BJ Blazkowicz er en af pc-branchens ældste, nulevende, virtuelle helte. Og han råber 'Fuck you, moon!' straks du går ombord i Wolfenstein: The New Order. Han er ikke glad, for efter at have ligget i koma i 15 år vågner han til en ny verden, hvor Nazityskland vandt Anden Verdenskrig og tilmed var det første land til at sætte et menneske på månen. Ytringen overfor vort himmellegeme kommer mens Blazkowicz står foran London Nautica, et nyt monument, som er bygget som tegn på Hitler-Tysklands overmagt midt i den tidligere engelske hovedstad. Den er omdannet til en grå og trist labyrint af checkpoints og ghettoer.

Vreden kan han heldigvis få afløb for ved at skyde en masse tyskere i fjæset.

Wolfenstein har haft en lidt ujævn færd siden sine spæde spildage i 90'erne, hvor det var med til grundlæggelsen af FPS-genren før det tog nogle kritiske nedgangstider med bl.a. Wolfenstein fra 2009. Nu er spillet havnet hos svenskerne fra MachineGames, som har mange tidligere Starbreeze-ansatte ombord. De var med til at lave Chronicles of Riddick og The Darness, som begge bød på andet og mere end bare skydning.

1
Fortællingen handler om tyskernes vej til militær overmagt.

Jens Matthies og Andreas Ojefors er navnene på to af de gale svenskere, som bød Eurogamer indenfor for at se nærmere på det nye spil. Det er et meget anderledes sted end London. BJ er på vej undercover i et tog til løvens hule i Berlin. Du møder en ond Frau Echer, som laver en test for at se, om du er en rigtig arisk dreng. Det er ret kitschet meget i stil med de tyskere, du måske har set på DR2 i Allo Allo. Men det er samtidig meget anspændt ligesom Tarantinos Inglorious Basterds, hvor man konstant var spændt på, hvad den kære oberst kunne finde på. Scenen har mange detaljer, for kaffen skvulper omkring i koppen og den viser meget af sin tilgang til FPS.

For i ét øjeblik er man magtesløs på et tog i Berlin, mens man det næste deler øretæver ud i London. Netop scenen ved London Nautica var spilbar på vores besøg hos MachineGames, og det var som i gode gamle dage med masser af Wolfenstein-action og et friskt syn på hele serien. Fra en meget spændt åbningsscene, hvor man er forfulgt af en robothund, havner man pludselig i vild åben kamp. Skydemekanismerne er meget sikre og den kunstige intelligens kan både agere intelligent og som håbløs kanonføde.

Spillet styrer bevidst uden om al realisme. Det er et spil, der er glad for mord og body-counts, og hvor vores helt let og elegant kan bære to shotguns på én gang. Man skal hele tiden slubre health-packs i sig for at klare den.

Midt imellem ildkampenene er der også gåder, der inddrager nærmiljøet. Man har en laserbrænder med, som kan gå igennem metal og bruges til at løse mange gåder. Det er frit at bruge den, og du kan påvirke omverdenen på mange, mange måder.

Banen i London slutter med én stor bosskamp mod en enorm nazirobot. Den er temmelig nervepirrende at nedkæmpe, og det, som egentlig kunne have været slutningen på et hvilket som helst andet spil, foregår kun 1/3 inde i Wolfenstein: The New Order. Holdet vil endnu ikke afsløre de efterfølgende bosser, men vi håber, at vi endnu engang kan møde Hitler i egen høje robotperson og tvære ham ud over Berlin. MachineGames er tydeligvis glade for John Carmacks oprindelige design og er blandt de få, der blev forhåndsgodkendt til at bruge id Tech 5-grafikmotoren til spillet.

I demoen var der mange forskellige elementer. Der var solid snigerstealth og voldsomme ildkampe. Intet af det var specielt nyskabende, men det blev fortalt med tegneserieagtig glæde og god, gammel energi. Wolfenstein dropper multiplayer og handler ene og alene om singleplayerdelen, og vi håber, at det kan give det et Valve-agtigt præg med en lidt løs tilgang ikke fjernt fra Duke Nukem-spillene. Vi glæder os til at se det færdige produkt, for MachineGames virker som nogen, der har styr på deres FPS-historie.

About the author

Dan Whitehead

Dan Whitehead

Senior Contributor, Eurogamer.net

Dan has been writing for Eurogamer since 2006 and specialises in RPGs, shooters and games for children. His bestest game ever is Julian Gollop's Chaos.