Der findes ikke meget mere specialiserede firmaer end Atlus og Arc System Works. Atlus sørger typisk for outrerede, meget japanske RPG/adventure-oplevelser, og Arc System Works laver nogle af de mest tekniske, flamboyante 2D-fightingspil, der findes. Men hvad sker der så, når de to udviklere samarbejder om et spil, der er baseret på det mest succesfulde spil i Atlus' måske mest elskede serie? Man får Persona 4: The Ultimate in Mayonaka Arena, på vores breddegrader bare kendt som Persona 4 Arena, et af de mest krævende, belønnende, smukke og bizarre fightingspil, der nogensinde er lavet. Om det er et af de bedste, er jeg dog stadig i tvivl om.

2013/articles//a/1/5/8/4/2/9/1/eurogamer-dz61xy.jpg
Godt nyt for Persona-fans: Der er masser af historie til jer!

Lad os begynde med de grundlæggende krumspring, som alle fightingspil skal igennem. P4A byder på alle de normale funktioner, du finder i genren. Her er Arcade Mode, mulighed for træning i Lesson Mode, der lærer dig alle spillets mange systemer, og Practice Mode, hvor du kan øvr dig i dem. Spillet har også en Story Mode, som er en kæmpe gave til fans af Persona 3 og Persona 4, men lidt for meget af det gode for udenforstående. Du genforenes med dine favoritfigurer fra de to nyeste kapitler i PRG-serien, hvad end det er fjollede Yosuke, friske Chie, seje Yu, smukke Yukiko, mekaniske Aigis eller bizarre Teddie, og historien tager tråden op to måneder efter begivenhederne i Persona 4. Fortællingen foregår i meget lange mellemsekvenser, som kan vare helt op til 15 minutter mellem hver kamp, og hver figurs historie varer over 2 timer, hvis man ikke skipper teksten hurtigt, så den samlede spilletid er groteske 30 timer, hvis man vil have det hele med. Der er altså nok at tage fat på for fans, mens de, der bare kommer for at slå på tæven, vil foretrække Arcade Mode, den meget sværere Score Attack Mode, hvor alle modstanderne er utroligt stærke, eller Challenge Mode, hvor man skal udføre en masse ekstremt udfordrende comboer. Eller også kan man gå online, hvor spillet brillierer med en solid netkode til PS3, hvorimod Xbox 360-versionen i øjeblikket skulle være lidt mindre stabil.

Fortællingen foregår i meget lange mellemsekvenser, som kan vare helt op til 15 minutter mellem hver kamp, og hver figurs historie varer over 2 timer

I videoen herunder snakker jeg lidt om min yndlingsfigur i spillet, Chie:

Persona 4 Arena er altså propfyldt med udfordringer og indhold, men til gengæld er der kun 13 figurer at vælge mellem. Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, da spillet er ekstremt komplekst, og alle figurerne er unikke i forhold til hinanden. Eftersom spillet har været ude i USA siden august sidste år (!), har jeg læst en hel del anmeldelser på forhånd, og her er der mange, der fremhæver kampsystemet som "simpelt". De mennesker bør aftale en mentalundersøgelse med det samme, for godt nok har hver figur en relativt kort moveliste, der minder om det, man finder i Street Fighter IV, men det gør ikke spillet simpelt. Stort set alle moves kan forsinkes, cancelles ind i andre moves, bruges forskelligt afhængigt af afstand, forstærkes ved brug af det specielle SP-meter, annulleres eller udnyttes på kreative måder. Dertil kommer, at selve spillets fightingmotor virkelig er for de hardcore. Tag bare bevægelserne i luften: Du kan hoppe, dobbelthoppe, lave "high jumps", udføre en lille hopfinte, angribe, kaste eller blokere i luften eller lave air dashes. Der er også mulighed for at lave crossups, hvor man angriber lige på det punkt, hvor modstanderen ikke ved, om han/hun skal blokere til venstre eller højre, og man kan sågar også vende sig manuelt i luften for at åbne for mere avancerede strategier.

2013/articles//a/1/5/8/4/2/9/1/eurogamer-0utcg0.jpg
I aktion er dette et af de flotteste 2D-spil nogensinde.

Det samme gælder for angreb og comboer. P4A er bygget op som en fireknappers fighter, hvilket på papiret også virker enkelt. Du har et svagt og et kraftfuldt angreb med din figur, og på de to andre knapper kan du tilkalde dit alter ego, også kendt som din Persona, til at udføre hhv. et svagt og et kraftfuldt angreb. Du skal bare lige være klar over, at dette faktisk kan foregå samtidig, så du skal kende din Persona ud og ind for at vide, hvornår du kan skabe comboer med dens angreb. Hvis du er skødesløs, kan din modstander også skade din Persona, så den ryger ud af kampen midlertidigt. Timingen af dine angreb i forhold til din Personas er kritisk, og spillet foregår i et hæsblæsende tempo, så du er nødt til at være meget hurtig og præcis på fingrene, selv om det aldrig kræver Street Fighter IV's overnaturlige præcision i comboer.

Timingen af dine angreb i forhold til din Personas er kritisk, og spillet foregår i et hæsblæsende tempo, så du er nødt til at være meget hurtig og præcis på fingrene, selv om det aldrig kræver Street Fighter IV's overnaturlige præcision i comboer.

Dertil kommer en række avancerede offensive og defensive teknikker, som koster forskellige mængder af SP-meteret, hvilket er opdelt i fire og svarer til de fleste konkurrenters Super-meter, og spillet handler i allerhøjeste grad om at administrere brugen af dette. Ellers lærer du aldrig at stoppe offensive spillere eller cancelle dine avancerede comboer ind i andre comboer, som ofte kan afsluttes med at slå modstanderen op i luften og tæske videre der. Vi er ikke ude i Marvel vs. Capcoms comboer på over 100 hits, men det er godt nok tæt på, og du får ikke nær så meget forærende, som i Capcoms superheltespil. Desuden kan de forskellige figurer forårsage statuseffekter på hinanden: forgiftning, forvirring, chok, panik, stumhed, forelskelse, vrede og frysning, og alle disse påvirker gameplayet i høj grad ved at fjerne evner, reducere liv eller endda vende dine input om, så du skal styre omvendt. Tøver du eller spiller for defensivt (kaldet "turtling" i fightingterminologien), straffes du hurtigt med at tage 1,5 gange skade fra angreb, så dette er ikke et spil for de mere metodiske spillere (læs = alle jer defensive kujoner derude!).

2013/articles//a/1/5/8/4/2/9/1/eurogamer-4oz60k.jpg
Du skal være forberedt på at lære afsindig meget udenad. Persona 4 Arena er et fightingspil på godt og ondt.

Nybegyndere vil altså have det meget, meget svært her. Arc System Works har hjulpet dem lidt ved at give hver figur en autocombo, som kan udføres ved bare at hamre løs på den samme knap for at fyre en imponerende streng af angreb af, men gode spillere vil kunne se dette på lang afstand og lukke ned for det med et brag. Desuden giver autocomboerne meget mindre i skade end normale comboer. Derefter er der ikke andet at gøre end at give op, eller begynde at studere. P4A har heldigvis rige muligheder for at træne dine evner, og der er et habilt community online, fx ovre på Mayonaka Midnight, men det er og bliver et svært spil at anbefale til begyndere.

Persona-fans vil automatisk få en del ud af det, fightingfans vil elske det, og folk, der er begge dele, vil nok finde oplevelsen helt speciel.

Undertegnede har spillet utallige fightingspil gennem tiderne, og selv jeg fik virkelig sved på panden af det, der her blev krævet af mig. Persona-fans vil automatisk få en del ud af det, fightingfans vil elske det, og folk, der er begge dele, vil nok finde oplevelsen helt speciel. Men er man ingen af delene og vil bare slå lidt på tæven sammen med vennerne eller spille noget singleplayer, er jeg ganske sikker på, at den hyperaktive, meget japanske stil og de høje gameplaymæssige krav hurtigt vil sende spillet på hylden. Det er et nichespil med 2D-grafik af allerhøjeste kvalitet og knivskarp styring, men samtidig er det også eksempel på den skyhøje indlæringskurve, som gør fightinggenren utilgængelig for mange. Håndværket er virkelig i orden, og der er en nærmest endeløs dybde at finde. Det er bare i sidste ende også denne dybde, der er spillets største problem.

8 /10

About the author

Jonatan A. Allin

Jonatan A. Allin

Contributor

Jonatan er en langhåret pixelfetichist, som elsker fightingspil, indiespil, rollespil, bilspil, chiptunes, dødsmetal og mikrobryggerier. Han mener, at spilindustrien endelig er ved at blive voksen, men han kæmper en hård kamp for aldrig selv at blive det. Han har en achievement i engelsk og film- og medievidenskab fra KUA. Jonatan har lusket rundt på Eurogamer siden 2009