I ugerne inden sommerhusturen er vi meget optaget af, hvad vi skal have med. Sidste år tog undertegnede den noget drastiske beslutning at slæbe hele pc-setuppet med, inklusiv 27-tommers skærm, HOTAS og forcefeedback-rat.

Det var besværligt, og desværre blev den ikke brugt særlig meget. I år er der derfor lagt op til en ny strategi. Vi tager laptoppen med, (Lenovo Ideapad Yoga 13), plus en Android-tablet fra Samsung, og det kræver selvfølgelig, at der bliver tænkt lidt over, hvilke spil der skal med. Der er tre kriterier, der skal opfyldes, før et spil kan komme med i sommerhuset:

Regel 1 - Det skal køre på en relativt svag laptop eller til nød en tablet, og det betyder bl.a. ingen flysimulatorer (snøft) ej heller avancerede 3D-spil.

Regel 2 - Der skal ikke være obligatorisk onlineelement. Netforbindelsen i sommerhuse er notorisk dårlig, plus at spillet skal være noget, man kan gå til og fra uden at misse noget. Altså, ingen MMO-agtige spil.

Regel 3 - Der skal være noget til børnene også, helst noget, der kan køre på en android-tablet.

Ud fra de kriterier har vi lavet en (indrømmet meget personlig) liste over spil, der kommer med:

Datterens yndlingspil til Android-tabletten

Grusomme Mig (Despicable Me) har høj produktionsværdi, er sjovt, ellers ville det ikke få betegnelsen 'yndlingspil', og så er det gratis på den gode måde. Det vil sige den måde, hvor der er et minimum af reklamer og ingen af de 'klikfælder', man efterhånden ser i mange såkaldte gratisspil. Det er en runner, i stil med Temple Run, bare med humor og langt flottere grafik. Tilsyneladende bliver de ikke trætte af det...

Ingen sommerferie uden et Gary Grigsby-spil

Grigsbys hexbaserede krigsspil er elegante, komplekse og AI'en er superb. På Lenovo'en tager det godt nok noget tid for computeren at knuse alle beregningerne mellem turene, men det kan vi leve med. Grafikken er ikke noget problem.

Aurora er verdens bedste 4X-spil

Aurora er baseret på Visual Basic og består af en masse tekstformularer og et par enkelte skærmbilleder, der grafisk viser solsystemer. Siden Steve Walmsley, manden bag spillet, gjorde det muligt at begrænse højden på vinduerne, kan man spille det på laptop. Spillet er hårrejsende komplekst, men når man først har lært det, venter et nirvana af 4X eventyr.

1
Aurora, komplekst, vanvittigt 4X spil.

Combat Mission: Gustav Line

Ok, her er vi på gyngende grund, da vi ikke har testet det på laptoppen endnu. Fornemmelsen er dog, at det vil kunne køre. Og hvis det kan, skal verdens bedste taktiske krigsspil en tur i sommerhuset. Den seneste udvidelse, Gustav Line, foregår i Italien, hvilket nok er det tætteste, vi kommer på støvlelandet denne sommer.

Distant Worlds

Som vi skrev i vores anmeldelse af Distant Worlds i maj måned, er det fremragende 4X i mere traditionel indpakning (i forhold til Aurora). DW er stort, og det foregår i pulserende, dunkende realtime. Fordelen ved spillet er, at det er relativ simpel grafik, som kan køre på en laptop, omend den får lov at arbejde for føden.

About the author

Martin Wiinholt

Martin Wiinholt

Editor-in-chief, EG.dk

Martin kan godt lide virkeligheden. Han er faktisk så opslugt af den, at han hver gang chancen byder sig opsøger den i sine favoritgenre blandt krigs- og fartøjssimulationer på pc. Er desuden set tænde for en Wii helt uden at tøve. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.