagelige eller overdrevet varme at have på. Designet føles altså godt og komfortabelt, og mit indre barn syntes egentlig, at de ser fede ud. Omverdenen vil dog nok mene, at du skal tage tilbage til din retro-cyberpunkerklub og blive der, men hey, man vælger selv sin stil, ikke?. En sidste lille detalje er, at spidsen på mikrofonen lyser op, når du muter den, så du altid har en visuel indikator på, om dine medspillere eller chatpartnere rent faktisk kan høre, hvor meget du blærer dig over at ganke løs på en champion (Eurogamer.dk bifalder dog ikke den slags - tal ordentligt, venner! - red.).

Lyd

Mad Catz har altså skabt et solidt design, som i bedste Cyborg-ånd ser ganske vanvittigt ud, men hvordan lyder det så? Det er et svar med mange niveauer. Hvis du tilslutter headsettet til din PC via USB, får du adgang til alle knapperne og de tre forskellige equalizerindstillinger (gaming, musik og chat), og en lydkvalitet, der ligger i den høje ende af, hvad de fleste gamingheadsets kan præstere. Jeg tror, at majoriteten vil være ganske tilfredse med, hvad F.R.E.Q. 5 kan levere direkte fra æsken, og opsætningen går let som en leg. Men bruger man det sammen med noget mere seriøst udstyr, afsløres der et stykke hardware, der på mange måder er langt bedre, end hvad dets lettere fjollede gamer-indpakning antyder. Jeg satte det til min FiiO e9 + e17 combo, som er et kombineret eksternt lydkort og en hovedtelefonforstærker, og smækkede noget udfordrende musik på. Resultatet var mildest talt forbløffende.

F.R.E.Q. 5 domineres af sin bas og skæmmes af en lidt tilbageholdende mellemtone og diskant, men balancen er langt bedre, end hvad udstyr i denne klasse normalt kan præstere. Hvis man bruger en equalizer, og her taler vi ikke headsettets egen, kan man opnå ganske storslåede lytteoplevelser her. Er du til electronica, dubstep, dance, chiptunes eller lignende, så kan du få meget sjove oplevelser her. Traditionen tro har jeg dog givet hovedtelefonerne en solid udfordring med forskellige musikgenrer.

side
Bag det bizarre ydre gemmer der sig dog overraskende nok en lyd af høj klasse.

Daft Punk: Contact - Ja, jeg kunne have valgt monsterhittet Get Lucky, men Contact er efter min mening et af Daft Punks allerbedste numre, som spænder over en bred vifte af lydindtryk fra tidlig firsersynth til pumpende beats og psykedelisk distortion. Den indledende sample fra Apollo 17-missionen trådte klart og detaljeret igennem, og det første tunge beat omkring 2:40 tordnede ind i min skal. Hårene rejste sig ved det pumpende crescendo omkring 3:20, og den bizarre afslutning var som at have en kæmpehveps inde i hovedet. Hatten af til Mad Catz for det.

Haerts: All the Days - Lidt dårligere går det med drømmende electropop. Nini Fabis afsindigt smukke vokal gav mig gåsehud, men slet ikke på samme plan som det er tilfældet på mine Grado Alessandros, som er mit høje vandmærke for det meste af min musik. Det er som om, at F.R.E.Q. 5'erne har kastet et stort frottéhåndklæde over hele lydbilledet, så det lyder dæmpet og behageligt, men ikke så spændende. Den særegne sprøde luftighed, som gør nummeret så fantastisk, bliver desværre lidt kvalt her.

Dreadnought: Lift - Så var det på tide at syre helt ud. Dreadnought er et eksperimentelt progressivt folky post-rock psykedelisk neo-black metal-band (!!) fra Colorado, og deres musik er en blanding af kulsort dødsfolk med et jazzy præg, en skrigende kvindevokal, tonsende blastbeats og særprægede proggy rytmer i en produktion, der er præget af den anæmiske black metal-lyd. Med andre ord: en udfordring for ethvert stykke lydudstyr, og i særdeleshed et par gamerhovedtelefoner. Men chokerende nok går det godt. Rigtig godt. Klaverlyden har et lettere distanceret præg, der får det til at lyde live. Alle de akustiske instrumenter går klart igennem, men uden at skære i ørerne, som de ellers kan på meget fintfølende udstyr. Når den forvrængede guitar endelig sætter ind sammen med det hysteriske orgel omkring 6:20, river den også ganske fint igennem, og selv her går man ikke glip af et eneste slag fra den vanvittige trommesektion. Hovedtelefonernes ekstreme bas giver endda nummeret lidt ekstra bund, hvilket en ikke helt så trve black metal-fan som jeg ellers ofte godt kan savne. Det lyder kanongodt. Hvis man altså er til den slags.

Opiuo: Robo Booty - New Zealandske Opiuo leverer noget af det best danseglade, hårdslående electronica/dance, man kan forestille mig, og dette er mit yndlingsnummer fra hans hånd. Nummeret lægger ud med et insisterende taktslag, der ved 0:38 går over i det mest funky beat, en kridhvid Kiwi nogensinde har præsteret. Og disse høretelefoner er skabt til at give dig hjernerystelse med det. De ryster så meget, at det kilder over det hele, men den enorme bas er stram og ubesværet. Det er meget, meget imponerende. Som spil- og hardwareanmelder prøver jeg mangt og meget, men det er langt fra altid, jeg har lyst til at beholde udstyret. Disse hovedtelefoner bliver fast inventar herhjemme for at kunne høre på Opiuo og lignende, uden at blæse naboerne en halv kilometer væk. Så er jeg ligeglad med, hvad jeg ligner med dem på.

Spil og chat

flat
Du får et almindeligt jackstik med i pakken, men hvis du vil gøre brug af alle headsettets funktioner og mikrofonen, så foregår det dog via USB. Bemærk dog, at mikrofonen også virker på din smartphone via jackstikket.

I spil fungerer headsettet rigtig godt. Jeg prøvede dem med en lang række titler, og deres tunge bas giver masser af smæk på lyden i actionspil, hvilket de tydeligvis primært er designet til. Våbnene i FPS-spil lyder virkelig tunge, og hvert et sværdslag i Skyrim rammer med en tilfredsstillende, solid bund. Mere overraskende var det, at lydretninger og fine små detaljer gik meget klart og præcist igennem. Jeg hørte gruset knase sprødt under mine fødder i Whiterun, mens et fjern tordenvejr buldrede sagte, men insisterende og troværdigt. En tur over i Bastion afslørede, at headsettet også kunne klare Darren Korbs eminente soundtrack og Logan Cunninghams fantastiske voiceover, men spillets tæppe af baggrundslyde trådte også meget klart frem i lydbilledet og gav en godt fornemmelse af nærvær, hvilket øgede indlevelsen for mig. Lige før denne anmeldelse gik live fik jeg også spillet Jeppe Carlsens fantastiske nye musikplatformer 140, og det var en fabelagtig oplevelse.

Headsettets mikrofon er ganske god, selv om den dog lod til at opfange en del baggrundsstøj fra min computer. Du kan høre det i testoptagelsen lige her, som siger meget mere, end jeg kan beskrive med ord:

Mad Catz har med F.R.E.Q. 5 leveret et ganske exceptionelt stykke hardware, der for en gangs skyld formår at give gamerne alt den bas, de kan ønske sig, uden at ofre alt andet på det pumpende lydtryks alter. Du kan købe det for omkring de 1000 kr, hvilket ikke er billigt for et stereoheadset i gamersammenhænge, men du må huske på, at du rent faktisk får en lyd, der næsten når ægte hi-fi-niveau, og så er prismærkaten faktisk ikke overvældende. Det føles solidt, har en række brugbare funktioner, som er nemme at anvende, og det sidder godt (hvis dine ører ikke er alt for store). Jeg har ikke meget andet at brokke mig over, end at det ligner et sci-fi-mareridt fra firserne, men selv det er på sin vis lidt charmerende. Det er under alle omstændigheder det bedste headset i denne prisklasse, jeg har prøvet.

9 /10

About the author

Jonatan A. Allin

Jonatan A. Allin

Contributor

Jonatan er en langhåret pixelfetichist, som elsker fightingspil, indiespil, rollespil, bilspil, chiptunes, dødsmetal og mikrobryggerier. Han mener, at spilindustrien endelig er ved at blive voksen, men han kæmper en hård kamp for aldrig selv at blive det. Han har en achievement i engelsk og film- og medievidenskab fra KUA. Jonatan har lusket rundt på Eurogamer siden 2009

Flere artikler af Jonatan A. Allin

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.