The Crew er et af de spil, der i hvert fald på papiret giver mening i forhold til next-generation konsollerne. Her er der tale om et bilspil, der byder på 5.000 kvadratkilometer spilområder fordelt på hele USA, som spilleren frit kan køre på. Der er ingen grænser eller usynlige mure. Kan du se noget, kan du også køre hen til det. Har du lyst til at køre fra Las Vegas til Miami? Så gør det dog.

Samtidig skifter spillet næsten gnidningsfrit fra single-player til online co-op missioner med tre andre spillere - udvalgt automatisk via matchmaking blandt alle de andre, der spiller The Crew samtidig med dig. Hvis du er vant til de evindelige load-tider fra den nuværende konsolgeneration, er det en lidt overvældende oplevelse at blive katapulteret fra New Yorks gader til co-op ræs et eller andet sted i USA med loadskærme, der højest varer 1-2 sekunder.

På den måde var The Crew et af de bedste reklameskilte for next-gen mulighederne ved dette års Gamescom i Köln. Her havde Ubisoft forberedt en demo, der understregede spillets potentiale. Som for at sætte ekstra flødeskum på othellolagkagen var Xbox One maskinerne sat sammen med en tablet, hvorpå spillerne havde mulighed for at sætte deres bil op og vælge startby.

1
Hvorfor er der aldrig så spændende biler i Københavns køer?

Men den slags skal jo bare overstås hurtigst muligt for at maksimere tiden inde i spillet, inden næste gruppe af utålmodige gamere skal have chancen for at prøvespille. Jeg valgte en lækker muscle-car, som jeg derefter rev rundt på New Yorks gader, der også om natten godt lyst op og fyldt med trafik. Byen sover jo aldrig...

Turen rundt i New Yorks gader bliver hurtigt afløst af et ræs mod computerstyrede biler, et ræs som i øvrigt går i gang uden nogen forsinkelse eller ventetid. Og knap nok var det overstået, før vi får et hurtigt kig på spillets garage, hvor bilerne bliver pillet fra hinanden del for del på en grafisk overlegen måde - for derefter at blive samlet igen tilsyneladende med en mere optimal opsætning til det, der venter forude...

2
I The Crew er du ikke begrænset til at køre på vejene...

Seancens sidste del var en co-op mission i Miama, hvor vi var fire om at skulle køre en narkokurers bil i sænk. Hans firehjulstrækker manøvrerede ubesværet igennem både gader og på Miamis strand - og var da heller ikke bange for at køre gennem en lille sø inde i byen. Vi andre måtte så halse bagefter på bedste vis og forsøge at skade firehjulstrækkeren tilstrækkeligt i løbet af de tre minutter, vi havde til rådighed.

Løbende og missionerne var der tydeligvis ikke meget next-gen over. Standardløb med checkpoints og en slags takedown af modstanderens firehjulstrækker ophidser ikke mere, end de har gjort det de seneste 7-8 år på de nuværende maskiner. I det hele taget var selve køreoplevelsen en smule skuffende. Grafikken var der intet at udsætte på, og hastighedsfornemmelsen var specielt i New York helt i top. Til gengæld føltes styringen som om, den knap nok hang sammen med bilen på skærmen.

3
En alternativ form for bilvask.

Inden det var min tur, stod jeg faktisk og morede mig over de andre, som konstant kørte ind i træer, lygtepæle og modkørende biler, hvis de da ikke lige havde travlt med at miste kontrollen over deres drift og dreje 360 grader rundt i stedet for. Desværre måtte jeg indse, at jeg ikke klarede mig bedre overhovedet.

Bilerne reagerede voldsomt på den mindste bevægelse på Xbox One controllerens analoge stick, og prøvede jeg gasse op efter at være gået i stå, endte jeg konsekvent i et 360 graders spin med rygende dæk. Bilen var svær at forudse i alle situationer.

The Crew bliver udviklet af folk, der har stået for henholdsvis Driver spillene og Test Drive Unlimited. Desværre virker det som om, at de har kombineret de værste elementer fra de to spils kørefysik og styring, så du sidder tilbage med et enormt spil, der pt. ikke slet ikke er så sjovt at udforske, som det kunne være.

4
Sådan ankommer du til New York i stil.

Men selvfølgelig kan meget nå at ændre sig endnu inden udgivelsen i 2014, og det er alt for tidligt at dømme The Crew ude på grund af dårlig styring i en demo på en spilmesse.

Til gengæld var Test Drive Unlimiteds (og Driver: San Francisco for den sags skyld) indflydelse anderledes positiv, når vi kiggede på kortet og zoomede ind på det sted, vi gerne ville køre. Det var som TDU på steroider - et kæmpe land som USA lå foran vores speederfod og ventede bare på at blive kørt tyndt.

The Crew byder på bilspil, som den nuværende generation ikke kan levere og har alene derfor en berettigelse. Men det er bestemt ikke finpudset nok endnu, hvad styring og indhold angår. Her håber vi, at udviklerne når at blive mere ambitiøse, inden spillet rammer butikkerne i 2014.

About the author

Jakob Paulsen

Jakob Paulsen

Contributor

Jakob har anmeldt spil stort set så længe, han kan huske (hukommelsen bliver dårligere med årene). Et af de allerførste spil, han anmeldte, var GTA til pc, som han høvlede ned, hvilket fik distributøren til at klage til redaktøren... god start. Jakob har haft fornøjelsen af at være international redaktør og senere dansk redaktør på Boomtown.net, men hygger sig nu om dage "bare" med at anmelde spil. Han er bidt af en gal racerbil og spiller derfor alle de bilspil, han kan komme i nærheden af, ligesom han altid gerne kaster sig over shootere og strategispil.